TEKOA - Regnen står ned i tove på Vestbreddens højderyg. Ude fra Middelhavet i vest kommer tunge skyer drivende og tømmer deres indhold her, hvor landskabet går over i ørken og falder ned mod Det Døde Hav i kløften mod øst. Længere ude i den retning skinner solen gennem et hul i skydækket ned på Moabs Bjerge, som ligger i kongeriget Jordan.

Det passer ikke ind i konfliktens sædvanlige logik, at en ny fredsplan er ved at blive lanceret i dette landskab, men det er ikke desto mindre tilfældet. Jeg er på vej til at møde Menachem Froman, der er rabbiner i den lille bosættelse Tekoa, langt ude i bjergene, i landskabet syd for Jerusalem og Bethlehem hvor vejen fører videre mod det palæstinensiske Hebron. Froman er lige nu er på alles læber, fordi han sammen med en palæstinensisk journalist, der bor ved Hebron og identificerer sig med det islamiske Hamas, har formuleret en helt anderledes plan for fred mellem de to folk.

"Her er planen," siger rabbiner Froman, nærmest mens han åbner døren.

Han har en lille æske i panden, som indeholder en bøn. Det er en del af hans tefilim, bederemmene, og han forklarer, at han tager dem på, når han har særlig brug for støtte fra Gud.

"Det har jeg også, når jeg møder journalister," smiler han, mens han igen holder planen frem.

"Jeg var i Hebron tidligere på dagen, og den er blevet lidt krøllet af regnen. Men regn er en velsignelse fra Gud, så nu har Gud også velsignet vores fredsplan ved at lade sin regn falde på den. Det er en god start."

Helligt land

Udgangspunktet er, at alle tidligere fredsplaner er slået fejl. Osloaftalen, der opstillede en model til deling af landet i en israelsk og en palæstinensisk stat side om side, betragter Menachem Froman som stendød, og han ser heller ingen grund til at tro på nogen af de øvrige ideer til, hvordan man kan opdele det omstridte land.

"Jeg har stor respekt for folkene bag Osloaftalen, Wye Plantation, Madrid, køreplanen og hvad de hedder alle sammen, men der er et stort problem. Ingen af dem fungerer, og de kommer heller aldrig til det, fordi forudsætningerne er helt forkerte," forklarer han, da vi har sat os ved et rundt bord, der er hans arbejdsplads i familiens yderst spartanske hjem.

"Man kan dele dette land så meget man vil, men det fungerer ikke. I Sovjetunionen prøvede man at gennemtvinge et system, som folket ikke ønskede, og de forskellige fredsplaner forsøger at gøre det samme her. Dette land er hverken Palæstina eller Israel, for det er politiske betegnelser. Man skal gå ned under overfladen og erkende, at løsningen er åndelig, den ligger i religionen, for her bor to religiøse befolkninger, der betragter landet som helligt. Derfor hedder det først og fremmest Det Hellige Land."

Heri ligger en del af forklaringen på, at han kan tale sammen med Khaled Amayreh, som den palæstinensiske journalist hedder. Amayreh tager afsæt i Hamas, der ideologisk er ligeså afvisende som Froman over for en deling af landet.

En del af den aktuelle krise består i det ultimative israelske krav til Hamas om anerkendelse af Staten Israel, og dette kommer planen uden om ved at tale om "anerkendelse af jøders og palæstinenseres fælles ret til at leve i Det hellige Land". Denne formulering har Hamas-ledelsen på Gazastriben købt på stedet, mens den israelske ministerpræsident Ehud Olmert har sagt, at han vil tage stilling til den på et senere tidspunkt.

"Mens Yasser Arafat levede, var de israelske politikeres største fejltagelse, at de betragtede konflikten som territoriel, og at løsningen skulle være politisk," forklarer han.

"De sagde, at efter Arafat ville Hamas komme, og så ville der ikke længere være noget at snakke om, men de forstod aldrig, at Arafat først og fremmest var muslim. Han var et dybt religiøst menneske, og det havde været muligt at finde en løsning med Arafat ved at tale samme sprog, som jeg nu bruger, når jeg taler med Hamas. Alle palæstinensere er religiøse, og derfor må løsningen først og fremmest være åndelig. Der er også langt flere religiøse israelere, end Osloprocessens arkitekter har lyst til at tænke på, så på den side af konflikten gælder de samme parametre."

Stater i lag

Den nu 62-årige Menachem Froman har været i offentligheden i mange år. Allerede i midten af 70'erne var han blandt grundlæggerne af bosætterbevægelsen Gush Emunim, og da unge bosættere for første gang stødte sammen med de israelske myndigheder i kampen om Sebastia uden for Nablus, var han med på barrikaderne. Men selv om han betragter bosætterideologen Hanan Porat som en af sine nære venner, har han altid været en outsider, med sine helt egne ideer.

"Froman vil snakke med Hamas og bygge en stat med dem. Han er et godt menneske og en stor rabbiner, men han er også urealistisk," sagde Hanan Porat over telefonen før mødet i Tekoa.

Selv ved han det godt. Han slår en stor latter op, da han forklarer, at de fleste øvrige bosættere, ligesom den israelske venstrefløj, betragter ham som en meshugge, en tåbe.

"Det er jo klart, at de må synes sådan," siger han ligeud.

"For ingen af dem vil opgive tanken om at denne konflikt er territoriel. Men vi og palæstinenserne har kun noget at frygte fra hinanden, så længe vi begge opfatter landet som noget fysisk. Idet vi accepterer, at landet er åndeligt, løser alle problemerne sig."

Nationalstaten er forældet

Efter hans opfattelse skal alle sikkerhedshegn og mure falde så hurtigt som muligt. Tanken er, at hele landet skal tilhøre begge folk samtidig, hvorved det fysiske ejerskab bliver til et overordnet åndeligt tilhørsforhold.

Herpå kan man godt etablere to stater, som ligger på samme land, men mere fungerer som to parallelle, administrative enheder, og de kan for hans skyld godt få navne som Israel og Palæstina. Når blot ingen glemmer, at det overordnet hedder Det hellige Land.

"Det er aldrig prøvet før," smiler han.

"For min skyld kan man godt kalde det stater i lag, og det kan sagtens fungere så længe man ikke begynder at slås om, hvis lag skal ligge øverst. Og det forhindrer vi ved at lære hinanden at kende, ved at acceptere hinanden på en helt ny måde. En af oldtidens store jødiske tænkere, Hillel, sagde, at du skal elske din nabo som du elsker dig selv. Min nabo er palæstinenserne."

"Terroristerne begik deres forfærdelige forbrydelse den 11. september 2001 i New York på grund af frustration over hvad der foregår i Jerusalem og Det Hellige Land. Muslimerne føler, at Vesten fornærmer dem, og jeg forstår deres vrede. Jeg accepterer ikke deres løsning, som kun gør det hele værre, men jeg forstår, at islam er et åndens imperium, som Vesten har meget at lære af. For muslimerne er staten Israel selve symbolet på Vestens arrogance. Og problemets løsning ligger, hvor problemet er - ikke i Washington, London eller Madrid, men i Jerusalem. Naturligvis er Vesten stærkere. De har ikke bomberne, som Bush har og smider over Bagdad, men de føler, at de er i en position som David mod Goliat."

"Det er da logisk. Vesten forstår endnu ikke, at verden er styret af Gud, og at de åndelige værdier på et eller andet tidspunkt vil vinde over Vestens magt, og der har muslimerne fat i den lange ende. Men Vesten er ikke kun den store, dumme kæmpe. Vesten har også åndelige værdier, som muslimerne ikke forstår, og der kan Jerusalem blive broen, fordi dette er stedet, hvor de åndelige værdier mødes. Der vil ikke komme nogen fred i Afghanistan, i Irak, i Madrid eller i Paris, før der er kommet fred i Jerusalem."

Han fortsætter med at forklare, at tanken om nationalstaten er problemets kerne.

"Nationalstaten er en syg tanke og den er forældet. Nationalstaten har kostet seks millioner jøder livet, for Hitlers ideologi var nationalstaten i sin yderste konsekvens. Jeg siger ikke, at alle ledere af nationalstater er som Hitler, men før vi kan komme videre må vi forstå, at dette er en tanke, som opstod i det 19.århundrede og mistede sit indhold i midten af det 20. århundrede."

Zionismen er jo i høj grad også et produkt af tanken om nationalstaten. Er zionismen så også en misforståelse?

"Jeg synes ikke, det er frugtbart at diskutere fejl og misforståelser. Zionismen er en kendsgerning, og vi må se virkeligheden i øjnene ved at sublimere den. Selvfølgelig ser jeg zionismen som mit folks genetiske fejl, som en arrogance, men det kan vi også udnytte konstruktivt ved at forstå, at zionismen også er udtryk for den vestlige tankegang, der skal kombineres med den islamiske for at nå et højere niveau. Og på mange måder er palæstinenserne de i den arabiske verden, som står tættest på Vesten, hvilket også hænger sammen med forholdet til Israel, og israelerne er den del af den vestlige kultur, der åndeligt står tættest på Mellemøsten. Vi jøder er østens sønner."

Profeten Amos

Sammenhængen mellem de vidtgående planer for dialog og hans egen bopæl i en af Vestbreddens meget ideologiske bosættelser, der i næsten alle fredsplaner figurerer blandt de, som må rømmes i forbindelse med et territorialt kompromis, ligger stadig ikke lige for. Menachem Froman tog også aktivt del i daværende ministerpræsident Ariel Sharons rømning af Gazastribens bosættelser, og det er en del af forklaringen.

"Talmud siger, at et menneske er som et træ. Hvis du rykker det op med rode, så dør det, så jeg mener, at både jøder og palæstinensere skal have ret til at bo, hvor de bor. Jeg skal have ret til at bo i Tekoa, og mine naboer skal have ret til at bo i Tel Aviv," forklarer han.

"Men jeg har valgt Tekoa fordi profeten Amos boede her. Læs Amos Bog i Bibelen, så vil du forstå. Jeg er dogmatisk socialist, og det var Amos også. Han var den mest ekstremistiske i kampen mod jødisk arrogance. Han førte kampen mod social uretfærdighed og mod national uretfærdighed, og den fredsplan, jeg og Khaled Amayreh har formuleret, er modelleret over profetens Amos' livssyn. Men nu må du undskylde mig, jeg har lidt travlt," siger han nærmest midt i en sætning.

Den pludselige afslutning på mødet er venlig. Som det religiøse menneske han er, mener han, det er forbudt at spilde tiden, så han læser aldrig aviser, og familien har intet tv. Det er allerede blevet hen på aftenen, og klokken fire næste morgen kommer en gruppe mænd fra bosættelsen til rabbineren for at studere Zohar. Det er hovedværket i kabbala, jødisk mysticisme, og fordi den studeres bedst før daggry, samles mændene hos Froman en morgen om ugen fra fire til seks.

"Zohar betyder lys," forklarer han til afsked: "Så det skal studeres, mens dagens lys kommer til live, men jeg har lige nu endnu en grund til at glæde mig. Med denne nye fredsplan tror jeg også, et nyt lys er ved at brede sig. Ikke bare her over Det Hellige Land, men over hele verden!"

På vej tilbage til bilen møder jeg bosættelsens vagtmand.

"Nå, har du også været på besøg hos Froman?" siger han lunt.

"Du ved godt, at han lever i en anden verden, ikke? Han er en stor rabbiner og et godt menneske, man han er også temmelig naiv."