Fatemeh Fakhraie ønskede en stemme og et rum for sin kritik af, hvordan hun og hendes medsøstre bliver fremstillet i medierne. Muslimah Media Watch er blevet det rum, en blog, hvor stereotyper om muslimske kvinder udfordres, diskuteres og kritiseres dagligt.
“I mainstreammedier bliver muslimske kvinder behandlet som tavse, undertrykte ofre for deres religion og kultur eller behandlet som mystiske og seksuelle væsner. For nylig er ideen om, at muslimske kvinder er farlige, blevet tilføjet til cocktailen med en række historier om kvindelige selvmordsbombere,” siger Fatemeh Fakhraie, der identificerer sig som en muslimsk kvinde af blandet race, opvokset i USA - og feminist.
“Ikke-eksisterende eller negative mediebilleder af muslimske kvinder styrker forestillingen om, at denne gruppe er underordnet. Når muslimske kvinder i Vesten ikke ser sig selv repræsenteret positivt - eller i det hele taget - i medierne, giver det en følelse af, at vi ikke er en del af den kultur, vi lever i. At den dominerende vestlige kultur ikke accepterer os som naboer eller kolleger. Det er utrolig ødelæggende, når man ikke føler sig hjemme det sted, man er født eller opvokset,” siger Fatemeh Fakhraie.
Sammen med tre andre muslimske kvinder, Melinda, Zeynab og Duniya, diskuterer Fakhraie hver dag mediehistorier med de flere hundrede, der besøger bloggen.
I januar er historier om ‘sexede selvmordsbombere’, den canadiske tv-serie Den lille moské på prærien, anmeldelser af bogen Girls of Riyadh (også anmeldt i Information den 17. januar 2008), den republikanske præsidentkandidat Rudy Guilianis ‘islamofobiske kampagne’ blandt mange andre temaer blevet analyseret og diskuteret.
Historien om de ‘sexede selvmordsbombere’ blev bragt på den italienske nyhedsportal Adnkronos International og handlede om, at den militante islamiske gruppe Jemaah Islamiyah i Filippinerne er begyndt at bruge kvindelige selvmordsbombere.
“Hvad gør disse bombere sexede? De er muslimske kvinder. Ja, derfor. Historien forklarer ikke, hvorfor de skulle være sexede: Har de sensuel parfume og heavy makeup på for at friste ofrene? Bærer de udfordrende tøj, så ofrene uskadeliggøres af deres fysiske fortræffeligheder? Det vides ikke. Ifølge historien er de kvindelige medlemmer af en islamisk gruppe på Filippinerne. Jeg formoder, at de eneste forudsætninger for at være en sexet bomber er at være muslim og have en vagina,” skriver Zeynab, og Melinda svarer:
“En kvinde, der sprænger sig selv i luften? Viiiirkelig sexet.”
Fatemeh Fakhraie mener, at stereotyperne om muslimske kvinder i medierne peger på, at det vestlige samfund er bange for islam og muslimer.
“Muslimer er mennesker ligesom alle mulige andre i Danmark, Italien eller Canada. Men ved at forbinde bestemte stereotyper med mærkater som f.eks. ‘muslimer’ får medierne folk i Vesten til at føle, at muslimer er så anderledes, at de knapt nok er mennesker,” siger Fatemeh Fakhraie, der oplever konsekvenserne af mediestereotyperne i sit daglige liv.
“Ikke-muslimer forudsætter alt muligt om min religion, min nationalitet eller min etnicitet baseret på de stereotyper, de kender fra medierne. De antager, at jeg går i noget bestemt tøj, bekender mig til bestemte ideologier eller har sympati eller antipati for bestemte ting eller personer. Det kan være meget svært at håndtere,” siger Fatemeh Fakhraie, der håber, at hendes blog kan være med til at starte nogle af de svære diskussioner eller påvirke folks opfattelser.
Især diskussionen om tørklæder irriterer hende.
“Jeg synes, diskussionen om tildækning er begyndt at fylde alt for meget i Vesten - både i muslimske og ikke-muslimske miljøer. Hvad en kvinde har på eller ikke har på, burde ikke være et frikort til at behandle hende anderledes, eller nægte hende adgang til bestemte steder eller undskylde forbrydelser mod hende,” siger Fakhraie, der mener, at forestillingen om, at tørklædet i sig selv er undertrykkende, er “etnocentrisk og islamofobisk”.
“Lad kvinden selv definere, hvad der undertrykker hende; at fortælle hende, hvad der undertrykker hende, uden at lytte til hendes eget synspunkt, er undertrykkelse i sig selv,” siger Fatemeh Fakhraie.
“Personligt tolker jeg ikke, at Koranen giver påbud om tildækning, kun om at klæde sig anstændigt. Men det er min personlige fortolkning, og jeg har ingen ret til at tvinge den ned over hovedet på andre. Jeg respekterer og forsvarer mine søstres ret til at bære - eller ikke bære - lige hvad de vil.”
Fatemeh Fakhraie kritiserer, hvad hun kalder “sanktioneret intolerance” mod dem, der ikke tilhører majoriteten.
“Chikane, forbud og institutionel diskrimination mod kvinder, som bærer eller ikke bærer en beklædningsgenstand, er ikke acceptabelt, og det er ikke kendetegnende for et liberalt samfund.”
Også i de feministiske miljøer har Fatemeh Fakhraie oplevet at være fremmedgjort.
“Jeg begyndte at identificere mig som feminist, fordi jeg har haft stærke kvindelige forbilleder i min familie og omgangskreds. Men jeg har også haft negative erfaringer med feminisme i USA - for det meste med hvid, vestlig middelklassefeminisme og forestillingen om, at alle andre former for feminisme er vildfarne eller forkerte,” siger Fatemeh Fakhraie og nævner som eksempel oplevelsen af at være til paneldebatter om race eller globalisering med kun hvide talere eller læse feministiske magasiner, hvor muslimske kvinder kun optræder som krigsofre.
“For mig er feminisme lighed, ideen om at vi - mænd, kvinder, hvem som helst - alle fortjener respekt og lige muligheder. Det indebærer også forståelse for, at der kan være forskellige udgangspunkter,” siger Fatemeh Fakhraie og uddyber:
“Forskellige mennesker har forskellige ideer om frigørelse, og det ignorer vestlig feminisme sommetider. Hvis vi vil hjælpe folk, må vi lytte til dem, der beder om hjælp, og tilbyde den på deres egne præmisser. Hvis en feministisk gruppe vil hjælpe en landsby, er det tåbeligt at fokusere på ting som tørklæder, hvis kvinderne i landsbyen vil have rent drikkevand eller uddannelse til deres børn.”