Uden illusioner, behersket ved tanken om den sandsynlige udgang af den nådesløse sygdom gennemførte Inga Nielsen ikke desto mindre et par af sine engagementer for få måneder siden. Koncerter i danske nærområder med sangerindens mageløse kunnen og erfaring som støtte for en allerede truet fysik, der uden hendes legendariske jernvilje ville have umuliggjort projektet.
De voldsomme kræftbehandlinger tog deres told. Karakteristisk for Inga Nielsens kunstneriske samvittighed lyttede hun hele tiden efter sangmæssige svagheder. Det var afgørende for, om hun skulle fortsætte.
Så måtte trætheden, den knusende træthed, kvalmen, den uregerlige legemstemperatur komme i anden række. Udsigten til at skulle aflyse de “dejlige engagementer” rundt i verden pinte hende så åbenbart mere end den ultimative konsekvens af sygdommen.
Hun havde jo haft en herlig tilværelse, som hun sagde, et liv som tjenerinde for den sangkunst, der var Inga Nielsen.
Til tider syntes det at sangen i den grad var alt, at alt andet var lukket ude, hvilket blot ikke passede. Inga Nielsens nysgerrighed over for andre af livets forhold fornægtede sig sjældent.
Når man før og siden så og hørte hende i de store partier, blev man jo også klar over at netop den nysgerrighed, som medførte både viden og vished om menneskers gøren og laden, investeredes så klogt i rollerne og løftede dem psykologisk kongruent med sangen. Inga Nielsen var ikke blot begavet med en usædvanlig stemme og en lige så usædvanlig musikalitet, Inga Nilsen var kort og godt et begavet menneske, for hvem sangen var den kunstart, ved hvilken hun kunne opnå og videregive den klareste indsigt i tilværelsen.
Sangen som levevej stod tidligt klar for Inga Nielsen. Som barn lystrede stemmen og lod sig udvikle år for år.
Hjemmet, kærligt og trygt, støttede og opmuntrede uden insisteren. Den insisterende var barnet - vejen så at sige afstukket af anlæg og drift mod musikken. Dertil kom energien, som også i barneårene berettede om noget usædvanligt.
Selvbevidstheden og trangen til optræden, som også er del af forudsætningen i den boldgade, forstod at samle skolekammeraterne, når noget nyt i udviklingen var opnået. Det gribende ved Inga Nielsen var, at denne selvfølelse livet lang i lige så høj grad var udtryk for den dybeste ydmyge egenvurdering, der kunne være nok så barsk.
Inga Nielsen dækkede sig ikke bag nogen eller noget, men vidste hvad der duede, og hvad hun selv mente, hun kunne og burde gøre bedre. Eller anderledes.
Lydhørheden indad betød, at hun hver gang til rigtig tid skiftede rollefag. Fra soubretterollerne til de tungere partier, men fortsat under beherskelse af såvel lyrik som drama.
En god skole gik hun i. Først bogstaveligt Aurehøj Gymansiums musiklinje, senere Wiens Akademie für Musik og siden Musikhochschule i Stuttgart. Disse studieår, der indledte en næsten kronisk udlændighed, men med mange afstikkere hjem, ydede Inga Nielsen et bredt kontaktnet og gav de første roller, som snart blev til flere.
Ved operetteforestillinger rundt omkring i Tyskland og Schweiz fik hun scenerutinen. Samt en ægtemand, den amerikanske basbaryton Robert Hale.
Så fulgte slag i slag stadig bedre tilbud: Berlin, Hamburg, München, Zürich, Milano, Paris, London og New York.
Der gik frasagn om den danske sopran med den præcise og fleksible stemme, om Nielsens evne til regulering af volumen og frasering, om hendes mageløse indsigt i sine mange personer.
Constance i Bortførelsen fra Seraillet blev et højdepunkt under Solti. Siden de store partier: Elektra, Die Frau ohne Schatten, Rosenkavaleren, Lohengrin, Tannhäuser, Tosca, Butterfly, Idomeneo, Lucia di Lammermoor, osv. samt Salome, Strauss´ vanskelige titelparti.
Inga Nielsen tilførte her den depraverede prinsesse en skræmmende tragisk dimension - fastholdt på cd.
Det er også en af karrierens betydeligste præstationer: Schoenbergs Erwartung hvor Inga Nielsen som en af de få, der overhovedet har bundet an med det umenneskeligt svære værk, faktisk synger alt, hvad og kun hvad Schoenberg har skrevet.
Med sit mest bedårende smil tilskrev sangerinden denne bedrift sit absolutte gehør. Ingen kunne være i tvivl om stoltheden over denne præstation. Erwartung skulle hun have gentaget i 2008 ude i den store opera-verden, den hun berejste så flittigt, og hvorfra der stadig var bud efter hende.
Lægge op ville hun vente lidt med. Stemmen holdt fint, og hun vidste, hvor de nedre grænser var. Hun glædede sig til de kommende år, hvor også undervisningen fik en større plads, og hvor hun nu efter skilsmissen og årene i Zürich ville bo blandt familie og venner med udsigt til Sundet. En ny fase i et rigt liv skulle begynde. Det kom det akkurat til. Så dukkede først nogle generende mavesmerter op. Dem hun slog hen og tog et par piller. Siden symptomer, der ikke lod sig slå hen med et par piller.
En dag i efteråret betroede hun sig. Uden sentimentalitet og selvmedlidenhed, nøgternt med det lille smil. Behandling til hvilket formål? Hun havde jo haft det gode liv og kunne ikke forlange meget mere. Der sad man så og vidste besked.
DR hylder Inga Nielsen i mindst to store udsendelser:
Richard Strauss: ‘Salome’. DR Klassisk, tirsdag 12. februar kl. 21.00-24.00. DR Radiosymfoniorkestret under ledelse af Michael Schønwandt.
Inga Nielsens 60-års fødseslsdagskoncert fra 2007 DR2, søndag den 17. februar kl. 18.30.