Du kan fortælle næsten lige så meget om et land gennem de ting som folk ønsker, du skal se, som dem de foretrækker, du ikke ser. Og i øjeblikket er en af de ting, Israel virkelig ønsker omverdenen skal lægge mærke til, dagligdagen i den deprimerede sydlige by Sderot.

Den 'nye by' Sderot blev skabt som regionalt center i 1950'erne i forbindelse med de tidligere bølger af især nordafrikanske flygtninge. Dengang udmærkede Sderot sig ved sin halvintellektuelle almindelighed og en afslappet livsstil i solen. For nylig er den kommet på Israels politiske og psykologiske landkort som det vigtigste mål for palæstinensiske raketter.

Byens sårbarhed viser sig tydeligt, når du nærmer dig nordfra. Gaza Bys bygninger ses tydeligt mod horisonten - lige i nærheden af, hvad der en dag kunne blive grænsen til en palæstinensisk stat. Afstanden - eller manglen på samme - placerer Sderot lige indenfor raketternes 10 kilometers rækkevidde, når de affyres fra landsbyen Beit Hanoun, der reelt er en forstad til Gaza By.

Israel frygter, at efterhånden som de militante palæstinenseres stadigt ret amatøragtige artilleri forbedres, vil steder som Ashkelon, med 110.000 indbyggere komme inden for rækkevidde. Men i øjeblikket er det Sderot, det går ud over.

Her måles livet i intervaller af 15 sekunder. Så lang tid har indbyggerne mellem lyden af sirenerne og den uundgåelige eksplosion. Almindeligt hverdagsliv er nærmest ikke-eksisterende. Folk er anspændte, uvillige til at planlægge noget som helst i forvejen, holder sig mest muligt hjemme, og er bange for at aflevere deres børn i skolen; det kunne være sidste gang, de ser dem.

I den store spisestue i sit hus i Sinai Street, forklarer Shula Sasson med erfaringens træthed i stemmen, at 15 sekunder kun er tid nok for de mest adrætte mennesker til at nå i sikkerhed.

"Hvis du skal bære et barn nedenunder, har du ikke en chance." Så førstesalen i det store hus benyttes stort set aldrig. Der er stablet madrasser op bag sofaen.

Shula Sassons forældre var libysk-jødiske flygtninge, og hun husker sin glade barndom i byen, en stor følelse af samhørighed og sikkerhed.

Hun viser mig en tilbygning, opført af hendes voksne søn for de penge, han fik fra hæren. Den omfatter et 'sikkerhedsrum' med en ståldør og forstærkede mure. Med sine omkring 20 kvadratmeter er det netop lige stort nok til at alle kan være der. Efter at nabohuset blev ramt sidste år, er hendes 13-årige søn begyndt at sove der hver nat - "som en hund i en kennel".

Shula husker nøjagtigt hvornår raketten ramte: det var klokken 16.15 en torsdag. Hun så raketten nærme sig, hørte bragene og larmen, da "vinduer, døre, alt eksploderede", og husker de glødende metalstykker, hun fandt på terrassen.

Gaderne ligger øde hen

Næsten halvdelen af nabohusets tag var revet væk, og huset står tilsyneladende ubeboet. Naboerne, som ikke var hjemme på det tidspunkt, blev evakueret. Sasson-familien har adopteret naboens hunde, som løber rundt på den stenlagte gårdsplads. Og da solen pludselig bryder frem, og det grønne løv kaster skygger, får du et glimt af det behagelige liv, Shula Sasson længes så meget efter.

Men i dag går næsten ingen udendørs med mindre de er nødt til det. De engang så smukke gader ligger øde hen. Busstoppestedernes læskure fungerer også som beskyttelsesrum.

I supermarkedet Super-dahan i hvad man kunne kalde byens centrum, tilbyder chefen, Dan Dahan, et udbud af varer, der overgår det, man ser i de fleste mindre engelske forretninger. Han har alt hvad en husholdning har brug for på lager og farverige rækker af friske grøntsager og frugt. Men han er usikker på, hvor længe han kan holde forretningen kørende. Og hvis supermarkedet lukker, følger de andre forretninger sikkert efter. Han må selv hente flere og flere af sine varer hos grossisterne, ingen leverer længere varer til Sderot.

Hans omsætning er halveret i det seneste år. Ikke kun fordi omkring 30 procent af indbyggerne er flyttet, men fordi det netop var de velstående boligejere eller folk med penge nok til at kunne flytte, der nu er borte. Han oplever også at indkøbsvanerne har ændret sig. "Børnene bliver kørt direkte hjem fra skole af deres forældre, de kommer ikke længere forbi og køber slik."

Frygt og vrede

Der er frygt i Sderot - frygt for raketter og frygt for de psykologiske eftervirkninger hos den kommende generation. Men også en undertrykt vrede. Shula Sasson og hendes familie hylder ikke Israels tilbagetrækning fra Gaza, eller de nyligt genoptagne fredsforhandlinger. De føler sig svigtet.

Ligesom Dan Dahan beskylder hun regeringen for at behandle indbyggerne i Sderot som andenklasses borgere. De antyder, at hvis Sderot var mere velhavende, hvis hovedparten af indbyggerne var af europæisk oprindelse, hvis byen lå tættere på Jerusalem, ville regeringen have reageret kraftigere.

Som andre steder i Israel var der vrede i byen over lukningen af kraftværket i Gaza - hvor man gav Israel skylden - og de palæstinensiske børn og deres levende lys. Hele episoden blev afvist som Hamas-propaganda.

Men hvad Israel tilsyneladende har lært er, at denne konflikt i stigende grad udkæmpes ikke kun med raketter, men med offentlig opmærksomhed.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander