1. februar 2008

Aalborg Universitet vil også have en læreruddannelse

Skrevet af: Kristian Villesen
Aalborg Universitet planlæger en ny lærer- uddannelse i samarbejde med Professionshøjskolen Nordjylland

Først meldte Aarhus Universitet sig i kampen om at uddanne lærerstuderende, siden kom RUC - og nu vil Aalborg Universitet også ind på det eftertragtede læreruddannelsesmarked:

"Der bliver to slags lærere - de klassisk seminarieuddannede og de nye, hvor man kan være indskrevet på universitetet, og hvor undervisningen skal foregå både hos os og på Professionshøjskolen Nordjylland," fortæller rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam.

Når Aalborg Universitet gerne vil være med til at uddanne lærere, skyldes det blandt andet, at det vil styrke den pædagogiske forskning på universitetet:

"Vi kan tilbyde de studerende en mere forskningsbaseret læreruddannelse, og samtidig kan vi styrke vores egen forskning inden for det pædagogiske område. Universitetsforskningen bliver automatisk stærkere, når man også har en uddannelser inden for det samme fagområde," siger Finn Kjærsdam. Han fremhæver også muligheden for at videreuddanne sig, hvis man ikke længere ønsker at være folkeskolelærer, som et plus ved den nye uddannelse:

"Lige nu er det planen, at man tager en fælles pædagogisk bachelor - efter den kan man vælge, om man vil have en ét-årig overbygning som folkeskolelærer eller en toårig kandidatoverbygning, hvis man hellere vil læse videre. På den måde bliver det meget nemt at læse videre til kandidat," siger han.

Kritik

Flere professionshøjskoler har hidtil kritiseret universiteternes ønske om at få lov til at uddanne lærere. Men Finn Kjærsdam mener ikke, at de har noget at frygte.

"Det er jo ikke, fordi vi har tænkt os at støvsuge professionshøjskolerne for lærerstuderende. Lige som universiteterne heller ikke støvsugede ingeniørhøjskolerne, da vi fik ingeniøruddannelser," siger Finn Kjærsdam og tilføjer:

"Vores erfaring er, at der i alt kommer flere studerende på de tilgrænsende uddannelser, når der kommer en ny uddannelse på et område. Når der er øget fokus på et område kommer der flere studerende. Derfor regner vi også med, at der i alt kommer flere lærere ud af det her."

Aalborg Universitet og Professionshøjskolen Nordjylland regner med, at deres nye uddannelse skal godkendes i Akkrediteringsrådet, før den kan lanceres. Derfor ved man ikke, hvornår man vil optage de første studerende på uddannelsen.


Source URL: http://www.information.dk/154030