KLASSIKERTEATER

af Anne Middelboe Christensen

Lars Knutzons ansigt er helt stille. Så spidser han læberne under sin påsatte opstoppertud. Klovner indad, kryber væk fra rollen - og melder sig ud af forestillingen som dens hovedperson, Monsieur Jourdain.

Eller er det omvendt? Er det forestillingen, der melder sig ud af Molières tekst? Ebbe Knudsens iscenesættelse af Den adelsgale Borger har i hvert fald grufuldt travlt med at slå om sig med støjende bandeord og gags - og drukne Molière i 'føj for satan!' og 'hold din kæft!'. Og Line Franks scenografi forholder sig nærmest hotelneutralt til den gamle klassiker med røgbeskidte gardiner i uspecificerede søjlerammer.

Adelsgal bliver man næppe af at se forestillingen. Men man bliver heller ikke Molière-glad, sådan som man kunne være blevet det. Molière er blevet fordrevet. Replikkerne er brækket i stykker af bandeord. Og det hjælper ikke på forestillingens flow, at de oprindelige balletindslag er blevet erstattet af skuespillerspillet musik med masser af tjubang af Søren Siegumfeldt. 1600-tallet virker molesteret i en forhippet moderniseringstrang. Hvorfor denne forestilling ikke bare er blevet en revy, er ikke særlig indlysende.

Maskuline vokaler

Alligevel dukker der skønne scener op undervejs. Stunts af urkomik og overdrivelse, helt ud i det salige felt. Når David Rousing flipper ud i en manisk temperamentsudgydelse om 'maskuline vokaler', hvor hans mund slipper tungen, så den næsten slasker ned på gulvet. Og når Susan A. Olsen spiller neurotisk grevinde med kropslede og dyretække med svag læspen og aristokrathænder. I disse øjeblikke er denne forestilling vidunderligt morsom. Man forstår bare ikke, hvordan netop disse personer kom forbi lige her.

Faktisk er alle skuespillere imponerende gode og loyale mod opsætningen. Michelle Bjørn Andersen som underkuet hverdagshustru, Anne O. Pagh som Vuitton-fikseret tåbetøs. Heidi Colding-Hansen som grotesk vant-til-at-blive-slået-stuepige, Christian Damsgaard som naivt-inderlig frier, Erik Svendsen Lustsen som rytmeglad tjener - og Kristian Holm Joensen som forestillingens komikerkamæleon, bedst i totalternet outfit og opblæst brystkasse.

I rollen som danser har Kristian Holm Joensen en fin lille replik om æstetikken. Han taler om dansens evne til at åbne menneskets sind og gøre det frit tilgængeligt for det smukke. Og det ville være dejligt. Men det må tydeligvis blive næste gang.

Indtil da må Molière nok nøjes med at lade sig dumpe ned i forestillingens glasbowle. Ned til den selvdøde guldfisk.

Den adelsgale Borger. Tekst: Molière (1670). Oversættelse, bearbejdelse og instruktion: Ebbe Knudsen. Scenografi: Line Frank. Musik: Søren Siegum-feldt. Folketeatret på turné til 1. april. I aften Frederikshavn, torsdag Herning, fredag Frede-ricia. www.folketeatret.dk