I den seneste tid med rekordlav arbejdsløshed har den politiske debat herhjemme været præget af spørgsmålet om, hvordan vi løser problemet med arbejdsmarkedets mangel på ledige hænder. For den japanske ingeniør og robotforsker Hiroshi Ishiguro er svaret enkelt:
“Hvis vi mangler mennesker, så lad os lave nogen!”
Og professor Ishiguro har sat handling bag sine ord. I de godt otte år, hvor han har drevet sin forskning på universitetet i Nagoya, har han udviklet en række prototyper, fra humanoider (robotter med visse menneskelige træk) til geminoider (kopier af eksisterende mennesker). Processen har i dag ført ham frem til det seneste projekt: en vellignende kopi af sig selv, som - hvis projektet lykkes - vil kunne indtræde i hans familie som et ekstra medlem, eller eventuelt helt erstatte ham. Den sidste tanke er hans datter dog ikke udelt begejstret for, mens hans hustru med underspillet japansk humor siger, at det nok ikke vil gøre den store forskel.
Vi møder Hiroshi Ishiguro og hans familie i Phie Ambos nye dokumentarfilm, Mechanical Love, en rejse ind i den aktuelle robotforsknings fagre nye verden. Selv om der stadig er lang vej igen til blot at nærme sig noget, der kan forveksles med et menneske, er teknologien på området i dag ganske avanceret. Men det er ikke dét, der interesserer Ambo. Snarere fokuserer hun på de implicitte etiske og moralske spørgsmål. Og på de spørgsmål, som den teknologiske udvikling kaster tilbage til forskerne.
Hvor hovedproblemet tidligere var at gennemskue, hvordan man overhovedet fremstiller en robot, lyder nogle af de mest påtrængende spørgsmål i dag: Hvad er et menneske? Og hvordan påvirker vi menneskets liv ved at indføre mekaniske sparringspartnere?
Det sidste spørgsmål tematiseres i filmens andet hovedspor, hvor vi følger en ældre dame, fru Körner, på et plejecenter i Braunschweig og hendes stadig mere kærlige forhold til en mekanisk babysæl ved navn Paro (skabt af en anden japansk forsker, Takanori Shibata).
Paro er blandt andet udviklet til demente patienter, som har vist sig at blomstre op i samværet med det bløde robotdyr. Men dets anvendelsesmuligheder synes at række langt videre, og mens fru Körner lidt efter lidt viser sig villig til at erstatte samværet med de andre ældre på plejecentret med sin omsorgsfulde dialog med Paro, diskuterer plejepersonalet, dels om dette egentlig er sundt for fru Körner, dels hvad Paros popularitet mere generelt fortæller om vores samfundsudvikling og menneskesyn.
Emnet i Mechanical Love ville have været oplagt for en traditionel tv-dokumentar med forklarende speak og snakkende hoveder. Phie Ambo har valgt en anden vej, et mere klassisk dokumentarisk format, hvor situationer og personer får lov til at træde frem i et musikalsk flow med masser af indbyggede pauser, understøttet af instruktørens egen rolige og smagfulde fotografering. Det adstadige tempo, hvor der er rigeligt med plads til refleksion, gør filmen til en æstetisk nydelse på det store lærred. Men det japanske begreb sonzai-kan (menneskeligt nærvær), som der tales om undervejs, indfinder sig aldrig rigtig i scenerne med robotterne, hvad enten der er tale om menneskekopier eller babysæler. I filmens kølige optik forbliver levende væsner levende væsner og mekanik mekanik. Det ændrer dog ikke ved, at Mechanical Love er en smukt udført film, som på sin egen nænsomme facon rejser både interessante og væsentlige spørgsmål.
Mechanical Love. Instr: Phie Ambo. Grand Teatret, København, 1.-7. feb. Herefter turné rundt i landet med dox-on-wheels. Særarrangement i Grand på mand. kl. 17 i samarbejde med Etisk Råd