I anledning af Peter Øvig Knudsens Blekingegadebande-bøger interviewes debatredaktør Bent Blüdnikow i Information 16. januar. En af Blüdnikows centrale udtalelser lyder: “Efter min opfattelse var Blekingegadebanden udsprunget af tanker, der i bred almindelighed var på venstrefløjen.”
Sådan en fed floskel kan man trække på smilebåndet ad. Man kan også vælge at tage det som en invitation, reflektere, tænke tilbage. Har Blüdnikow ret? Har han sagt noget nyt? Nej, Blüdnikow har sagt og skrevet det tidligere. Skrevet det mange gange, for doven er manden jo ikke. Men måske har han ikke helt styr på sine kilder.
Har andre sagt det før ham? Ja, det er ikke ualmindeligt at drage ‘venstrefløjen’ til ansvar for terrorisme. At forfølge anderledestænkende og argumentere med ‘det er jo jeres slags der gør sådan.’ Vi kan jo kalde det heksejagt, nedbrydelse af demokratiet, fordummelse.
Umiddelbart sender Blüdnikow mig 30 år tilbage. I Vesttyskland gennemførte RAF (Baader-Meinhof m. fl.) en række terroraktioner, som udløste mange angreb på den vesttyske venstrefløj. De angribende brugte betegnelsen ‘sympatisør-sumpen’ om de mennesker, der ikke straks sluttede op om kravet om, at rettigheder skulle begrænses og beskæres. Ikke kun venstreintellektuelle, men også borgerlige og konservative så sig presset sammen i ‘sumpen’. Sympatisører!
I efteråret 1977 bortførte RAF arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer som gidsel. Dagligt trykte aviserne fotografier af den gidselholdte, politikere udstødte sproglige lunser til medierne, og disse hidsede tyskerne op. Maskinpistolbevæbnede betjente patruljerede gaderne - jeg oplevede dem i Frankfurt. Stadig mere vanvittige anklager blev rettet mod forfattere som Heinrich Böll, Günther Grass og Sigfried Lenz og forskere som Jürgen Habermas og Oskar Negt. Ethvert ord der begyndte med ‘social-’ kunne udløse fråde, raseri, mistænkeliggørelse.
I stedet for at bøje nakken valgte Böll, forlagsredaktøren Freimut Duve og plakatkunstneren Klaus Staeck at invitere nogle af de fremtrædende udskregne til at skrive et brev om demokrati og terrorisme. De ville træde op mod angstens klima, de ville ikke bare forsvare deres personlige integritet, men også sociale og politiske institutioner, der i Vesttyskland var under heftig politisk og ideologisk beskydning.
På trods af deres forskellige politiske anskuelser og samfundsmæssige positioner havde brevskriverne fundet sammen om forsvaret for den liberale retsstats ideer. Forfatterne var altså ikke enige om alt - dette skriver jeg for god ordens skyld. Brevene udkom i november 1977 som Briefe zur Verteidigung der Republik’ på Rowohlt.
Ifølge Blüdnikow spillede Information i 70’erne en meget ulykkelig rolle, fordi avisen ikke blev ‘bolværk mod totalitarismen.’ Men faktisk var Information først til at præsentere den tyske brevsamling! Det skete i et stort interview (5. november 1977) med Klaus Staeck, der ud over at være plakatkunstner og medredaktør af bogen også er jurist. Det var et stærkt forsvar for retsstaten - ikke for totalitarismen.
Og den tyske brevbog blev oversat ekspres, forsynet med et ekstra forord underskrevet af redaktionen af den danske udgave: Flemming Arentoft, Jørgen Carlsen, Ole Eistrup, Maja Føgh, Paul Marcus Gazan, Asger Jepsen, Mihail Larsen, Frands Mortensen, Kristian Berg Nielsen, Niels Åge Nielsen, Jette Rytke, Hans-Jørgen Schanz, Peter Sperling, Carsten Vengsgaard og Mikael Witte. Bogen udkom på det indflydelsesrige venstrefløjsforlag Modtryk i januar 1978 under titlen Demokrati og terrorisme.
I forordet skrev vi om RAF bl.a: “Kampmetoden var lige så simpel, som den var forkert: terror, der som formål havde at afsløre den vesttyske stats imperialistiske karakter for derigennem at åbne befolkningens øjne for de eksisterende undertrykkelsesforhold og få dem til at vende sig mod dem.
Den by-guerilla-position, som RAF indtog, var ikke resultatet af sindsyge menneskers tankeprocesser. Men både den teoretiske position og terrorens eskalering var et resultat af og måtte føre til en stadig stigende isolation for RAF’s medlemmer.
I denne situation var venstrefløjen i sit udgangspunkt for svag til at etablere et politisk miljø, der kunne danne basis for en konstruktiv proces. Marxismen, den socialistiske utopi, ja selve arbejderbevægelsen var der blevet gjort grundigt op med i den vesttyske stats opbygningsfase. Studenterne var dem, som gav socialismen indhold på ny, men de var afskåret historisk som institutionelt fra den arbejdende befolkning. Denne isolering måtte brydes. Brydes kunne den kun gennem en udvikling af ‘folkets’ egen kamp, nemlig basisaktiviteter overalt, hvor de er mulige. At vælge denne udvej var så langt den mest krævende - opgaven antog næsten uoverskuelige dimensioner.
RAF-gruppen trak den anden vej. De valgte den individuelle kamp i alverdens undertrykte folks navn; og blev derved fødselshjælpere for den vesttyske stats åbne repression mod de demokratisk og progressivt sindede dele af befolkningen. En repression, som liberale i dag finder er ved at gå over gevind.” (side 10)
Det er 30 år siden, vi udgav bogen i en slags sympati med den tyske befolkning og for at tage ved lære af den. I forordet beskrev vi også, at afdemokratiseringen i Vesttyskland paradoksalt nok foregik i retsstatens navn. At den havde til formål at udgrænse og kriminalisere oppositionelle kræfter - og at udviklingen også kunne ses herhjemme.
Det er som om udgrænsningen fortsætter - selvfølgelig med op- og nedture - og at vore dages anti-terror-lovgivning kan bidrage til denne proces mod anderledestænkende, -talende og -skrivende. Derfor er kritik fortsat afgørende, og vigtigt er at bevare menneskeligheden.
Udviklingen skal ikke lukke munden på nogen - hverken på debatredaktør Blüdnikow eller andre.
Mikael Witte er kunstner