ENDELIG, ENDELIG slap han præsidentposten, den gamle tyran. Den har han siddet på siden 1959.

Allerede i begyndelsen af 1960’erne stod det klart, hvad for en slags ledertype han var. I sangen ‘Cigaretter, whisky og nøgne pi’er’ lod vor hjemlige kulturradikale revyskribent Poul Henningsen skuespilleren Ove Sprogøe, i skikkelse af Fandens oldemor, synge disse linjer - med hilsen til Spaniens og Cubas regenter:

“Både Franco og Castro og den slags mænd,

dem har Fanden skabt, men han ta’r dem igen.”

HELT VÆK FRA magten i Havana kan kun det definitivt uundgåelige flå ham. I sit budskab til Cubas befolkning skriver den nu 81-årige og sygdomsplagede Fidel Castro:

“Det her er ikke mit farvel til jer. Mit eneste ønske er at kæmpe som en soldat på ideologiens slagmark.”

Et løfte? En trussel? Det vil der være delte meninger om i Havana. Under alle omstændigheder er det ikke ganske dækkende at tale om gårsdagens farvel til det cubanske præsidentembede som ‘afslutningen på en æra’. For æraen er sivet, siden alvorlig mavesygdom og operation i juli 2006 tvang Fidel Castro til “midlertidigt” at overlade præsidentposten til sin bror, den nu 76-årige Raúl.

Hvordan magtskiftet nu skal forløbe, vil Den Cubanske Nationalforsamling drøfte, når den træder sammen den 24. februar. Hvis altså ikke begivenheder forinden foregriber Nationalforsamlingens beslutning.

Tomrummet efter Fidel Castro kan udfyldes mindst tre steder fra:

- En yngre generation af Castro-folk, evt. med Raúl Castro som overgangsfigur.

- Den indre cubanske opposition, overvejende af socialdemokratisk tilsnit.

- Eksil-cubanerne i Sydflorida, 650.000 stk., overvejende af højrøstet højre-tilsnit.

Afgørende for udfaldet af den cubanske arvefølge kan blive USA’s indgriben. Og det er bekymrende. Ikke alene for Cuba.

BEKYMRENDE, FORDI Cubas skæbne i mere end 100 år har været et eksempel på amerikansk politik tilblevet i en blanding af selvtægt, kortsyn og panik.

Ved en krig udløst af amerikansk selvophidselse flåede USA i 1898 Cuba (og Filippinerne) ud af de afpillede rester af det spanske imperium og ind som amerikanske lydstater. Cuba gled fra det ene militære diktatur til det næste med pauser indlagt af farceagtige valg.

Efter general Batistas militærkup i 1952 sank Cuba i en tropesump af hasardspil og prostitution, bestyret af amerikanske mafia-klaner, der lod Batistas privatkasse tilflyde en klat af profitten. Disse fordærvede år i Havana kan man læse om i Ernest Hemingways og Graham Greens forfatterskaber. I den cubanske befolkning bredte der sig, hvad Vladimir Lenin med fornøjelse ville have kaldt ‘en egentlig præ-revolutionær stemning’.

Nytårsmorgen 1959 lykkedes det Fidel Castros fåtallige og dårligt rustede guerilla-styrke at jage Batista i hovedkulds eksil.

USA var ængstelig: Var dette nu en marxistisk trojansk hest, der blev stillet op i baghaven? Da Castro gav sig til at nationalisere og flirte med Sovjet, var USA ikke længere i tvivl. Siden da har USA ført krig mod Castros styre - med invasioner, attentatplaner og økonomisk blokade.

Alt sammen til ringe nytte, andet end chikane.

MEN NU? I et valgår er der risiko for at leflen for eksil-cubanerne får amerikanske politikere til at overgå hinanden i forsøg på at vise handlekraft i baghaven. Her er nogle skrækscenarier:

- De forhærdede i Castro-styret kan søge at befæste deres stilling ved at slå endnu hårdere ned på den indre opposition. Dermed inviterer de til indblanding udefra.

- Den indre opposition kan fejllæse sin styrke og starte en frigørelse, den ikke har styrke til at fuldføre. Igen: en invitation til udenøs kræfter.

- Eksil-cubanerne i Florida kan finde på at sende en armada mod Cubas kyster for at fremtvinge USA’s støtte. Det vil få republikanere til at heppe og Demokrater til at dukke hovedet.

- For at komme alle i forkøbet kunne det kramperamte Bush-styre finde på militære skridt for at gøre opmærksom på sig selv ‘og sikre roen’.

BAGVED LIGGER det nærmest eksistentielle politiske spørgsmål: Hvem har krav på at forme Cubas fremtid? De, der udholdt Castros styre, eller de, der flygtede fra det?

Der venter også et grimt fordelingsopgør svarende til det, der har plaget Østeuropa efter kommunismen: Skal Cubas nationaliseringer gøres om, så værdierne føres tilbage til de oprindelige ejere og deres efterkommere - som typisk sidder i Miami? Eller skal de forblive i en velfærdsstats eje?

Ikke nogen rar tanke, at disse ømtålelige indre-cubanske afgørelser skal blive til en del af en amerikansk valgkamp, hvor en højrefløj vil fornøjes over igen at bruge Cuba som skydeskive.