Fascinationen af Klaus Ris-kær Pedersen er forståelig. Han har i over 30 år eksisteret som figur i den danske offentlighed og har om nogen formået at få succes og fiasko til at gå hånd i hånd som lige dele kreativ idémand og økonomisk fupmager.
Instruktøren Christoffer Boe vil i sin film fortælle om den mere kunstneriske del af Riskær og vælger de mere retslige aspekter fra. Det er hans fascination af Riskær som ‘kunstner’ og en søgen efter Riskærs smertepunkt, der med Boe som synlig afsender skal være filmens motor. En tilgang, der kan fungere, men som her lykkedes mindre godt.
Boe virker ikke oprigtigt engageret, men mere kunstnerisk distanceret i sin jagt på en forklaring på Riskær. Det giver en vag indgang til projektet, der blot understøttes af Boes talen til eget webcam med Eiffeltårnet i baggrunden. Det er svært at leve sig ind i Boe som fortæller og sekundært omdrejningspunkt, og man bliver hurtigt mere irriteret over end interesseret i, hvad han har at bidrage med. Han sætter ikke selv noget på spil, hvilket gør det svært at vide, hvad man skal bruge hans synlige tilstedeværelse til.
Problemet bliver forstærket af den metode, Boe har valgt at bruge til at åbne for Riskærs formodede smerte: Det opstillede interview.
Boe får i gentagne interviews stort set intet ud af Ris-kær, der reagerer med irritation over for Boes klodsede famlen efter at få ham til at åbne sig. Og netop Boes idé om, at man kan lukke ham op ligesom Nicolas Refn i DR’s Den 11. time, bliver plagsom for projektet.
Klaus Riskær afviser nemlig blankt rollen som lidende offer og insisterer nærmest manisk på at se fremad. Han lever i mulighedernes land, hvor det ikke handler om at se den mulige smerte, men om at se det positive i alting. Man kunne betragte et muligt fængselsophold som etklosterophold, måske endda bedre end et kloster, tænker Riskær for eksempel højt. Og det er her, han bliver interessant, som fokuseret optimist, der ikke kan trynes, selv med udsigten til syv år bag tremmer.
Desværre for filmen insisterer Christoffer Boe på at forsøge at pille Riskær fra hinanden i stedet for at vise Riskærs fascinationskraft. For der, hvor Riskær - Avantgardekapitalisten fungerer bedst, og vi bliver klogere på Riskær, er, hvor vi får lov at se ham agere frit. Når han lader Boe vente på sig en hel dag for nonchalant slentrende at komme hjem halv tolv og sammen med en masse uintroducerede kvinder laver Bailey-shots ‘med whisky i røven’, begynder vi at ane, hvad manden er gjort af. Desværre er der ikke mange scener af den slags.
Boe betragter i et lommefilosofisk øjeblik Riskær som en tryllekunstner, men synes at have glemt, hvad det sjove er i den sammenhæng - at se dem trylle og ikke at spørge, hvordan de gør det. Hans afdækning af Riskær kommer aldrig rigtigt i gang, og hans personlige søgen lander i en uheldig mellemposition mellem forceret subjektiv fortælleform og middelmådig journalistik uden reelt at bidrage med afgørende ny viden omkring Riskær.
Riskær - Avantgarde-kapitalisten. Dokumentarfilm af Christoffer Boe. Vist på TV 2i aftes