68-generationens og multikulturalismens opgør med autoriteter er gået for vidt. Alt for vidt. Og det skal standses. Nu. Respekt og nultolerance over for asocial adfærd skal vise vejen. Helt nede i det små - for så forsvinder det i det store.

- Søren Pind (V), læserbrev i Ekstra Bladet 2008

Tolerancen er en grundpille i danskheden. Det er et plusord. Det er vi enige om. Vores kerneværdier er åbenhed, ytringsfrihed, frisind og tolerance, og det værste du kan sige til en dansker er, at han er intolerant. Det er et minusord. Det er vi også enige om. Der er bare ikke ret meget, vi tolererer. Fra højre til venstre taler politikere om nultolerance. Der er nultolerance over for gammel mad i butikkerne. Nultolerance over for indvandrere, der ikke vil indordne sig. Nultolerance over for hash. Over for knive. Over for brandstiftere. Over for plejehjemspersonale, der ikke passer deres job, unge der drikker alkohol og folk, der ryger på arbejdspladsen. Således gik statsminister Anders Fogh Rasmussen først på ugen ud på landsdækkende tv og erklærede nultolerance over for uromagerne på Nørrebro. Og det var han ikke ene om. Med ham fulgte Karen Jespersen (V), Peter Skaarup (DF) og selv SF's Astrid Kragh Kristensen var fremme og kræve en mere direkte indsats mod de unge. Der er nul tolerance.

I 1982 fremsatte de to konservative tænkere James Q. Wilson og George L. Kelling den kriminologiske teori om det ituslåede vindue. Broken Window, hedder teorien og den fortæller, hvordan et enkelt smadret vindue fører til et helt nabolags forfald.

"Hvis vinduet ikke bliver repareret, er der en tendens til, at vandaler finder på at slå endnu flere vinduer itu," hedder det i artiklen, der blev fremsat i kulturmagasinet The Atlantic Monthly: "Efterhånden vil vandalerne bryde ind i bygningen, og hvis den er tom vil de måske tænde bål eller blive slumstormere. Eller forestil dig et fortov," fortsætter Wilson og Kelling.

"Der samler sig lidt skrald. Snart, bliver det til mere. Efterhånden begynder folk at efterlade fyldte poser med skrald fra take-away-restauranter eller bryde ind i biler."

Det begyndte i New York

Da New Yorks borgmester, Rudolph Guiliani, i starten af 90'erne skulle skabe en kriminalitetspolitik, der kunne stoppe 80'ernes tiltagende vold og røverier i storbyen, var det netop Broken window-teorien, han lod sig inspirere af.

Med et princip om at slå ned på selv de mindste forseelser med hård hånd lancerede han konceptet Zero Tolerance. Alt skulle tages seriøst. Billetterne i subway'en skulle være i orden. Ingen måtte gå over for rødt. Alkohol ikke indtages i parkerne, og betjentenes pistoler løsnede flere skud end nogensinde før.

Og det virkede. Eller, noget virkede, i hvert fald. Volden faldt, røverierne faldt, narkohandlerne forsvandt fra gadebilledet, og skudepisoderne blev færre og færre på Manhattan.

Fra Guilianis borgmesterkontor på Broadway er nultolerance sevet ud til resten af verden, og i de senere år har den fået et voldsomt godt tag i Danmark. Der er bare et problem: De fleste forskere er enige om at nultolerancepolitik er effektløst.

Ifølge lektor i kriminologi Lars Holmberg fra Københavns Universitet er der tre måder at anvende nultolerancepolitikken.

"Den totale nultolerance, hvor man slår ned på alle forseelser, der bliver begået i et samfund. Nultolerance over for bestemte typer af kriminalitet og nultolerance over for bestemte grupper af mennesker," forklarer han og understreger: "Det har tit slået til lyd for at have virket effektivt, men det er aldrig dokumenteret."

Og Lars Holmbergs kollega bakker op.

"Det er ikke et begreb, man tager seriøst i kriminologiske kredse," siger Annika Snare, der er doktor i kriminologi og lektor på Københavns Universitet.

"Man ved reelt ikke, om det var nultolerancepolitikken, der hjalp i New York under Rudy Guiliani, for på det tidspunkt faldt kriminaliteten i hele USA - også i byer, hvor man ikke førte nultolerancepolitik. Til gengæld kan man være sikker på, at det har en meget stærk symbolpolitisk værdi at erklære nultolerance."

En modsætning

Annika Snare mener kun, nultolerancepolitikken har en renoveringsfunktion, og man skal være meget bevist om, hvilke samfundsgrupper og typer af kriminalitet, man vil bruge nultolerancen mod.

"Det ser ud til at det har en ret stor effekt på hærværk eller graffiti, men på langt de fleste områder, mener man det flytter problemerne til andre områder, og i visse tilfælde bliver det direkte kontraproduktivt. Og så har vi i øvrigt ikke set på de konsekvenser, det kan have for de mennesker, denne politik går ud over. Det er et problematisk værktøj for de svage og udsatte grupper i samfundet, som for eksempel den måde man har ført strespolitik med narkomanerne på Vesterbro," siger Anika Snare og undrer sig højlydt: "Det underlige er, at vi taler så meget om danske værdier som rummelighed og tolerance. Men hver gang politikerne taler, handler det om det modsatte."

Annika Snare er ikke den eneste, der undrer sig over danskernes tilsyneladende ændrede tolerancetærskel. Direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jørn Lund har også bemærket ordets tag i befolkningen, men han har svært ved at se, hvorfor det pludselig er blevet et positivt ord.

"Det er virkelig sært, at et ord som nultolerance, der fraskriver sig enhver form for nuanceret eftertanke, kan blive et plusord," siger Jørn Lund.

"Men det sjove ved ord er, at de afspejler tidsånden. Da jeg var yngre, var det værste man kunne være intolerant, men nu vil alle politikere gerne vise handlekraft ved at erklære sig intolerant."

Bredt ud til alle områder

Fra at være et rent kriminologisk fænomen, der skulle bekæmpe vold, er nultolerance i den danske version undergået en forandring til at kunne rumme andre grene af samfundet. Mobning i skolerne, islamisme og for gamle fødevarer er der ingen tolerance overfor, men ifølge Jørn Lund betyder det ikke så meget for afsenderen, hvad der virker, og hvad der giver mening at erklære nultolerance mod.

"Ved at erklære nultolerance definerer man samtidig det absolutte onde. Det afstiver den, der siger som en skarp handlekraftig person med faste holdninger - og det er meget højt i kurs. Man kunne for eksempel melde ud at man har nultolerance overfor tobaksrøg i mødelokaler, og selv om det ikke rigtig giver nogen mening at sige det, iscenesætter det dig som handlekraftig resolut. Derfor er det så godt et politisk redskab."