I centrum af den islandske kultur står den realistiske fortællekunst - om så det er i den 'almindelige skønlitteratur' eller i kriminallitteraturen. Men det er særligt den sidste type, krimien, der vinder frem i disse år. Nøjagtig som de danske læsere river krimierne ned ad hylderne, så snart de er sat op, frådser islændingene i uhyggen. En af de nyeste krimiforfattere fra den nordatlantiske ø er Yrsa Sigurdardottir, der debuterede med et brag i 2005 med krimien Det tredje tegn. Denne første voksenkrimi - hun har tidligere skrevet humoristiske børnebøger - fra hende er efterhånden udkommet på mere end 25 sprog og er solgt til filmatisering.

Sigurdardottirs nye krimi, Den der graver en grav, er en selvstændig fortsættelse af debutbogen og har samme kvindelige hovedperson: Advokaten og alenemoren Thora Gudmundsdottir fra Reykjavik.

Nazister og barnemord

Thora bliver kaldt ud til en klient, der har købt en kæmpe grund, hvor han er i færd med at bygge et helsecenter, komplet med healer, sexolog og spirituelle seancer. Problemet er, at stedet hjemsøges af spøgelser, og det holder naturligvis ikke for den yderst sensitive kundegruppe på stedet. Thora skal forsøge at få en erstatning fra de tidligere ejere ved at lade spøgelserne falde ind under begrebet 'fejl og mangler'. Mens Thora gennemgår stedet - hun tror naturligvis ikke på spøgeriet - begås et bestialsk mord, og så går den vilde opklaring. Thora får besøg af sin tyske kæreste - der også blev introduceret i første bind - og de kommer vidt omkring mellem gamle nazister, voldtægter, barnemord, skeletter og sørgelige familieskæbner. Og så kommer endnu et mord til. Langsomt rulles fortiden op og viser sig at have tætte forbindelser til de nye mord. Undervejs er der stadig flere mulige gerningsmænd, og det er en af styrkerne ved bogen, at man kan gætte med og alligevel blive overrasket til slut. Sideløbende med opklaringen af de to mord flimrer en sidehistorie med Thoras lidt rodede familieforhold - herunder en 16-årig søn, der snart skal være far, og en lille datter - men det er desværre ikke noget, der giver hovedpersonen særligt meget mere kød på kroppen. Hun er desværre ikke så spændende, at det gør noget - dertil er hun for almindelig. Og det er egentlig ærgerligt, for plottet er godt skruet sammen - om end det er en smule langsomt - og tegningerne af det øde Island fungerer godt.

Overbevisende spøgeri

Formentlig fungerer landsbeskrivelserne så fint, fordi Yrsa Sigurdardottir til daglig bevæger sig i det: Hun arbejder - ved siden af forfattergerningen - som civilingeniør på et vandkraftværk i det islandske højland.

Selve spøgeriet er overbevisende, selv for en ikke-spøgelses-troende, og uhyggen haler sig stille og roligt ind på læseren, selv om hårene på armene ikke rejser sig, så det betyder noget.

Yrsa Sigurdardottir er langt fra så dyster og foruroligende - og måske derfor heller ikke så ærkeislandsk - i sin fortælleform og i sine karakterer som flere af sine mere berømte landmænd, men hun formår at fortælle en god og realistisk krimi i den islandske tradition. Sprogligt er hun også et stykke fra eksempelvis Arnaldur Indridason og selv debutanten Jón Hallur Stefánsson, men hvor sproget er kedsommeligt i de fortællende afsnit, lykkes det til gengæld bedre at få lidt liv i dialogerne.

Den der graver en grav har ligget på bestsellerlisten i hjemlandet siden udgivelsen sidste år, og man kan sagtens hoppe med på den islandske bølge og lade sig underholde med en af de lidt lettere tilgængelige som denne her.