I regeringens globaliseringspulje er der frem til 2009 afsat 25 mio. kr. til udvikling og udbud af eliteuddannelser for særligt dygtige studerende. Ganske fornuftigt nedsatte Videnskabsministeren en arbejdsgruppe, der blandt andet ud fra internationale erfaringer skulle udforske modeller for eliteforløb. Arbejdsgruppen anbefalede, at man breder elitebegrebet ud, så der ikke kun er tale om særskilte toårige kandidatuddannelser på eliteniveau, men også mere fleksible tilrettelagte forløb, hvor dygtige studerende får mulighed for at erstatte fag på de ordinære studieordninger med mere krævende og udfordrende moduler.

På konferencen, hvor arbejdsgruppens anbefalinger blev offentliggjort for repræsentanter fra universiteterne og andre interessenter, var der samstemmende opbakning til anbefalingen om at brede elitebegrebet ud. Desværre valgte Videnskabsministeren at se bort fra arbejdsgruppens anbefalinger, hvilket betyder, at universiteterne er blevet unødigt begrænset i deres valg af modeller for eliteforløb.

Mulig afsmitning

Vi synes, det er ærgerligt, og vil derfor her råde bod på ministerens forsømmelse: Tre af de fem modeller arbejdsgruppen foreslog, bygger, i modsætning til de toårige elite-kandidatforløb, på princippet om, at der skal være en interaktion mellem de elitestuderende og de ordinære studerende. Fordelen herved er, at universiteterne får mulighed for at tilrettelægge eliteforløbene på en sådan måde, at de kan medvirke til også at tilføre de ordinære uddannelser et generelt kvalitetsløft. Det forhold, at elitestuderende også følger fag på de ordinære uddannelser giver nemlig god mulighed for afsmitning og udveksling mellem eliteforløb og de ordinære uddannelser.

Den første model, arbejdsgruppen foreslog, er honours-modellen. Honours-moduler indgår som en del af en bachelor- eller kandidatuddannelse. Dygtige studerende kan efter evne og interesse ansøge om optagelse på et eller flere honours-moduler som så erstatter en del af en ordinær uddannelse. Læringsudbyttet og studenterarbejdsindsatsen for elitetilvalget ligger ud over det, som kræves på ordinære niveau.

Den anden model er individuel honours-modellen. Det er en variant af den første model, men forskellen består i, at dygtige studerende, inden for nogle givne rammer, hver især tilrettelægger deres honoursforløb, så det matcher deres interesser, styrker og engagement. Eliteforløbet giver mulighed for deltagelse i forskningsprojekter, publicering af videnskabeligt arbejde, innovative samarbejdsprojekter med erhvervslivet etc.

Fleksible rammer

Den tredje model er såkaldte add on uddannelser, der er selvstændige og afrundede eliteuddannelsesforløb, der tages parallelt med den studerendes ordinære kandidatuddannelse. Det giver gode muligheder for tværfaglighed, fordi man f.eks. kan udbyde et uddannelsesforløb, som går på tværs af eksisterende fagopdelinger og dermed appellerer til dygtige bachelorstuderende med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.

De tre elite-modeller giver altså fleksible rammer for universiteternes udvikling af eliteuddannelser, og dermed mulighed for at tilbyde forskellige typer af eliteforløb, der matcher forskellige ønsker og behov.

Vi finder det beklageligt, at Videnskabsministeren ikke har fundet behov for at få skabt bredere rammer for universiteternes udvikling og tilrettelæggelse af eliteforløb. På samme vis er det ærgerligt, at man fra politisk side ikke ønsker at give mulighed for, at eliteforløbene kan organiseres, så de får en afsmittende kvalitetseffekt på de ordinære uddannelser. Vi er enige i, at der skal satses på talenterne, men hvis man fastholder, at eliteforløbene skal være særskilte elite-kandidatuddannelser, risikerer vi, at de ordinære kandidatuddannelser bliver udsultet med den konsekvens, at vi får etableret A- og B-uddannelser på vores universiteter. En sådan udvikling har vi ikke råd til som videnssamfund.

Bjarke Refslund er formand for Danske Studerendes Fællesråd og Birgit Bangskjær er chefkonsulent AC