8. februar 2008

Nyhedsavisen den mest læste avis

Skrevet af: Nikolai Thyssen

Nyhedsavisens direktør, Morten Nissen Nielsen, jubler over Gallups aktualitetstal for januar 2008, der viser, at avisen er landets mest læste. "Yes, sådan. Nu er vi nummer et i Danmark," skriver han i en pressemeddelelse. Sammenlignet med januar 2007 har Nyhedsavisen haft en vækst på 125 procent og er gået fra 268.000 læsere til 604.000. Det overbeviser ikke mediebureauet Carat: "Det er lidt af en proces, Nyhedsavisen er igennem, men aktualitetstallene har peget i den retning, fordi 24timer har stoppet nogle tiltag for at få styr på den økonomi, som hverken de eller Nyhedsavisen kan siges at have," siger Gitta Steffensen fra Carat. Gratisaviserne dominerer toppen af læsertallene. 24timer ligger på andenpladsen med 554.000 læsere og Metroxpress på fjerdepladsen med 501.000 læsere. Jyllands-Posten sniger sig som den eneste af de gamle dagblade ind som nummer tre med 508.000 læsere.


Source URL: http://www.information.dk/154433