23. januar 2008

Jobplan

Skrevet af: Palle Weis

"Danmark har akut mangel på arbejdskraft. Vi mister vækst, velstand og velfærd, hver gang en virksomhed forgæves slår en stilling op"

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)

ØKONOMISK VÆKST overskygger alle andre hensyn. Det fremgik således af en af de mere spøjse reaktioner på regeringens jobplan, at den ikke tager hensyn til pingvinerne.

Økonomiprofessor Peter Nielsen fra RUC gør således i en pressemeddelelse opmærksom på, at selv om klimaet står højt på den politiske dagsorden, så er det fuldkommen fraværende i den nye jobplan og for den sags skyld i alle samfundsøkonomiske tiltag, der skal styrke væksten og sikre leveringerne på arbejdsmarkedet. Og når man nu ved, at øget vækst påvirker CO2-udledningen, er det forkert, at man ikke i højere grad skaber sammenhæng mellem det, højre og venstre hånd laver. Det kan han jo have ret i, den gode professor. Men det er nu ikke det eneste sted, hvor sammenhængen i Claus Hjort Frederiksens jobplan, der skal sikre et større udbud af arbejdskraft, halter.

Grundlæggende lyder en ambition om en effekt på 8-9.000 flere i arbejde på fem års sigt ikke videre ambitiøst. Det afspejler, at jobplanen ikke tager højde for, at det der i virkeligheden er brug for, er en grundlæggende reform af arbejdsmarkedet, som tager hånd om både import af arbejdskraft, fordeling, efteruddannelse, omskoling og pensionsalder. Og klima, kunne man tilføje.

Planen giver en række lempelser for førtidspensionisters mulighed for at arbejde, nedslag i skatten for 64-årige og større mulighed for at arbejde for SU-modtagere, altsammen for at fastholde folk længere på arbejdsmarkedet og skabe større dynamik. Det er næppe det, der redder den danske vækst og velfærd.

Det store slag, og det som regeringen for alvor vil til livs, er da også de 32.000 danskere, som for tiden er på supplerende dagpenge. Systemet er opfundet i en tid med massiv arbejdsløshed og ville, hvis det var i dag, næppe give mulighed for supplerende dagpenge i 52 uger. De 52 uger vil Claus Hjort nu halvere til 26 uger.

Regeringen har set sig sur på ordningen og mener, der her ligger ledig arbejdskraft gemt. Det man imidlertid glemmer, er, at disse deltidsjob, som er afhængige af supplerende dagpenge, befinder sig i den offentlige sektor og ikke så få heraf i sundhedssektoren. Den er i forvejen ramt af nedskæringer, og når den ikke automatisk opnormerer 20 eller 25 timers stillinger til fuldtidsstillinger, er det ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje eller en uhellig alliance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som Claus Hjort Frederiksen siger, men ganske enkelt, fordi der ikke er råd til andet.

Derfor kan jobplanen lige så godt resultere i, at disse lavtlønsjob på deltid forsvinder, fremfor at de opnormeres til fuldtidsjob. Og derfor er spørgsmålet, om en halvering gavner noget som helst, mindst af alt fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det ligner en ommer, og det ender det måske også med at blive. For det lader til, at det ikke kun er på asylområdet, regeringen p.t. har problemer med at mønstre flertal. weis


Source URL: http://www.information.dk/153587