Knapper med lyd. Toner der ånder fra bælge. Bandoneónen var en europæisk opfindelse, men da den kom til Buenos Aires i slutningen af 1800-tallet, blev den nerven i tangoen. Og et helt usædvanlig udtryksfuldt instrument mellem næverne på argentineren Dino Saluzzi (f. 1935), der har ladet den synge sin egen specielle musikalske version af tango, jazz og lokal folklore i årtier. Som sådan er han en mester. Og Saluzzis dybeste og mest højtidelige dyder er i fuldt flor på hans nyeste udspil, Ojos Negros, en duo-indspilning med den tyske cellist, Anja Lechner. Han kender hende fra sit samarbejde med Rosamunde Quartet. Og de to musikeres gensidige musikalske forståelse er i særklasse. Derfor er det blevet så ubønhørlig smuk en plade. Lechners og Saluzzis vemodigt søgende og syngende instrumenter er som bække, der fører sammen til et blødt duvende og rislende åløb. Lechner mestrer de runde, sansemættede strøg og det sprødeste pizzicato. Saluzzis bandoneón er et varsomt pulserende hjerte af musik. Med godt en times beåndet kunstnerisk udveksling er der rigeligt med stof til eftertænksomme stunder sammen med denne kammermusikalske hybrid af mørkt mættede melodier fra en af argentinsk musiks mest personlige, nulevende stemmer.
En særlig og glædelig overraskelse kommer fra den italienske bandoneón-udøver Daniele di Bonaventura (f. 1966). Han har udsendt en vellykket og spændende plade, Canto alla terra, på det italienske mærke Dodicilune. Og så er det underordnet, at den først er tilgængelig i Danmark nu, selvom udgivelsen er fra 2005. Med dette selskab er der mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række navne fra italiensk jazz, som vil være mange danske lyttere ubekendte. Di Bonaventura er et usædvanligt talent. En eftertænksom solist, der ikke spiller på udvendig virtuoseri. Snarere er han inspireret af netop Dino Saluzzi med sin fokus på pauser og luft i sit spil. Han giver sig tid til at forme sine fraser, antyder hellere, end han demonstrerer. Pirrer lytteren med afbrudte toner, sagte sang eller konturer af løb. Di Bonaventura støttes stærkt af Marcello Peghin, der trakterer 10-strenget akustisk guitar, Felice del Gaudio (bas) og Alfredo Laviano (perkussion).
Sammen udfolder de en buket af melodisk og intens middelhavsjazz i perfekt balance mellem stramme sangformer og instrumental leg. Canto alla terra er lidt af en åbenbaring og et af de fineste eksempler på udnyttelsen af bandoneónen indenfor jazzens improvisatoriske rammer, hørt overhovedet af denne anmelder.
Og så har den italienske, herboende pianist og bandoneónspiller, Paolo Russo (f. 1969), udgivet en fin lille soloplade, Doble A(nima), på Dodicilune. Her veksler han mellem klaver og bandoneón - eller blander instrumenterne. Et velgørende rum for finurlighed og afveksling er der også plads til hos Russo, der lægger ud med en ‘Nordisk Suite’ i fire dele for klaver, og undervejs på pladen leger med tangoformer, kantede jazzpåvirkninger, kirkemusik m.m. En af attraktionerne er hans soloversion for bandoneón af Monks “Round Midnight”.
kultur@information
Dino Saluzzi & Anja Lechner: Ojos Negros (ECM)Daniele di Bonaventura: Canto alla terra (Dodicilune)Paolo Russo: Doble A(nima) (Dodicilune)