"De brændte Bruno, Galileo måtte bøje sig - men vi står fast mod pavevældet!" Sådan lød sloganet mod paven på universitetet La Sapienza i Rom. Landets største og mest prestigefyldte universitet havde inviteret pave Benedikt XVI til at tale ved åbningen af det akademiske år 17. januar. Flere af universitetets professorer protesterede mod pavens besøg med støtte fra radikale studenter, der heller ikke ville se paven på deres universitet. Resultatet blev, at Vatikanet meddelte, at paven slet ikke ville komme. Selve meddelelsen var ganske kort, at paven "på grund af de sidste dages begivenheder" ikke selv ville komme, men i stedet få sin forberedte tale læst højt, men den var ledsaget af beskyldninger om utålelig intolerance over for paven og kirken. Siden har den katolske kirke med stor snilde iværksat et mediecirkus af protester over, at universitetet har udelukket paven, med genlyd i den internationale presse fra Le Monde til New York Times. Desværre er protesternes budskab gledet i baggrunden, også selv om det er et budskab, der vedrører alle europæere i disse år: Nemlig hvordan man håndterer en katolsk kirke, der aggressivt forsøger at påvirke europæisk politik.

Ingen var i tvivl om, at det var den konservative katolicisme, der gik af med sejren, da Joseph Ratzinger blev valgt til pave i 2005. Med valget af navnet Benedikt signalerede kirkens nye overhoved, at han ville vende kirken mod modernismen og føre Europa tilbage til troen og give religionen mere autoritet.

Antirationalisme

Den første protest mod pavens besøg på La Sapienza var netop et - meget velargumenteret - åbent brev mod pavens anti-rationalistiske program og dets angreb på videnskaben. Kritikken går på pavens udtalelser om, at naturvidenskaben kun kan beskæftige sig med det rent materielle, mens alt åndeligt må søge til kristendommen som kilden til sandhed. Og med kristendommen mener han den katolske kirke, der - for at citere brevet - "altid har villet tage monopol på de følelser, der findes i hvert enkelt menneskes sind". Det er her problemet ligger, nemlig om en institution, der står for videnskabelig fornuft og åndelig frihed, skal ære en mand, hvis udtrykkelige program er, at grænserne for denne frihed skal sættes af religionen. En mand, der oven i købet har udtrykt, at processen mod Galileo, (der blev truet med bålet for at hævde, at jorden kunne bevæge sig rundt om solen) var retfærdig og rimelig.

Det ville være en rent teoretisk diskussion, hvis ikke pavens program var så tydeligt politisk. I de sidste år, har den katolske kirke påtaget sig en aktiv politisk rolle. Pave Ratzinger arbejdede åbenlyst for, at den europæiske forfatningstraktat skulle understrege Europas kristne værdier, og i de katolske lande er kirkens tilstedeværelse blevet stadig mere påtrængende.

Det gælder især spørgsmål om familien. I lyset af nye love om homoseksuelle og ugifte par i Spanien og Italien er kirken begyndt en modoffensiv, hvor den viser sit potentiale som massebevægelse og politisk lobbygruppe. I forbindelse med en reform af den italienske ægteskabslovgivning sidste år oprustede kirkens således den katolske Verdens Familiedag til en national protest mod, at italienske homoseksuelle og ugifte par kunne få samme rettigheder som gifte mænd og kvinder. 30. december 2007 mobiliserede kirken mellem en og to millioner deltagere til en demonstration i Madrid mod den spanske regerings love om ægteskab for homoseksuelle. Herfra kunne mængden iagttage paven på storskærm, mens han fra Peters-kirken i Rom deklamerede - på spansk - at det naturlige ægteskab mellem mand og kvinde var menneskets bestemmelse og grundlaget for samfundets og menneskenes sundhed. På årets første dag udtalte paven tilmed, at familien var grundlaget for fred i verden og påberåbte sig endda FN's menneskerettighedserklæring om beskyttelse af familien mod overgreb udefra (hvilket altså ikke gjaldt overgreb fra kirken mod 'unaturlige familier').

Familiens beskytter

I Italien har den politiske højrefløj taget tråden op, og selv den skilte og åbenlyst utro Berlusconi stiller sig op som familiens beskytter sammen med nationalister og højrekatolikker (hvis leder i øvrigt er separeret). Samtidig taler højreorienterede intellektuelle om livets ukrænkelighed og kræver aborten afskaffet. Med mulighed for højre-regeringer i Italien og Spanien, og en fransk præsident, der under sit nylige besøg i Rom talte varmt om Frankrigs religiøse rødder, er det ikke svært at forestille sig, at Vatikanet kan få øget politisk magt i de næste par år.

Det er i denne atmosfære af religiøs offensiv, at protesterne på universitetet i Rom skal ses. De er en kritik af pavens holdning, nemlig at kritisk diskussion og argumenter, der ikke anerkender religionens autoritet, skal begrænses til naturvidenskabelige laboratorier. Det er en nødvendig kritik; det er nødvendigt, at nogen åbenlyst siger paven midt imod i hans egen by. For det drejer sig ikke om, hvorvidt den katolske kirke skal bestemme over katolikkernes privatliv - det er nu engang en del af religionen - men om, at den katolske kirke vil have magt over lovgivning, der rammer alle. For ikke-katolikker kan paven højst have autoritet som statsoverhoved og til nød som teolog, men det er absurd, at en leder valgt ved et mystisk og hemmeligt ritual uden det mindste demokratiske mandat skal bestemme over, om homoseksuelle må gifte sig, om ugifte samboende må have juridiske rettigheder, og om kvinder må vælge abort eller ej.

Det er spørgsmål, som også berører Danmark som del af EU. Vi kan ikke sidde på sidelinjen og se den katolske offensiv som et sydeuropæisk anliggende, og slet ikke hvis kirkens magt vokser inden for EU's institutioner. Det store flertal af europæere, der er for individuelle friheder og adskillelse af stat og religion må sige fra og møde kirken med kontant kritik, ligesom de har gjort det i Rom.

Thomas Ekman Jørgensen er historiker ved Université Libre de Bruxelles