Første gang, jeg læste en abortmodstanders argumenter, var 10 år efter min egen abort. Jeg græd uafladeligt. Og blev overrasket over min egen reaktion. Hvad i alverden var det her? Jeg var jo for retten til selv at bestemme, jeg fik muligheden for, ikke at få mit liv ødelagt, men tværtimod at udvikle mig videre og blive et selvstændigt menneske. En dag ville jeg også blive mor, mit barn være ønsket og mødt med kærlighed.

Åh nej, mine tårer løb ikke på grund af billeder af blodige fostre, anger over at være barnemorder eller skyldfølelse over ligesom at have levet et promiskuøst liv og for eget behags skyld være kommet frem til at, jo da, abort er et kompliceret, men helt ok præventionsmiddel. Mine tårer løb, fordi jeg dengang var for chokeret til at græde over min egen situation. For chokeret til at erkende den egentlige grund til, at jeg fik foretaget en abort.

I dag ler jeg. Jeg ler ad fanatikere, som forsøger at vække vores følelser og som snakker etik ved at vise os disse billeder af fostre, ved at pådutte os skyldfølelse, ved at sammenligne aborter med krig og holocaust. Det er på høje tid, at piger og kvinder højt fortæller, hvad abort er. Hvad blod og følelser er. Det er på tide, vi fortæller abortmodstandere, at vi godt kan tåle at se vores eget foster. Vi kan godt tåle at se vores eget blod. Fordi abort ikke er mord. Fordi vores krop, vores natur er knyttet til liv-død livscyklussen. Og sidst, men ikke mindst, at blive forælder handler om at tage et ansvar, som kun forælderen selv kan tage.

Et evigt minde

Nogle gange må man også vælge sorgen. Indtrykket af letsindige mennesker og en let abort er nogle af de mest groteske argumenter, som benyttes for at vække sympati for fosteret. Moderne kvinder kan aldrig gå tilbage til det stadie, det er at være en fødemaskine. Ja, det udfordrer alt det, vi opfatter som trygt, moralsk og familiært. Men ikke at forholde sig til den virkelighed, skaber menneske- og seksualfjendtlige holdninger. Det tragiske er, at skolen heller ikke er i stand til at diskutere, hvorfor retten til abort er etisk. Jeg blev forberedt på, at abort var mit eget valg, og hvordan den skulle gennemføres. Jeg fik alle mine rettigheder. Men jeg blev ikke forberedt på moderinstinktet, på sorgen, på kampen og på, at mit foster aldrig ville blive glemt. Abort er sorg, abort er et evigt minde, og et savn som ikke alle kan føle, men de, som føler savnet, tomrummet, skal vide, at det også er menneskeligt. Jeg tror, vi er så bange for følelser, så bange for at græde. Denne fødselsarv gives ikke automatisk videre af dem, som stod på barrikaderne i 70'erne.

Abort er også instinkt

Hvorfor retten til abort er vigtig, hvad abort er, hvordan en krop reagerer på liv, på død, på skuffelser, maskiner, på narkose, medicin, på abortmodstandere, alt det, hver fjerde kvinde i Norge møder på et eller andet tidspunkt i livet. Den arv, jeg snakker om, er de etiske informationer om, hvad det indebærer at være i en krop, som kan blive gravid.

Abortdebatten i dag er lige så teknisk og lige så fjern som seksualundervisningen er det på ungdomsskolerne. I et samfund, hvor det at få foretaget en abort ikke er ulovligt, opdrages generationer, som tager dette for givet, lige indtil nogen kaster en blodig dukke i ansigtet på dem. Dermed er vejen banet for de, der ønsker at umyndiggøre andre mennesker og deres ret til at bestemme over deres egen krop. Dér burde den etiske debat ligge. Et barn bør være ønsket, og det bør fødes i kærlighed. Så får moderen det godt og bliver behandlet med respekt. Hvorfor får kvinder abort? Det bør man diskutere, uden at retten til fri abort bliver forsøgt begrænset. Vi fristes til at blive moralister i en tid, hvor promiskuitet, ansvarsløshed og plastikmennesker forherliges. Det er befriende at høre på etisk propaganda for hver dag vi bliver mætte af forbrugerunderholdning. Det, som derimod ikke er befriende, er den uvidenhed, fanatisme og umyndiggørelse af mennesker, denne nymoralisme tillader sig. Abortmodstandere har igen vækket mit moderinstinkt. Det var derfor, jeg græd. For det var moderinstinktet, som fik mig til at få en abort. Af respekt for min egen krop, min fremtid og mit foster.

Oversat af Ebbe Rossander