Hvordan kan man forstå historien? Fra et punkt uden for historien eller som et historisk menneske, bundet til tid og sted? Kan historien forstås uden at tage historien i betragtning? Hvad er objektivitet og subjektivitet i historieskrivningen? Hvad er forholdet mellem fakta og tolkning?
Disse spørgsmål melder sig ved læsningen af Jens-Martin Eriksens anmeldelse af mit essay Kosovo - frontlinjen mellem kristendom og islam (10. januar). Det er det principielle spørgsmål, jeg er interesseret i, og jeg vil indlede med en række bemærkninger, som tjener til at belyse sagen.
Uoverensstemmelsen mellem Eriksen og mig har selv en historie. Den går tilbage til min anmeldelse af hans og Frederik Stjernfelts bog Hadets anatomi, som jeg kritiserede for tilsidesættelse af den historiske baggrund, blind vedtagelse af politisk-korrekte klicheer og ideologisk fordrejning (Tidehverv, maj 2003).
At Eriksens omgang med stoffet er lemfældigt, vidner hans anmeldelse af mit essay om. Der er faktuelle fejl: Kosovo er ikke en ‘republik’ (FN’s resolution 1244); autonomien blev ikke ‘ophævet’, men indskrænket; etnisk udrensning blev ikke kun begået af serberne i Bosnien, men også af kroater og muslimer. De tre eksempler er udtryk for et bestemt standpunkt, hvor fakta bliver undertrykt i én ganske bestemt retning: Retningen er anti-serbisk.
Eriksen fejlhenviser: Han tilskriver mig udsagn af Aleksander Solsjenitsyn og Aleksander Zinoviev, som i deres indignation sammenlignede NATO’s krig med Hitlers og Stalins overtrædelse af folkeretten, et standpunkt, som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger mente, burde tages alvorligt. Fejlhenvisningen tjener til: 1) at undertrykke sagen, nemlig spørgsmålet om overtrædelse af folkeretten; 2) at præsentere min kritik af NATO’s krig som en uhyrlighed.
Eriksen forveksler både personer og tekster. Det eneste citat, anmeldelsen indeholder, er ikke fra den bog, han anmelder. Det oplyser Eriksen ikke sine læsere om. Citatet, som stammer fra min bog Det sidste slag på Solsortesletten (1999), bruger Eriksen som et bevis på min forkastelse af menneskerettighederne. Hvorfor bragte han da ikke et citat fra mit nuværende essay i stedet for? Svaret er såre enkelt: Fordi mit nuværende essay bygger på dokumentation fra menneskerettighedsorganisationerne og antager menneskerettighedernes standpunkt for bedømmelsen af situationen i Kosovo. At han har overset dialektikken mellem de to bøger, kan undskyldes - menneskerettighederne kan bruges både til forsvar for livet og som et middel til at legitimere krig, tilsidesætte folkeretten og i sidste instans ophæve selve menneskerettighederne. At han argumenterer imod mit nuværende essay ved at sige det modsatte af, hvad der står i det, er derimod undertrykkelse af fakta. Det er et forsøg på at miskreditere mig.
Med dette er vi nået til hjertet af den principielle diskussion. Hvad er historieskrivning?
Det er fakta plus tolkning og forbindelsen imellem dem. Det faktuelle aspekt i Eksjugoslaviens tilfælde er, som vist i mit essay, interessant, fordi misinformationen, som signaleret af primære kilder (militære kilder på stedet, f.eks. de vestlige generaler, FN-ansatte osv.) såvel som af de seneste medieanalyser, har været massiv. Misinformationen (halve sandheder, fordrejninger, fortielse af fakta) har selv været betinget af en forudfattet tolkningsmodel, som bl.a. hviler på det vestlige traditionsbrud og historieløshed. Således blev den historiske baggrund ignoreret, og dette netop i et område, hvor fortiden var materiel årsag til de nuværende fænomener (kommunistsamfundet, Titos særlige politik med hensyn til nationerne; II. verdenskrig; det osmanniske rige), og hvor den historiske erindring er stærk.
Det spørgsmål, der opstår i historieskrivningen, er således: Hvilken tolkning bidrager til den bedste forståelse? Den, som kun tager ‘øjeblikket’ i betragtning (hvad der udgør øjeblikkets realitet, er selv et spørgsmål om valg og fravalg), eller den, som tager den bredere historie med? Den, som placerer sig uden for historien, eller den, som prøver at læse historien på dens egne præmisser? Den, som har ét goldt og hovmodigt skema, som hele historien skal tvinges ned i, eller den, som forsøger at lytte til historien i dens kompleksitet?
Den historieforståelse, Eriksen repræsenterer, hviler på ét simpelt skema: Nationalstaten er af det onde; forankringen i den nationale kultur er årsagen til krige; tro og kultur skal uskadeliggøres; kristendom er skældsord. Skemaet er lige så enkelt som den marxistiske klassekampsreduktionisme og lige så anti-kulturelt og utopisk (det tilsigtede ideal er det universalistiske samfund).
Historieforståelsen er ‘subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst, men betinget af den historie, han er en del af. Men den ‘objektivitet’, som Eriksen postulerer, er mindst lige så ‘subjektiv’, idet den hviler på et tilfældigt ideologisk skema. Den følger blot dagens politiske korrekthed, som i morgen vil være lige så meget ‘passé’ som marxismen, som er dens uindrømmede forudsætning.
Den type historieskrivning, som Eriksen repræsenterer, ønsker at etablere sig som den eneste gyldige læsning af historien og fratage både den akademiske forskning og den historieforståelse, som udspringer af historie og kultur og modsætter sig dagens ideologi, enhver legitimitet. Den er ikke andet end totalitær åndsformørkelse.
Monica Papazu er forfatter