Gennem flere år har Socialdemokraternes strategi været at nærme sig regeringens politik for at tiltrække nok af deres vælgere til, at det politiske styrkeforhold tipper over.

Med Helle Thorning-Schmidt som formand er tidligere tiders fløjkrige ophørt. Det har banet vejen for målrettet kommunikation og et klart brand, hvilket er nødvendigt for succes i moderne politik. Men alligevel formåede Socialdemokraterne ikke at vinde regeringsmagten i 2007. To forhold er essentielle i den forbindelse. Det ene er spørgsmålet om velfærd i forhold til skattelettelser. Det andet er problematikken omkring økonomisk ansvarlighed. Begge spørgsmål handler basalt set om forbrugsdemokratiet.

Valgstrategi

I august, hvor valgtrommerne allerede buldrede, fastlagde Socialdemokraterne den linje, at de hovedsageligt ville markere sig overfor regeringen på to samfundsøkonomiske områder: Velfærd og økonomisk ansvarlighed. Denne kurs gennemsyrer også deres valggrundlag med titlen 'Vi vælger velfærd', der også blev deres slogan i valgkampen. Der tematiseres et essentielt valg mellem velfærd og skattelettelser. Man kan ikke få begge dele. Regeringen giver skattelettelser og kan derfor ikke levere velfærd uden at sætte den stærke økonomi over styr. De er økonomisk uansvarlige og skærer ned på velfærden for at presse skattelettelser igennem.

Helle Thorning-Schmidt betonede i en partilederdebat: "Vi kan ikke få mere, hvis vi ønsker at betale mindre. Vores løfte er, at det bliver bedre at være dansker, men det bliver ikke billigere."

En måned efter blev der sat trumf på, idet Socialdemokraternes finanslovforslag i ansvarlighedens tegn opererede med en lavere vækst (1,5 procent) i det offentlige forbrug end regeringen (1,7 procent). Ansvarligt? Måske. Politisk kamikazekurs? Helt sikkert.

Regeringen kunne uden besvær udstille modsætningen mellem velfærd og skattelettelser som falsk, da den netop havde vist, at man godt kan få begge dele. Socialdemokraternes finanslovforslag gravede hullet endnu større, for nu var de ikke kun modstandere af skattelettelser, de ville også levere mindre velfærd. Det er politisk selvmord at love vælgerne større udgifter og færre ydelser lige før et valg i et forbrugsdemokrati. Socialdemokraterne: Dyrere og ringere.

Forbrugssamfundets logik er netop, at der på én gang loves billigere og bedre varer. Mere af det hele - med det samme! Der er ingen, der gider at høre på trist snak om prioriteringer og ansvarlighed, når man kan få det hele på én gang. Lomborg er historie.

Velfærd og forbrug

Umiddelbart havde Socialdemokraterne ellers vinden i ryggen, da de fastlagde deres strategi. Vælgernes interesse for velfærd har været stigende gennem mange år og var det helt dominerende tema i 2007.

Samtidig viste meningsmålinger, at et stort flertal af vælgerne hellere ville have bedre velfærd end skattelettelser. Men alligevel faldt Socialdemokraternes kampagne helt til jorden, for nok siger folk i meningsmålinger, at de foretrækker velfærd frem for skattelettelser, men spørgsmålet er, hvad der tæller i stemmeboksen. Folk siger også i meningsmålinger, at de foretrækker økologiske frem for ikke-økologiske varer, men når de står i Netto eller Fakta er det alligevel i langt højere grad de billigste varer, der ryger i indkøbskurven. I et forbrugsdemokrati slår samme effekt igennem på vælgerne, der i stigende grad opfører sig som forbrugere af politik.

De senere års store vækst i det private forbrug kombineret med enorme gevinster på bolig- og aktiemarkederne har medført en skærpelse af guldfeberen og forbrugsmentaliteten i brede lag af det danske samfund. Det er naturligvis ikke alle, der rider med på forbrugsbølgen, men det store flertal gør, og det er denne gruppe, der er udslagsgivende for den politiske magt. Dette vilkår forstår regeringen - og de udnytter det til fulde.

Regeringens janusansigt

Regeringens retorik og politik er tilpasset de politiske konjunkturer. Når der er valg i sigte udstråles optimisme, og der deles gaver ud til brede vælgergrupper. Når valget er overstået, så vendes der på en tallerken og foretages målrettede opstramninger for at begrænse væksten i det offentlige forbrug mest muligt.

Dette janusansigt åbenbarede sig omkring valget i 2005, hvor regeringens 'gavebod' viste sig at have meget kort åbningstid. Faktisk lukkede den lige efter valget og åbnede først igen op til valget i 2007, hvor der pludselig var råderum til skattelettelser og i det hele taget råd til det hele i en ambitiøs og dyr kvalitetsreform.

Regeringens 2015-plan opererede behændigt med en vækst i det offentlige forbrug i 2007 og 2008, der var dobbelt så høj som i de følgende år. Økonomernes advarsler om overophedning blev pure afvist og statsministeren opfordrede dem til at omskrive deres dystre lærebøger. Selv kommunernes 'overforbrug' i 2008 blev generøst accepteret i valgkampen.

Men der gik ikke mange dage efter valget, før piben fik en helt anden lyd. I statsministerens nytårstale blev en mørk økonomisk horisont fremmanet, og finansministeren begyndte at rasle med sablen. Kvalitetsreformen blev meget mindre ambitiøs, og de politiske forhandlinger trak ud.

Det nye finanslovforslag for 2008 blev bevidst rykket tilbage for at udskyde de nye initiativer, og da forslaget endelig kom, var grønthøsteren kørt gennem det statslige budget. Der skal også skæres i dagpengene. I den kommende tid vil vi opleve regeringens faste hånd i forbindelse med forhandlingerne om den kommunale økonomi for 2009 og finansloven for 2009. Kursen er sat. Lige indtil det næste valg truer. Historien gentager sig. Som farce og tragedie.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC