21. februar 2008

Den varme luft og hånden på hjertet

Skrevet af: Frederik Dessau
Om troen på sandheden og den frugtbare tvivl

Tale er sølv på alle sprog ifølge Bibelen, og et arabisk ordsprog har tilføjet, at tavshed er guld. Nu er alt sølv som bekendt ikke tretårnet, og tavshed kan også være talende og må altså være nok så dyrebar, når den både er sølv og guld.

Som redskab er sproget lige så anvendeligt til sandhed som til usandhed, fra nænsom pynt og diskret ommøblering af kendsgerninger til bortforklaring, bagvaskelse, grovkornet manipulation, vildledning og bedrag.

Hvad gør vi, når det er forbudt at lyve, og sandheden er ilde hørt, og vi ikke kan tie stille? En stående udfordring.

I politisk debat og bureaukratiske sammenhænge er der tit behov for omsvøb og udenomssnak - det uklare, næringsfattige sprog, som man slår over i, når man har sagt, hvad man vil sige og alligevel bliver ved med at tale - hen i vejret.

Vi kalder det varm luft, på fransk hedder det træsproget, når talen bliver intetsigende og kører i tomgang, fordi hensigten ikke er at formidle eller videreudvikle et indhold, men kun at variere eller brodere på dét, som allerede er sagt, subsidiært at dække over, at den adspurgte enten ikke er i stand til at svare på et spørgsmål eller af strategiske grunde ikke ønsker at gøre det, uden at være direkte afvisende.

Helt ærligt

Oprigtigt talt, siger vi, når vi skal gøre os rigtig troværdige og virke overbevisende og være helt ærlige. Måske siger vi 'hånden på hjertet' og anbringer den sammesteds, hvis vi er gestisk anlagt. I Frankrig tager man åbenhjertighed bogstaveligt, man lægger hjertet på hånden, eller man har hjertet på sine læber.

Uanset hvor man har sit hjerte, kan sproget være svigefuldt både i skrift og tale, og skal man føre nogen bag lyset, er det langt mere effektivt at manipulere med ordene end at finde den grimasse, der passer til formålet eller situationen.

Når ægte følelser kommer til udtryk, forholder det sig sært nok omvendt. Sorger og smerter aflæses tydeligere i et menneskes ansigt, end når de beskrives med ord, fordi ansigtet afspejler følelsen umiddelbart og direkte, mens der godt kan snige sig noget kunstlet ind i et menneskes beskrivelse af, hvor ondt det har det.

Krokodilletårer kan gøre indtryk, hvis det er medynk, man vil vække, men de er svære at fremtvinge, og ved hjælp af sproget kan man med større præcision få sagt det modsatte af, hvad man føler og tænker og mener og har i sinde. Man kan sagtens tale godt for etik og moral og være umoralsk i handling, og man kan så let som ingenting kalde sig humanist og med menneskerettighederne i den ene hånd føre krige med den anden under henvisning til, at de både er nødvendige og retfærdige. Så hedder det realpolitik. Man kan love uden at holde, hylde trofasthed og være troløs, og forarges over miljøskader som man selv bidrager til.

Paradokset

Faste overbevisninger kan være yderst respektable, især når de er ledsaget af respekt for andres og i bedste fald af en mistanke om, at ens egne kan være forkerte.

Dét, der styrker en overbevisning, er ikke, at den er uden tvivl, men at den trodser tvivlen - den frugtbare tvivl, som ikke er en handlingslammende bremseklods, men en åbenhed der kan befordre den kritiske sortering af valg- og handlemuligheder.

Fanatikere og fundamentalister er kun til at le ad, når de i fuldt alvor bliver ved med at gentage, at deres meninger er de eneste rigtige. Men de er svære at hamle op med, og man kommer ingen vegne med dem, for de er rede til at ødelægge alt og alle for deres sandheds skyld, og de skyr ingen midler for at overdøve andres indvendinger og modsigelser. At de for hver dag skriver sig længere og længere ind i bogen for glemte sager, er en ringe trøst her og nu.

Et paradoks er en urimelighed, som ikke er til at modstå, en vibrerende tankeform, der med sit modsætningsfyldte forhold til tro og tvivl har kendetegnet de højeste former for menneskeligt mod og dementeret forenklede definitioner af selvopofrende heltemod. At være dum og dristig er ikke uden grund forenet i ordet dumdristig, om end den sproglige forklaring er en anden.

At tro og tvivle på én gang er kun udtryk for, at man respekterer sandhedens relativitet og er bevidst om, at sandhed aldrig er et færdigt produkt, men altid større og mere, end hvad der i et givet øjeblik kan siges eller gøres - en proces der fortsætter og måske aldrig holder op.

Når jeg hører skråsikre meningsmagere blive højrøstede og ser dem blive røde i kammen, tænker jeg på Mahatma Ghandi, der aldrig hævede stemmen og befriede Indien. Adolf Hitler råbte og skreg i 12 år og lagde sit land i ruiner.


Source URL: http://www.information.dk/155163