SF-formand Villy Søvndal erklærede sig "glad" efter sit partis hovedbestyrelsesmøde i går i Kerteminde.
"Hovedbestyrelses medlemmer var enige om, at de argumenter, som fik SF til at støtte forfatningstraktaten - at EU bliver mere åbent effektivt og beslutningsdygtigt - også gælder for Lissabon-traktaten. Derfor skal vi ikke ud i en ny stor partidebat og urafstemning," sagde den glade formand.
Søvndal medgav dog om stemmeafgivningen i hovedbestyrelsen:
"Enkeltpersoner er også imod den nye traktat."
En af disse modstandere i hovedbestyrelsen er folketingskandidat Trine Pertou Mach. Hun fæster sig ved, at hovedbestyrelsen stadig fastholder det ønskelige i en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, selv om dens flertal ikke vil gøre en sådan afstemning til forudsætning for overhovedet at indlade sig på EU-forlig med regeringen.
Trine Pertou Mach forklarer:
"Jeg er stadig imod Lissabon-traktaten. Men jeg er enig i, at resultatetet ligger inden for det mandat, som SF's ledelse fik ved urafstemningen. For Lissabon minder jo så meget om den forfatningstraktat, der ikke blev til noget. Jeg og andre medlemmer af hovedbestyrelsen vil nu også godt have kendt indholdet af en dansk national aftale om opfølgningen på Lissabon, før SF giver sin tilslutning."
Afstemning om det retlige
Med stemmetallet 18 mod 9 accepterede hovedbestyrelsen også, at SF indlader sig på forhandlinger med regeringen om at sætte Danmarks retlige EU-forbehold til folkeafstemning.
Villy Søvndal forklarer:
"ØMU-forbeholdet vil SF under ingen omstændigheder gå med til at afskaffe. Derimod gav hovedbestyrelsen mig mandat til at forhandle om en eventuel folkeafstemning om ophævelse af retsforbeholdet."
Her har SF imidlertid sat en i fiskekrog i - i form af et krav om, at SF får en aftale med regeringen om, "at Danmark går aktivt og bredt ind i det europæiske samarbejde om en fælles europæisk politik for grænseoverskridende rets- og udlændingepolitik".
Bekymringen i SF er, at Anders Fogh Rasmussen følger det britiske eksempel og laver en 'opt-out' klausul for, hvad Danmark vil være med til i udlændingepolitikken, hvis det retlige forbehold stemmes bort.
Søvndal forklarer:
"Vi kræver, at vi fortæller vælgerne præcis, hvad vi har tænkt os at bruge en afskaffelse af forbeholdene til, inden de siger ja til forandringer."
En glidebane
Denne bekymring er Trine Mach Pertou enig i - i en sådan grad, at hun stemte imod, at SF bevæger sig ud på, hvad hun kalder "en glidebane":
"Det er ikke moralsk acceptabelt at opretholde et særligt udlændingeforbehold, og jeg stoler ikke på, at vi kan få en tilfredsstillende aftale med regeringen," siger hun.
SF-hovedbestyrelsen gik videre endnu i en opblødning af forholdet til EU. Villy Søvndal forklarer:
"Også forsvarsforbeholdet fik jeg mandat til at forhandle om en konkret aftale om de principper, der skal præge dansk deltagelse i EU's forsvarssamarbejde."
Også om forsvarsforbeholdet var et mindretal i hovedbestyrelsen skeptisk ved, om en acceptabel aftale kan opnås med regeringen.
Trine Pertou Mach siger:
"Jeg mener, at det må slås fast, at EU's deltagelse i militæraktioner kun kan ske under et FN-mandat. Det må være et venstreorienteret synspunkt, at den internationale retsorden skal efterleves."
Hun fortsætter:
"Men den diskussion rækker langt længere end danske politiske forbehold og interesser. Den handler om EU's rolle i verden."
Det nedstemte mindretal føler sig pænere behandlet, end tilfældet tidligere har været i SF. Trine Pertou Mach forklarer:
"Diskussionen er langt mere seriøs. Vi kan fastslå, hvor vores enighed ligger. Men det skyldes også, at nogle er blevet mere pragmatiske, fordi de ved, hvor flertallet ligger."