ISTANBUL - Den første dag med et selvstændigt Kosovo blev ikke helt så skøn, som kosovarerne havde håbet. I stedet fik det lille land en forsmag på, hvad det vil sige at være underlagt 27 forskellige europæiske hovedstæder i stedet for blot én. Efter et forlænget udenrigsministermøde meddelte 22 lande, at de anerkender eller vil anerkende Kosovo, mens fem lande sagde, at de ikke vil, og dermed blottedes en markant uenighed i EU's udenrigspolitik.
"Jo større EU bliver og jo mere ambitiøs, jo mere sandsynligt er det, at EU ikke kan fortsætte som 27 enige lande. Også i fremtiden bliver der tale om, at man handler i grupper," siger Tomas Valasek fra Center for European Reform i London.
I forhold til Kosovo består 'dissidentgruppen' af Spanien, Cypern, Bulgarien, Rumænien og Slovakiet, der nok så vigtigt alle tilføjede, at de ikke vil blokere for EU's fortsatte samarbejde med den nye republik. Men selv med sådan en klippe-klistre-løsning er EU ikke sikret fri manøvremulighed på Balkan.
"Det er meget betydningsfuldt for EU, at Spanien vælger at stå udenfor, og det kan få juridiske konsekvenser. Jeg har for eksempel svært ved at se, hvordan EU skal kunne levere hjælp i Kosovo i fremtiden, uden at de er enige. Men EU er vant til at lave den slags løsninger, der tilfredsstiller alle, selv om de ikke er særligt kønne," siger Tomas Valasek.
EU-landenes udenrigsministre havde i går travlt med at tage luften ud af alle bekymringer over det europæiske vankelmod over for Kosovo. Både det slovenske EU-formandsskab, udenrigschefen, Javier Solana, og EU-kommissær Olli Rehn var på banen med bemærkninger om, at det er helt naturligt, at landene anerkender Kosovo i deres eget tempo eller måske slet ikke. Men den europæiske uenighed bør få alarmlamperne til lyse i de europæiske hovedstæder, mener analytiker Rebecca Adler-Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier.
"Hele EU's engagement på Balkan skal ses i lyset af unionens katastrofale håndtering af Jugoslaviens opløsning i starten af 1990'erne, hvor medlemslandenes egne indenrigspolitiske problemer, udenrigspolitiske ambitioner og en mangel på fælles strategi banede vejen for, at det blev USA og ikke kontinentet selv, der satte stopper for blodsudgydelserne," siger hun.
Begge sider har en sag
Selv om de fem 'udbryderlande' i går henviste til 'international lov' som årsag til, at de undgår en anerkendelse af Kosovo, er få i tvivl om, at det netop er indenrigspolitiske hensyn til egne separatistområder, der får dem til at afstå.
"De laver et juridisk argument til indenrigspolitisk brug, og derfor ser det lidt skizofrent ud. Det korte af det lange er, at Kosovo skal fungere, for det er i alle EU-landenes interesse," siger Tomas Valasek. Rusland har forgæves forsøgt at få FN's Sikkerhedsråd til at vurdere Kosovos løsrivelse, og sammen med Serbien klager landet over, at selvstændighed kun er gyldig, hvis der foreligger en resolution fra Sikkerhedsrådet, eller hvis der er tale om et område, som før har været selvstændigt, og det har Kosovo ikke. På deres side argumenterer kosovarerne for, at Serbiens drab på kosovo-albanere og den politiske udrensning af provinsen er nok grundlag for Kosovo til at kræve selvstændighed.
"Begge sider har en sag, og det gør det til en lækkerbisken for international lov. Men international lov er organisk, så det, der kommer til at blive afgørende, er de faktuelle forhold på jorden. Det vil sige, om Kosovo bliver i stand til sikre mindretalsrettigheder, basale friheder og om det reelt bliver en demokratisk stat. Sker det, vil debatten dø ud," siger Tomas Valasek.
Tyskland har stillet sig i spidsen for 12-15 EU-lande inklusive Danmark, der på torsdag samtidigt vil anerkende Kosovo, og i aftes forlød det, at USA også har anerkendt landet.