Selvom Fidel Castros tilbagetrækning betegnes som den måske vigtigste politiske begivenhed i Cubas næsten 50 årige diktatur, betyder det ikke et hurtigt systemskifte. Det står klart for selv den mest håbefulde systemkritiker.
“Så længe Castro giver livstegn fra sig, vil han hænge som en skygge over Cubas fremtid,” siger Rigoberto Carceller, der som leder af ngo-netværket ‘Demokrati Nu’ er én af Cubas fremmeste systemkritikere.
En anden af de faste systemkritikere er den eksil-cubanske journalist og forfatter Raul Rivera. Han skriver i sin faste klumme i det spanske dagblad El Mundo, at Fidel Castros besked til folket dårligt kan ses som en nyhed. For hvor er det nye?
“Der ses ingen dramatik omkring Fidel Castros magtafgivelse. Det skyldes, at der ikke er tale om magtafgivelse. Han har altid været en diktator, og han vil fortsat diktere landet fra sin sygeseng.”
I en mere moderat version lyder samme budskab fra den spanske ambassadør i Cuba. Han peger i stedet på det smarte i Fidel Castros træk, der under alle omstændigheder måtte trække sig tilbage.
Nu sker det før det kommunistiske konvent den 24. februar, hvor det cubanske parti træder sammen og nominerer kandidaterne til det præsidentvalg, som Fidel Castro har ‘vundet’ hver gang siden det første valg i 1976.
“Som altid er det Fidel, der tager initiativet,” siger ambassadør Carlos Alonso Zaldibar om beslutningen, der nu ikke længere kan forstyre partiets årlige konvent.
Alligevel peger flere observatører på, at Cuba på mange områder er trådt ind i en egentlig reform proces, selvom der ikke bliver tale om nogen hurtige ændringer. Som Carlos Salas Lind, der skriver om Cuba for flere chilenske aviser, siger, “så er det reformer i cubansk tempo.”
“Muligheden, for at Fidel Castro skulle vende tilbage, var lig nul, så det spørgsmål er i sig selv ikke særligt interessant. Det spændende er derimod de forandringer, der allerede er i gang i Cuba,” siger Carlos Salas Lind, der peger på, at det cubanske lederskab antager nye former.
“Raul Castro har opfordret til debat i det kommunistiske parti. Og det har han fået. For et par uger siden gennemførte studerende fra universitetet i Havana en demonstration, hvor de åbentlyst og i meget hårde vendinger kritiserede de politiske forhold. Det lyder måske ikke af meget, men i en cubansk kontekst er det første tegn på nye tider,” siger Carlos Salas Lind, der mener, at mange medier skyder langt over målet, når de efterlyser hastige politiske reformer:
“Det sker ikke. Men Raul Castro har åbnet for nogle processer, der ikke uden videre kan gøres om.”
Raul Castros politiske reformer er da endnu heller ikke så åbenlyse, at de skærer i øjnene. Men første gang Raul skulle afholde tale til nationen på årsdagen for den cubanske revolution i juli 2007, hånede han på det nærmeste det ineffektive cubanske landbrug og erkendte, at årsagen til den skrantende cubanske økonomi ikke skyldes USA’s boykot alene. Raul Castro omtalte behovet for “strukturelle ændringer”, og endelig tog han fat på det emne, der mere end noget andet optager alle cubanere:
“Vi er klar over (…), at lønnen stadig er klart utilstrækkelig til at imødekomme alle behov, hvorfor den ikke længere tjener det socialistiske princip om, at alle yder efter evne og får som fortjent.”
Kort efter i august 2007 bekræftede lederen af det cubanske parlament, Ricardo Alarcon, overfor BBC, at Cuba står ved en politisk skillevej.
Adspurgt om Cuba er på vej mod en økonomisk åbning som i Kina eller Vietnam afviste Ricardo Alarcon dog, at der er tale om, at Cuba vil kopiere den kinesiske model.
“Det, man skal forvente at se, er en cubansk model. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal lære af andres erfaringer,” sagde Ricardo Alarcon, og samtidig slog han fast, at Cuba også er parat til at indlede forhandlinger med USA - også uden at den nordamerikanske boykot først er ophævet. Dog først når George W. Bush har forladt præsidentembedet.
Oswaldo Paya betegnes ofte som Cubas uformelle oppositionsleder og anerkendes for sin kamp for menneskerettigheder på Cuba. I modsætning til de fleste af systemets kritikere bor han stadig på Cuba, hvor han leder af en af landets få civile organisationer, Den Kristne Frihedsbevægelse (Movimiento Cristiano Liberación Cubano). Ifølge Oswaldo Paya sidder der stadig 200 politiske fanger i cubanske fængsler, og der eksisterer stort set ikke ytringsfrihed.
Alligevel er han optimistisk. Han mener, at Cuba med Fidel Castros afgang indtræder i en ny fase. Og i den forbindelse er det internationale samfunds reaktion er vigtig:
“Vi opfordrer omverden til at se Cuba som mere end blot en politisk show. Vi er 11 mio. mennesker, der ønsker forandring, og vi gennemlever lige nu et meget afgørende øjeblik. Men vi har brug for omverdenens opbakning, hvis det skal lykkedes,” siger han.
Reaktionerne fra EU-landene var i går tøvende. En talskvinde for EU’s formandsland, Slovenien, sagde, at man nu kan vurdere muligheden for at få tættere bånd til Cuba forud for EU’s topmøde med landene i Latinamerika den 16.-17. maj.
I EU-Kommissionen, som står for Unionens daglige drift, ville talsmand John Clancy hverken udtrykke glæde eller beklagelse over, at Fidel Castro har overdraget magten til broderen Raul.
Udviklingskommissær Louis Michel besøger Cuba den 6.-7. marts, men Clancy kunne ikke sige, hvem Michel egentlig skal mødes med.
Forholdet mellem EU og Cuba har været køligt siden 2003, da den nu 81-årige Castro slog ned på oppositionen og fængslede 75 systemkritikere. Ifølge Clancy håber EU på velstand, respekt for menneskerettigheder og overgang til demokrati i østaten. Økonomiske sanktioner er ikke på dagsordenen.
“Vi gentager vort ønske om at engagere Cuba i en konstruktiv politisk dialog,” sagde Clancy.