Problemet med den amerikanske præsident er ikke, at han tror på ondskaben. Problemet med George W. Bush er ifølge den britiske filosof John Gray, at han ikke tror på ondskaben. Bush tror, at man kan bekæmpe, besejre og fjerne ondskaben fra jordens overflade. Denne kamp kaldes “krigen mod terror”. Men terroren er hverken identisk med et territorium, en konspiration eller Osama bin Laden ham selv. Den er en aktionsmulighed, som ikke kan udryddes. Derfor bliver krigen mod terror en krig uden grænser og uden afslutning. Den er et eksempel på den bærende tese i John Grays nye bog Black Mass: Utopien er rykket fra venstrefløjen til højrefløjen. Mens borgerlige politikere og intellektuelle har haft travlt med at minde venstrefløjen om de katastrofale konsekvenser af Sovjetunionens og Kinas utopiske kommunistiske projekter, synes de ikke at have bemærket, at den globale nyliberalisme og krigen mod terror er blevet en højreorienteret utopi med katastrofale konsekvenser.
“Krigen mod terror er typisk for en bevidsthed om, at man projekterer drastiske forandringer i menneskelige forhold - historiens afslutning, den suveræne nationalstats afslutning, den universelle accept af demokrati og udryddelse af ondskab. Det er den centrale myte i apokalyptiske religioner, som nu formuleres i politiske termer. Det er fællesnævneren for det seneste årtis fejlslagne utopiske projekter.”
Den nyliberalistiske doktrin om frie markeder, nedskæringer i den offentlige sektor og kampen mod statens indblanding er forbundet med kampen mod terror som en samlet ‘utopisk pakke’. Den er baseret på en tro på, at facit for hele verden allerede er defineret og nu skal udbredes. Lokale kulturer, overleverede vaner og traditionel praksis betragtes som forhindringer, der skal fjernes, for at det sande rige kan blive installeret.
Nyliberalismen som økonomisk doktrin førte ifølge Gray til eskalerende ulighed, destabilisering af politiske regimer og fejlslagne stater. Kampen mod terror har ført til kaos i Irak og Afghanistan.
Den højreorienterede globale utopi minder ifølge Gray om både Maos og Stalins utopier, for den vil skabe et nyt menneske. Den anerkender ikke, at der gives antropologiske grundforhold, som ikke kan forandres. Gray hævder, at George W. Bush og Tony Blair egentlig ikke løj om baggrunden for krigen i Afghanistan. For deres udsagn var ikke funderet i en faktuel vurdering, men i en tro. De troede på, at den fremtidige sejr ville bevise, at de havde ret. John Gray kalder de to ledere for “bevæbnede missionærer”:
“Som det yderste venstre tidligere i århundredet, ser den højrefløj, der udviklede sig i 80’erne, menneskehedens historie som en bevægelse fra mørke mod lyset. Denne bevægelse skulle realiseres gennem revolutioner og brug af våben.”
Tidligere i det tyvende århundrede repræsenterede højrefløjen ifølge Gray et realistisk syn på mennesket. Det gjaldt naturligvis ikke fascismen og nazismen, men borgerlige konservative og liberale erkendte, at den menneskelige naturs anlæg for aggression og krig ikke kunne udryddes, men måtte kultiveres og kontrolleres. Politik blev ikke set som vejen til det perfekte samfund, men som en måde at håndtere menneskets ufuldkommenhed på. De venstreorienterede utopier var med til at gøre de borgerlige til utopikritikere. Men da de venstreorienterede utopier forsvandt, tog de borgerlige over, og tidligere venstreorienterede utopikere vandrede fra venstrefløjen til højrefløjen. Det er ikke noget historisk tilfælde, at flere af de nykonservative amerikanske ideologer i deres ungdom var optaget af Trotskis tanker om “den permanente revolution”.
Den revolution blev efter terrorattentaterne på New York og Washington reformuleret som en bølge af demokratisering, der skulle starte i Irak og efterfølgende brede sig over hele Mellemøsten. Overgrebene i Irak, Guantánamolejren og de stadige udfordringer af retsstaternes garantier er ifølge Gray indikationer på, at kampen mod ondskab har udviklet sig til et religiøst korstog, som ikke lader sig opholde ved pragmatiske hensyn.
John Gray er ikke venstreintellektuel. Han er en konservativ tænker, som støttede Thatcher, da hun kom til magten, fordi han betragtede ‘socialdemokratismen’ som 70’ernes britiske utopi. Men Gray tog afstand fra Thatcher, da hendes eget opgør med Labour udviklede en ny utopi. Nu bedriver han det, man kunne kalde konservativ ideologikritik. Han viser, hvordan de, der hævder, at de står for det sekulære fremskridt og den demokratiske konsensus, i virkeligheden er styret af en religiøs tro på en fremtidig verden uden konflikt og ondskab. Denne utopisme er ifølge John Gray indskrevet i selve oplysningsprojektet som tro på, at en stigning i erkendelse vil skabe bedre mennesker. Den religiøse utopi forskydes ind i historien som en tro på ‘fremskridtet’. Den radikale oplysning udviklede sekulære myter som kommunismen og siden nyliberalismen og kampen mod terror, der ikke har gjort verden mere harmonisk, men tværtimod mere brutal. Verden er stadig ifølge Gray ikke blevet mere demokratisk efter ‘historiens afslutning’. Gray skriver, at den aktuelle globale tendens ikke er demokratisering, men snarere at ikke-demokratiske regimer som Rusland og Kina igen er ved at blive stormagter.
Det sjove er, at Grays analyser kan ses som symptom på en anden vandring: Mens det i det tyvende århundrede gerne var venstreintellektuelle som udlagde ‘oplysningsprojektet’ som en myte, er det nu ofte konservative og kommunitarister, der kritiserer oplysning som ‘abstraktionsterror’. Grays analyser af den oversete utopisme på højrefløjen er lige så præcis, som hans diagnose af oplysningstiden er fortegnet. Han isolerer og generaliserer specifikke citater og momenter i ‘oplysningstænkningen’ og ignorerer, at oplysningstænkere som eksempelvis Kant advarede mod fornuftens tilbøjelighed til at gå uden om forstanden og producere dårlig metafysik.
Denne radikalisering af oplysningstænkningen betyder, at Gray får svært ved at skelne mellem utopisme og demokratiske fremskridt som etablering af politiske og sociale rettigheder, som netop ikke tager udgangspunkt i, at menneskets tilbøjelighed til aggression og konflikt kan overvindes, men derimod sigter mod en stadig civilisering af konstante konflikter.