Ind under søndag aften er der en særlig tristesse i Genève. Byen er tom i weekenderne, hvor mange af de internationale borgere i byen vender hjem til deres familier i hele verden. Det store administrationscentrum bliver igen til den by, det var engang. Ånden fra den gamle smukke bystat breder sig.

En af mine yndlingsforfattere Jorge Luis Borges elskede Genève. Da hans liv var ved at rinde ud, skrev han den smukke bog Atlas, i hvilken han udtrykker den metafysiske forhåbning, at hans sjæl vil vende tilbage til Genève efter hans død. Vi fornemmer på disse triste søndage i den sovende by, som snart atter bliver pulserende diplomatisk metropol, Borges vemodige sjæl over byen.

Det følsomme geni Jean-Jacques Rousseau voksede op i Genève. Hans mesterværk Samfundspagten er i virkeligheden dybt præget af Genèves republikanske styre. I store øjeblikke tillader jeg mig selv at kalde Genève for den ideelle republik. Glemt er vel sagtens for majoriteten, at den epokegørende sprogforsker Ferdinand de Saussure holdt sine forelæsninger over lingvistikken her i byen. Sproget er i Saussures tænkning et 'System af Forskelle'. Den erkendelse har revolutioneret vores syn på sproget. Min by, Genève, har væet scene for opdagelser inden for fiktionen, republikken og sproget, som har forandret vores erkendelse og viden. Vi glemmer til hverdag disse åndshistoriske bjergtoppe i byen, men de suser i årerne på os i weekenden. Jeg tror, jeg er blevet disponeret for melankoli af denne splittelse mellem den hypermoderne arbejdsplads WHO og den slumrende ånd i de smalle gader belagt med rustikke paveer.

Idet jeg igen læser det, jeg har skrevet til Information, tilstår jeg mine projektioner. Jeg ser det åndelige forfald over alt, hvor jeg lader mit blik panorere. Jeg har skrevet arrogante, melankolske klummer om kulturens undergang i Danmark. Helt ærligt, må jeg nok tilstå, at jeg ikke kender Danmark godt nok længere.

Jeg ser et andet Danmark end det, folk oplever til daglig. Jeg havde troet, at min 'afstandens indsigt' ville kaste lys over det åndelige morads for alle dem, der var blevet lullet i søvn af Dansk Folkeparti og Anders Fogh Rasmussen.

Besserwisser

Jeg har modtaget så mange breve fra gode mennesker, som er blevet stødt over min stil. De kæmper til daglig imod den iskolde blæst fra højre, xenofobiens fremmarch og den triumferede nyliberalisme. Jeg må sande nu her, at jeg ikke har været en hjælp, og at mine interventioner i den danske debat har været den rene luksusjammer.

Generøse og engagerede læsere har sendt mig mails og rekommenderet nyere dansk litteratur. Jeg har måttet se mig selv i spejlet og jeg har set arrogancen og ressentiment. Jeg har set mig i spejlet og fået øje på en besserwisser. Det er grimt. Jeg troede, Danmark var lille, og jeg selv var stor. Så evident er det.

Jeg læste den unge Palle Sigsgaards bittersøde poemer og så mig selv forstørret og minimeret. Oppefra og ned siger han det helt direkte:

Verden er lille
Verden er lille.

Verden er lille men det
er ikke nødvendigvis rigtigt.
Hvis man er i gang med at feje verden
er den ikke så lille.

Digtet meddeler sig for mig: Jeg troede, at alle danskerne, bortset fra Tøger Seidenfaden, Peter Sommer, Mette Fugl, Jens Chr. Grøndahl, værterne på Orientering og mine egne venner, var blevet små mennesker, som så en fjende i enhver ven. Men da jeg gik i gang med at feje verden, måtte jeg sande, at den var ikke så lille endda. Ramt blev jeg på min forfængelighed, men opvakt blev mine forhåbninger. Overalt, hvor mennesker mødes, lever modsigelsen og modstanden. Hvor modstanden trives, opstår gnisten, som kaster et pludselig lys over vores lille verden, mens vi fejer.

Den unge digter skriver også:

Det er din barndom der spiller dig et puds. Det blæser stift i alle den slags minder og du kan narres til at tro at du snart skal hjem i varmen.

Jeg er igen truffet på mine illusioner. Det var jo min barndoms Danmark, jeg længtes efter, og når jeg satte mig ind i min flyver på vej hjem til København, føltes det umærkeligt som en rejse hjem til min ungdom, de vilde år i gymnasiet, de tvivlende år, hvor de besatte huse blev ryddet, og Schlüter kom til magten.

Digteren gør mig til grin, men det gør ham ære.

Du er ude af billedet men du er
Ikke nødvendigvis forsvundet. I ulvenes øjne
er du ikke forsvundet. Tænk på det.

Det sidder jeg her søndag aften og tænker på. Når denne aften forekommer mig så melankolsk, hidrører det i virkelighedens verden ikke fra mine drømmerier om Rousseau, Saussure og Borges. Min egen dumhed er tristessens kilde. Det trøster mig at vide, at digtene fortfarende kommer bag på mig. På mit natbord ligger en stak nye danske romaner og digtsamlinger. Jeg kan næsten ikke vente med at blive afsløret og udstillet.