Rowan Williams har misforstået pointen - vort retssystem er den bedste garanti for en retfærdig behandling af etniske minoriteter. Den forelæsning han leverede torsdag aften og særligt hans bemærkninger om sharia har vist, at selv den mest uskyldigt udseende intellektuelle kan forvandle sig til en bulldog
i den sociale porcelænsforretning, udbasunerende tåbelige ideer med en tankeløshed, som har bragt skam over hans embede.
Lord Carey, tidligere ærkebiskop af Canterbury, Sunday Telegraph
I virkeligheden gjorde han vold mod den mest fundamentale præmis i moderne politisk liv: At frihed og lighed i en universel retsstat er det mest avancerede og retfærdige regeringssystem som mennesker kan leve i … Det er ikke det sekulære systems forrang, som truer religionernes overlevelse, men de uværdige, undvigende svar som kirken føler sig forpligtet til at fremsætte, når den er en del af staten.
Janet Daley, The Times
“BASH THE BISHOP” opfordrede den britiske boulevardavis The Sun i går med et af de uoversættelige ordspil, engelsk råder over, og som næppe behøver en parentes på dansk til glæde for Informations læsere. Opfordringen til at give ærkebiskop Rowan Williams en på lampen ved at få ham fjernet fra embedet via en klageformular, som avisen har trykt, udgør blot en lille del af avisens aktuelle kampagne for at fjerne ham fra sit embede. Som igen blot er en mindre brise i den samlede britiske politiske medieorkan af raseri, undren, spot og latterliggørelse, som det globale overhoved for den anglikanske kirke, Rowan Williams, har måttet tåle, siden han kom for skade i en teologisk forelæsning torsdag i sidste uge at ytre, at det var “uundgåeligt”, at det britiske retssystem måtte acceptere visse dele af Sharia-lovgivningen ved siden af de officielle domstole. Systemet eksisterer allerede, bemærkede han med henvisning til britiske moskeers uofficielle sharia-råd, som troende muslimer til en vis grad konsulterer i ægteskabssager især (80 procent siger tallene) og i stridigheder om pengespørgsmål.
HVIS man høfligt undlader at forholde sig til den del af diskussionen, som handler om, at Williams er overhoved for en kristen kirke, og derfor overhovedet ikke burde så meget som overveje at tilgodese islam (hvilket en betydelig del af blog-debatten på internettet har handlet om, men som ikke afspejler det faktum, at under to procent af briterne betragter sig selv som aktive eller praktiserende kristne) står en særdeles væsentlig debat tilbage: bør religion have en særstatus i et sekulært, liberalt - om end multikulturelt - demokrati?
Her bør svaret være nej. Så langt har Williams’ talrige kritikere ret. Alle borgere i et retssamfund må i princippet være lige for loven. ‘I princippet’ fordi vi godt ved, at fuld ideel ligeret ikke findes, heller ikke i det britiske. Det hjælper ofte at være hvid, veluddannet og velstillet, hvis man befinder sig i en retssal, men det handler mere om adgang til ressourcer - f.eks. om at kunne købe den bedst mulige advokatbistand - end det handler om selve retshandlingen. Intet tyder eksempelvis på, at den samme forbrydelse straffes hårdere, hvis det er en muslimsk ung, der har begået den, end hvis gerningsmanden er en etnisk englænder.
SÅ langt så godt. Den principielle debat ovenfor, som burde stå i centrum, overskygges uheldigvis af den ‘brutale, inhumane og uretfærdige’ form for sharia - for nu at bruge ærkebiskoppens ord - som praktiseres i visse islamiske lande som Saudi-Arabien, hvor kvinder stenes for hor, hvis de bliver voldtaget, eller i andre muslimske lande, hvor døden venter de formastelige som vover at være bøsser for nu blot at nævne nogle få eksempler fra en lang og infam liste. Selv vor gode søsteravis, The Independent, faldt søndag i den grøft, og belærte Williams om, at godt nok talte han ikke om “stening, håndafhugning eller æresdrab”, men at enhver lov, som stammer fra en langvarig religiøs tradition, nødvendigvis “var reaktionær generelt og særligt over for kvinder” og at hans budskab derfor var uklart.
MEN det er ikke derfor, at ærkebiskoppen er på gale veje. For heller ikke de fredelige, hyggelige eller fornuftige praksisser man kan finde i alverdens religioner har noget at gøre i Europas moderne, sekulære og demokratiske retsstater, hvor religion må forblive religion, politik forblive politik og domstole fungere som domstole for alle individer i retssystemet. En rettesnor, der på det principielle plan forstyrres af, at Storbritannien har en statskirke, som Janet Daley bemærker ovenfor.
Længere er den ikke. Og det er forstemmende, at klimaet i den standende diskussion om islam, selv i multikulturelle Storbritannien, er så oppisket og anspændt, at man ikke kan imødegå Rowan Williams fejltagelser på anden måde end med hysteri.