For 35 år siden besøgte den unge økonom Paul Collier den lille afrikanske stat Malawi. Dengang var landet ungt, det havde fået sin selvstændighed i 1964, og landet var et af de fattigste på det afrikanske kontinent. I dag er landet stadig fattigt, og det vil det også være om 35 år, medmindre der gøres noget.

Det er om, hvad der kan gøres, bogen The Bottom Billion handler.

'Den nederste milliard' hentyder til det forhold, at man tidligere talte om den ene milliard rige, som beboede den vestlige verden, og de fem milliarder fattige, som beboede resten af kloden. I dag forandres den verdensøkonomiske situation så hurtigt, at man med god ret kan antage, at der er en privilegeret sjettedel af jordens befolkning, som lever i velstand, mens to tredjedele har forøget deres BNP og velstand med en sådan hastighed, at de i dag ikke længere er fattige, men for de fleste indbyggeres vedkommende har en rimelig levestandard.

Fire fælder

Tilbage er så dem på bunden. Ifølge Collier befinder omkring 980 millioner mennesker sig på et lavpunkt, hvorfra der ikke synes at være nogen udveje. Af disse mange millioner lever størsteparten på det afrikanske kontinent, men også Latinamerika og Østasien er blandt de områder, som huser de allernederste. De er fanget i en række fælder, som fastholder dem i armod.

Collier beskriver navnlig fire af den slags fælder.

Den første er borgerkrig; næsten tre fjerdedele af de lande, han beskriver, er enten midt i en borgerkrig eller har været i en for nylig. Konsekvenserne af disse krige er enorme, og Collier nævner Congo, som skal bruge 50 års fred for blot at komme tilbage til det niveau, landet havde i 1960. At forestille sig så lang en periode med fred er næsten illusorisk, for som Collier skriver det, fordobles risikoen for borgerkrig hver gang indkomsten halveres. Den slags one-liners er der en del af i Colliers bog, som på en gang er noget af det mest velskrevne, jeg for min egen del længe har læst om dette emne, og en af de mest dybdeborende analyser af årsager til den radikale fattigdom og vejene ud af den.

Collier er også ophavsmand til en anden oneliner, som peger på den anden af de fælder, han omtaler: Diamonds are a guerilla's best friend. Lande med store rigdomme som f.eks. Nigeria, er i fare for, at deres rigdom kun kommer et lille bitte mindretal til gode. Der er yderst sjældent mulighed for en vej hen mod en retfærdig fordeling af goderne i de mineralrige lande, hvor der samtidig er en stor fattigdom.

Som den tredje fælde omtaler Collier det forhold, at nogle lande isoleres af fjendtligtsindede naboer. Der er intet transportsystem mere sårbart end det, der afhænger af nabolandenes venlighed.

Endelig nævnes som den fjerde fælde den dårlige regering af et land med Zimbabwe som tydeligt eksempel. Under Mugabes ledelse er landet mere eller mindre kollapset med en inflation på over 1.000 procent om året.

Intervention som hjælp

Spørgsmålet er så, hvad der kan gøres - hvorledes hjælper man lande, som mere eller mindre er fanget i en eller flere af de her nævnte fælder?

Ikke ved at gentage mange af de fejl, vores udviklingshjælp er behæftet med. Ofte viser det sig, at hjælpen lider under mangel på logistik, den havner i de forkerte lommer, eller den mangler blik for betydningen af at favorisere den arbejdskrafttunge del af eksportindustrien. Det er netop denne eksportindustri, som er en af de fattige landes mest effektive metoder til at få økonomisk vækst.

Men også militær intervention ser Collier som et nødvendigt middel til at vende udviklingen for de fattige lande. En fred garanteret af andre lande. Når man tænker nærmere over det forslag, er det måske mindre provokerende, end det lyder i første omgang. Man kunne i forlængelse af Colliers forslag spørge, hvad det er, der tillader os at være passive ved konflikter som dem i Darfur eller Rwanda. Og var det ikke netop intervention, som standsede krigen i Sierra Leone? Det er klart, at forslaget er farligt, fordi det bryder med nogle principper, og fordi der er mange eksempler på totalt mislykkede interventioner, men det kunne være, at de nødlidende kunne fortælle om en endnu større fare.

Noget mindre kontroversielt er forslaget om bedre international lovgivning. Et sæt internationale regler og love, som standser ophobningen af illegal kapital i vestlige banker eller sætter hindringer for uhæmmet udnyttelse af naturrigdomme. Også på dette punkt ser Collier muligheder for forbedringer.

The Bottom Billion er således både en indgående analyse af årsager til fattigdom, også af mislykkede forsøg på hjælp, og det er samtidig en påvisning af mulige veje til en verden, hvor goderne ved fælles hjælp kan fordeles mere retfærdigt.