Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt. At forholde sig neutralt til islam. Hvis nogen skulle være i tvivl, er akademiske fortolkninger af islam i den grad blevet en ideologisk kampplads. Ikke bare ude i verden, men også herhjemme, hvor Muhammedkrisen pludselig gjorde det, der tidligere blev kaldt orientalisme, til en brandvarm sag - også indenrigspolitisk.
Den mest prominente forsker udi det felt er Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet. Under krisen blev han pludselig kendt uden for de kredse, der har siddet i gårdhaven på det Danske Institut i Damaskus, som han indtil da havde bestyret. Simonsen kom lynhurtigt til at stå som repræsentant for en forsonlig, kompromissøgende fløj i konflikten - eller for en sjasket-slasket hallalhippet eftergivenhed over for islamisk fundamentalisme, hvis man spurgte store dele af den danske højrefløj.
Den fløj bestod blandt andet af en række debattører, der dannede foreningen Trykkefrihedsselskabet med bl.a Lars Hedegaard i spidsen, og det er et slagsmål, som foreningen nu igen forsøger at revitalisere med et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen med bogen Vejen til Damaskus - dansk islamforskning 1995-2005. Bogen, der er et omskrevet speciale af en anden profil fra Danmarks nye ideologiske højre, Kim Møller - manden bag Danmarks mest læste højreorienterede blog ‘Uriasposten’, anklager Bæk Simonsen for at have skiftet markant holdning i forhold til en række af islams mere kontroversielle områder: sharia, islamisme, islams generelle forenelighed med demokrati. Og for at være kulturrelativist.
Møllers centrale indvending er, at Simonsen ukritisk har overtaget det radikalt forandrede syn på islamforskningen, som Edward Saids afgørende bog Orientalism fra 1978 bragte på banen. Said indvendte mod hele den vestlige orientalisme-forskning, at den hovedsaligt havde til hensigt at bekræfte egne stereotypier og verdenssyn, og at den praktiserede en kolonialistisk kulturchauvinisme, der havde til hensigt at bekræfte vestlig kulturs overlegenhed over for den arabiske, og at forskningen derfor i vid udstrækning var akademisk upålidelig. Et synspunkt, Kim Møller har et mærkeligt ambivalent forhold til, idet han på den på den ene side kalder det en “overreaktion” - og på den anden selv dokumenterer, at Said faktisk ikke ramte helt ved siden af - i hvert fald ikke når det kommer til dansk islamforskning. Her har Danmark haft en markant position siden Niebuhr-ekspeditionen - særligt med trekløveret Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som fra slutningen af 1880’erne og frem til Anden Verdenskrig overlappede hinanden som markante skikkelser - og for de første tos vedkommende også var dybt forudindfattede fra et kristent synspunkt og generaliserende i et omfang, der sine steder var decideret racistisk i Møllers fremstilling. Bagsideteksten til bogen konstaterer, at Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, men det er et noget andet budskab Kim Møller når frem til inde i bogen, hvor han blandt andet om lutheraneren Frants Buhl konstaterer, at han var præget af en “udpræget kristen religiøs antipati” mod Muhammed og om Østrup, at han om islam som religion “på alle måder anså den for at være den kristne underlegen”.
Det er imidlertid ikke de gamle forskeres forudindtagethed, Møller og Trykkefrihedsselskabet er ude efter. Det er Jørgen Bæk Simonsens, og her er den centrale anke, at han på en række punkter har ændret indstilling til, hvor dogmatisk islam er, og hvor defineret en størrelse, religion er i hver eneste muslim: Jørgen Bæk Simonsen serverer en islampakke, der er fordøjelig for danske ganer. En version af islam, som kan blandes med vestlige værdier og demokrati - påvirket af en dansk integrationsdebat - og han lader den agenda påvirke sin forskning.
Det er et synspunkt, Jørgen Bæk Simonsen er uenig i:
“En humanistisk forsker kan ikke arbejde ud fra antagelsen om, at der findes en neutral grund, et værdifrit rum. Forskeren træder ind i en historiografisk kontekst, forholder sig til konteksten og udfordrer den. Forestillinger om, at noget sådant er værdifrit, må afvises,” siger han.
“Af samme grund er det helt afgørende for debatten, at konteksten er klar. Islam og muslimer har været i feltet hele tiden, men den kontekst islam og muslimer i den aktuelle debat sættes i, skyldes ikke kun islam og muslimer, men også en lang række andre forhold. Det gør ikke studiet af islam og muslimer mindre interessant, men det betyder, at forskningsresultater kan bruges og misbruges i et utal af sammenhænge, der er studiet af islam og muslimer aldeles uvedkommende.”
Anklagen om akademisk underlødighed kan umiddelbart heller ikke genkendes i andre dele af islamforskningsmiljøet, hvor billedet af en objektiv islamforskning ses som en illusion:
“Det er et område, der i høj grad er en del af den offentlige diskussion, og der kommer da også personlige holdninger til udtryk. Vi er ikke så naive, at vi tror, at vi kan levere et helt objektivt syn. Men så længe man er klar over sine holdninger og kan forholde sig akademisk til dem, kan jeg ikke se et problem, og jeg er i mit arbejde med Jørgen Bæk Simonsens tekster ikke stødt på noget, jeg ikke mente var akademisk lødigt,” siger Peter Seeberg, Centerleder for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
Rasmus Alenius Boserup, der 1. Februar bliver ny direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, formulerer det på en anden måde:
“Der er intet nyt i, at forskning er i interaktion med de brede politiske og ideologiske strømninger i samfundet. Jeg har endnu ikke læst Kim Møllers bog, men problemet med den overordnede debat er, at visse debattører, der ikke selv bedriver forskning, ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning ”
“Mens det er positivt, at vi har en samfundsdebat, hvor intellektuelle af forskellig observans sætter spørgsmålstegn ved hinandens politiske analyser, gås der galt i byen, når man forsøger at overføre kritikken til en kriminalisering af forskerens akademiske meritter. Den type kritik er både akademisk og samfundsmæssigt uniteressant. Og det er en skam,” siger Rasmus Alenius Boserup.
Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.
Kim Møller trækker selv skellet op i starten af bogen, når han kritiserer Jørgen Bæk Simonsen for ikke at at acceptere en universalisme og for ikke at forholde sig komparativt til muslimsk kultur. Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder - og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.