I februar 2005 blev det proklameret, at EU ville mangle op imod 20 millioner arbejdere i 2030, da det forudses, at op mod 40 millioner flere EU-borgere vil være omkring 80 år eller ældre. At betale for disse mange millioner ældre, vil kræve mange nye job til at betale for pensions- og sundhedsordninger.
“Hvis ikke vi gør noget, skal hver arbejder betale for to pensionister,” sagde EU’s kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejds-markedsforhold og ligestilling i oktober 2006.
Et år senere foreslog Unionen en nyt immigrationssystem for højtuddannede indvandrere. Systemet er inspireret af USA’s green card-system, men kaldes blue card efter farven på EU-flaget. Dette kort giver særlige indvandrere lov til at komme og søge arbejde i Europa, inden for de faggrupper som Unionen mangler, så som computereksperter og ingeniører. For at få dette kort kræves der et EU-anerkendt uddannelsesbevis, tre års professionel erfaring samt et jobtilbud som ikke kan udfyldes af en europæer.
Grundlaget for forslaget er et ønske om at opretholde økonomisk vækst i EU. For at kunne dette er det essentielt for Europa at blive en magnet, der tiltrækker de højtuddannede. Indtil videre foretrækker denne gruppe mennesker nemlig USA, Canada og Australien som arbejdsdestinationer.
Ikke alle europæiske nationer er tvunget til at følge Europas blue card-system, og sammen med Irland og Storbritannien kan Danmark selv bestemme, hvordan vi vil tilpasse os den faldende fødselsrate i Europa og den øgede globale konkurrence.
Således præsenterede Danmark i oktober 2007 rapporten Danmark et godt sted at arbejde. I forslaget er indskrevet ideen om en udvidet green card ordning, der skal virke som invitation til ‘den rigtige’ indvandring:
“Danmark har brug for flere hænder til at skabe mere velfærd. Vi har brug for udenlandsk arbejdskraft - på den rigtige måde. Derfor sender vi nu en invitation til den kvalificerede arbejdskraft i hele verden,” sagde tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj i en pressemeddelelse.
Rapporten foreslog flere tiltag for at lokke kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Blandt andet skal ‘positiv-listen’ - der indeholder de job, vi har mangel på arbejdskraft til i Danmark - udvides med en ‘vækstliste’, der giver folk med minimum en bachelor inden for de opremsede områder mulighed for at komme til Danmark og færdiggøre deres studier. Herudover vil regeringen lave koncernopholdstilladelser til store firmaer med mangel på arbejdskraft. Udlændinge i koncernernes filialer i tredje verdenslande vil herefter kunne flytte til koncernens filialer i Danmark.
For nogle er situationen med behovet for mere udenlandsk arbejdskraft skræmmende. For ny og større indvandring vil betyde en mere usikker hverdag med nye udfordringer for fleksibiliteten af de kulturelle referencerammer vi lever under. For andre er det spændende, for ny indvandring vil betyde bedre muligheder for en øget og forstærket arbejdskraft og nye ideer fra andre verdenshjørner.
Men situationen er mere end blot skræmmende eller spændende, for med mere indvandring udfordres vi også på den europæiske selvforståelse. En selvforståelse som - med en endnu ikke underskrevet Lissabontraktat - kæmper for sin eksistensberettigelse.
Med mobilitetsprogrammer inden for uddannelse som Erasmus-ordningen forsøger Unionen derfor at gøre sig selv relevant i sine borgeres hverdag ved at sende studerende og ansatte ved højere læreanstalter ud i det europæiske landskab.
Bagefter fortælles succeshistorier om programmerne, og konklusioner om en fælles europæisk kulturarv.
Desuden begynder de kreative at interessere sig for den europæiske identitet og selvforståelse. Som i Bruxelles, hvor Europalia-festivalen har kørt i snart seks måneder. Her er et sammensurium af kunstudstillinger, koncerter og seminarer, der viser vores ligheder og forskelligheder, alt sammen betalt og kvitteret for, af Unionen.
Festivalen har til formål at hylde de 27 medlemsstaters forskellighed i enhed og forsøger i videst omfang at vække dens deltagere og tilskueres fornemmelse for denne enhed.
Ved det europæiske projekt, forsøger man således at skabe et fællesskab baseret på ideen om enhed i diversitet. Selvom vi er forskellige, deler vi noget, som forsøges at blive illustreret ved alskens ‘Hyld Europa’-projekter.
Anderledes forholder det sig med ‘de andre’, dem der er uden for den politiske grænsedragning, som er Europa. For at vi kan være fælles i Europa, må vi være ‘ufælles’ med nogen, og vupti har vi ‘de andre’.
Men som globaliseringen strammer sit tag om vores hals og lader mindre ilt komme til vore hjerner, får vi behov for ny inspiration og flere hænder. Så vi snupper de hjerner, der er uden for grænserne.
Men de lande, hvorfra arbejdskraften kommer, har selv har brug for deres hjerner. Uden disse vil landene miste de menneskelige investeringer, de ellers skulle bruge til at bygge deres samfund op med.
Med EU’s selektive indslusning af arbejdskraft, behøver Europa ikke bekymre sig om hverken globaliseringen eller integrationen. For de nye indvandrere er hverken ordblinde, traumatiserede eller pasningstunge på andre måder, og samtidig med at ‘de nye’ betaler skat, tjener deres egne lande - EU’s konkurrenter på det globale marked - ingen penge.
Så hvor den nye selektive indvandring er et brain gain - hjernegevinst - for Unionen, er den et brain drain - en hjerneflugt - for de lande, der må vinke farvel til deres veluddannede arbejdskraft.
Europa forsøger at fremstille sig selv som kulturfællesskab, og Unionen klapper sig selv på ryggen over lette måder at få ny arbejdskraft på. Men hvilke konsekvenser har mobiliteten på kulturfællesskabet i Europa, og hvilke konsekvenser har forestillingen om det europæiske kulturfællesskab på mobiliteten?
For én ting er, at vi ‘stjæler’ hjerner, som i en anden b-gyserfilm. Den anden side er, at vi er i færd med at konstruere et lukket fællesskab, som frygter det anderledes og stemmer til højre for midten i en stadig mere faretruende grad.
Den kultur, vi prøver at skabe et fællesskab om, lukker for muligheden for at inddrage ‘de andre’, som vi som en anden slags børnelokkere narrer til Europa med løfter om guld og grønne skove.
For at forsvare sin udmelding konstruerer Unionen derfor en diskurs om, at Europa ved indslusningen af de ‘måske egnede’ hjælper nogle af de tusinder, der ellers forgæves må vende om ved Sydspaniens grænse. At Unionen hjælper nogle, er i og for sig ikke løgn, men tanken bag handlingen synes alt andet end altruistisk.
Der er flere ting på spil her, men i særdeleshed en eurocentrisme, der i sin iver efter at skabe fællesskab og øget økonomisk gevinst lukker af for omtanken og solidariteten med sin omverden.
Tilbage står et falmet begreb om et kulturelt fællesskab, som engang bragte folk sammen, men i fremtiden risikerer at skære mange fra.
Sådan er Europa så hyggelig i sin indadvendthed, hvor vi kun tænker på andre, når vi har behov for flere hjerner til at tjene sig flere penge.
Men måske vi burde stoppe op og tænke over de kulturelle konsekvenser af mobilitet og migration.
Når ‘de andre hjerner’ kommer ind i Europas forestillede fællesskab, som vi med intern mobilitet og fortællinger søger at skabe, så mødes de med en lukkethed og egoisme, som kun kommer af et fællesskab, der har svært ved at afryste sig sit økonomiske grundlag for sammenhold. Og ‘hjernerne’ frastjæles ydermere fra den omverden, som måske i højere grad end Europa havde brug for dem.
At få 20 millioner særligt udvalgt højt uddannede nye indvandrere ind i Europa løser derved umiddelbart vores mangel på arbejdskraft. Men i Europas egen fortælling er der en lukkethed, der gør tiltaget om selektiv indvandring til en både spændende, skræmmende, egoistisk og usolidarisk strategi.
Sofie Ørsted Sauzet er stud.cand.pæd.kult. ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles