Virkeligheden er ind imellem svær at beskrive, når den former sig som et partsindlæg. Et par brune øjne og små ben, der løber hen mod hoveddøren i en lejlighed på Janesvej i Gellerupparken.

"Papa, papa," småklynker den toårige dreng og tror, at personen på den anden side, ude på den afskallede trappeopgang, er hans far. Faren, en 36-årig tuneser, blev for godt en uge siden hentet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), mistænkt for sammen med to andre at planlægge en afskyelig forbrydelse. Et mord på en mand, hvis forseelse er at tegne en tegning - af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Bladtegneren Kurt Westergaards hus ligger en kort cykeltur fra boligblokkene i Gellerup. Han har ikke kunnet bo i sit hus de seneste tre måneder af frygt for, at nogen vil hævne sig for hans tegninger. Westergaard kan heller ikke længere bo på det hotel, hvor PET har installeret ham, fordi man frygter for de andre gæsters sikkerhed.

Lejligheden på Janesvej er kaotisk. Alligevel er det, som om tiden er sat i stå af anspændt venten. Den to-årige og hans et år yngre lillebrors pludren er baggrundsstøj i et kafkask scenarium, der i de seneste dage har udspillet sig for deres mor, Anna, den 36-åriges kone, og hendes veninde Miriam. Miriam er gift med en anden 25-årig tuneser, der ligeledes står til administrativ udvisning af Danmark.

Hvorfor er der ingen beviser?

Mobiltelefonerne er hele tiden tændt. Opkaldene besvares med medhør på, men i stedet for svar og vished om de to kvinders mænd - sidder de i Sandholmlejren eller i Vestre Fængsel? Hvordan har de det? Skal de sættes på et fly til Tunesien, hvor de risikerer at blive udsat for tortur med det terrorstempel, de danske myndigheder udviser dem med - er det journalister med nye spørgsmål.

I Danmark præsenteres anklagede normalt for en dommer og får mulighed for at få deres sag prøvet i retten. Den nat, hvor betjentene sparkede sig vej ind i Anna og hendes mands lejlighed med en lyd som en klapstol, der smækkes hårdt i, iført skjolde, lygter og pistoler, fik hun ingen forklaringer. Heller ikke på, hvad PET lægger til grund for sin mistanke om, at hendes mand udgør en fare for statens sikkerhed. Hun blev gentagne gange præsenteret for det spørgsmål, om hun var indforstået med, at hendes mand, der har opholdstilladelse i Danmark, vil blive sendt ud af landet. Beføjelserne findes i terrorlovgivningen, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Miriam blev tilbageholdt i et værelse og så ikke sin mand, da han blev ført bort fra deres hjem.

Anna tror, anklagerne er det pure opspind. Miriam siger, at bladtegneren og hans hustru må have det lidt ligesom de to kvinder i lejligheden. Hensat i en tilstand af frygt på et grundlag, som ingen kender, andre end PET.

"Advokaten har end ikke sagt, at vi ikke må udtale os om sagen, for hvad er det, vi ikke skulle udtale os om. Hvorfor lægger de ikke beviser frem for, hvad vores mænd har gjort," spørger hun.

For lidt siden stod jeg selv ude i trappeopgangen. En beboer har lukket mig ind i ejendommen, fordi Anna ikke reagerer på min kimen på dørtelefonen. Gellerupparken havde taget imod med sine gennemsigtige glasfacader, hvor udsyn og andres blikke blokeres af tunge gardiner i umage farver. Stierne omkring bebyggelsen fører hen til områdets Bazar Vest. Mænd og kvinder kommer gående med plastikposer fulde af madvarer. Børn er iført flyverdragter. En tv-vogn fra TV2 Øst kører forbi, og en stor forbipasserende mand råber: "Er han dum i hovedet", og fægter med armen, der i stedet for en hånd afsluttes med en klo. Hans yngre ven griner afslappet.

Min forestilling om de to kvinder i lejligheden har jeg fra deres optræden på tv, hvor de iklædt burkaer af den slags, hvor også øjen-sprækkerne er indhyllet i tyndt sort blondestof, bedyrer deres mænds uskyld. Efterfulgt af klip med brændende tvillingetårne.

I avisernes reportager bliver 22-årige danskfødte Anna, der konverterede til islam for fire år siden, og 20-årige Miriam, studerende med somalisk baggrund, beskrevet som kvinder, "der lever helt tildækkede" og "praktiserer kønsadskillelse i hjemmet". Annas mand er først blevet religiøs, efter han kom til Danmark i 1999, og han forsøger nu at leve som på profetens tid for 1.400 år siden. Beskrivelserne bygger på andres udtalelser fra lokalområdet og få korte udsagn fra hans kone.

Anna åbner døren til lejligheden efter nogen tids banken. Hun er iført en lang sort kjortel, og et sort pandebånd holder håret væk fra ansigtet. Inde i stuen er Miriam, der er på besøg, i gang med en støvsuger. Stuen kan deles op i to rum med tunge gardiner, så der er plads til mænd på den ene side og kvinder på den anden. Vægpynten er islamisk, og langs væggen står lyseblå træstole og et bord og plastikbiler til lejlighedens drenge. Det brede fladskærms-tv kører uafbrudt, enten med nyheder eller børne-tv. Det var via nyhedsudsendelserne, at Anna fandt ud af, at hendes mand var sat i forbindelse med planlægningen af mordet på bladtegneren.

"Jeg havde ringet til min mor og fortalt, hvad der var sket. Senere ringede hun tilbage og sagde, at et indslag i nyhedsudsendelserne måske havde noget med min mand at gøre." Anna har sat sig i den store hjørnesofa, efter hun har skænket et glas juice.

Efter få minutter, siger hun: "Jeg har det ikke særlig godt med det her interview. Du spørger om det samme som den journalist fra Ekstra Bladet, der lige har været her. Hvorfor konverterede jeg og så videre," siger hun træt. "Han spurgte om meget nærgående ting og undersøgte ting på mit toilet. Hvorfor skal jeg svare på sådan noget? Det her handler jo ikke om mig. Jeg snakker med journalister for at kunne hjælpe min mand. Men jeg tror ikke på det længere. Han bliver alligevel udvist."

Jeg viser de to kvinder udskrifter af de artikler, de medvirker i. Læser op af et debatindlæg, skrevet af kultursociolog Birgitte Rahbek i dagens Politiken, hvor hun konstaterer, at "hvis konerne til de mistænkte ville gavne deres mænd, skulle de stå frem med åben pande i stedet for at optræde i en mundering, der kun bekræfter alles fordomme om, at mænd, der har sådanne koner, må være terrorister".

"Ja, jeg vidste det," himler Miriam.

"Jeg sagde det også inden, vi besluttede os for at tage burkaer på i studiet for at skjule vores identitet, at hr. og fru Jensen ville opfatte os som terrorister eller sådan noget. Nu er jeg begyndt bare at trække noget af mit tørklæde op for ansigtet, når de fotograferer, så man kan se, at det er noget, jeg gør, for at skjule min identitet," siger hun og viser, hvordan hun trækker det grønmønstrede tørklæde op foran de varme, smilende og lige nu halvt ærgerlige øjne. Anna afbryder.

"Hvorfor skal jeg besvare så dumme spørgsmål? Det er ikke mig, der har et problem. Det er folk med fordomme, der har et problem. Det kan jo ikke være anderledes, når jeg er troende muslim," siger hun skarpt.

En helt normal pige

Miriam forklarer, at hun formentlig ville gå helt tildækket, hvis hun boede i et muslimsk land, hvor det er kutyme. Men i Danmark ville hun ikke være i stand til at passe sit job på sygehuset, hvor hun arbejder ved siden af studierne, hvis hun bar burka. Og på studiet ville det heller ikke være passende, det har hun indstillet sig på.

"Men du går jo heller ikke så meget ud," siger hun henvendt til veninden ved siden af i sofaen, som en forklaring på, hvorfor de praktiserer forskelligt.

Jeg spørger, hvad kønsadskilt liv betyder, og Miriam fortæller, at hun og hendes mand selvfølgelig ikke lever adskilt. Hun bærer tørklæde uden for sit hjem, og når hun har gæster. Og hun og hendes mand er også sammen, hvis Miriams familie er besøg, også selv om der er kvindelige familiemedlemmer iblandt. For Anna betyder det, at kun hendes far, onkler og sønner må se hendes hår og ansigt.

Men det virker også, som om det indimellem er svært at efterleve alle regler. For eksempel får jeg at vide af Anna før interviewet, at hun ikke vil interviewes af en mandlig journalist. Senere forstår jeg, at journalisten fra Ekstra Bladet er en mand, men at Anna har talt med ham iført burka.

Miriam kom til Danmark som syv-årig sammen med tre søstre fra det borgerkrigshærgede Somalia. De søgte om familiesammenføring med forældrene, der var blevet tilbage, men der var rod i papirerne, og de fik afslag. I 2006 så hun forældrene for første gang i 13 år.

"Det er også derfor, jeg kan sige, at jeg selv har valgt tørklædet, der er ingen, hverken fædre eller brødre til at tvinge mig til det. Det er noget mellem Allah og mig."

Anna, der lige nu er på barsel, vil ikke komme ind på sin baggrund, siger blot, at hendes forældre ikke kan støtte hende i den situation, der er opstået. De sociale myndigheder har besøgt lejligheden kort efter anholdelsen for at tilbyde sin hjælp.

Hun konverterede som 18-årig. Havde aldrig tidligere søgt religiøse svar på de spørgsmål, hun tumlede med, og var snarere skeptisk over for den form for forklaringsmodeller. Som teenager begyndte hun at læse bøger om islam på biblioteket og fandt oplysninger på nettet. I begyndelsen kendte hun ingen muslimer, som 18-årig konverterede hun. Og efter to år besluttede hun sig for at bære burka.

"Jeg er ikke undertrykt, jeg har selv valgt det. Jeg læste forskellige udsagn og billedlige beskrivelser af, at sådan gik kvinder klædt på profetens tid. Det er tydeligt, at det har været meningen. Han gik iblandt dem, og de kunne bare spørge ham til råds om, hvad der var det rigtige. Jeg opfatter det også som malplaceret, at jeg skal sidde sammen med min mand og hans venner. Hvad skulle jeg snakke med dem om, der ville bare blive en masse forlegenhed. Før jeg blev muslim, havde jeg det også bedst bare sammen med mine veninder," siger Anna. Et øjeblik efter ringer Ekstra Bladets journalist og beder Anna om at tjekke interviewet med hende. "Jeg håber, du vil godkende det," siger han. "Jeg er bare en helt normal pige ..." læser han op i telefonen.

Terrorlovens konsekvenser

De to kvinder har fulgt debatten på nettet om kritikken af de administrative udvisninger. Men PET kan vel heller ikke have spundet deres sag op på det rene ingenting? Har de to kvinder kunnet følge med i alt, hvad deres mænd har foretaget sig uden for lejligheden?

"Min mand interesserer sig overhovedet ikke for sådan noget. For lang tid siden, da jeg spurgte til tegneren, mente min mand, at han befandt sig i Holland. PET siger, at vores mænd har befundet sig tæt på tegnerens bopæl. Han vidste ikke engang, hvor det var. Under ransagningen beslaglagde PET hverken computere, mobiler eller 18.000 kroner, som min mand havde liggende kontant. PET havde planlagt deres historie på forhånd," mener Anna.

Miriam griner, forestillingen om hendes mand som terrorist er åbenbart grotesk:

"Min mand praktiserer islam, men er en moderne muslim, der respekterer dansk demokrati og kultur. Og jeg kender ham om nogen. Jeg kan se på ham, hvordan han har det, når han træder ind ad døren. Når jeg taler med ham på mobilen på arbejdet, kan mine kolleger ikke forstå, det er min mand, fordi vi griner og pjatter så meget sammen. Han er ret useriøs og ligner slet ikke sådan en fanatiker. Han er karseklippet og sportstrænet. Når han går ud, er det for det meste for at træne i Globushallen i Gellerup. Kollegerne på mit arbejde siger, at de ikke tror på anklagerne. Min mand er et hjemmemenneske, der elsker at hygge sig. Hvis han skulle gøre ting på nettet, så er det at se film og spille spil. Jeg spiller også en gang imellem," siger Miriam.

Ud fra Annas logik og overbevisning, er det ikke manden, der svigter hende, men de danske myndigheder.

"Anders Fogh vil jo ikke engang diskutere de administrative udvisninger," siger hun, rejser sig og forlader stuen, da telefonen endnu en gang bimler.

"Det her handler jo ikke om, at der er nogen i Danmark, der fører krig mod islam eller muslimer. Hele verden har jo været oppe at køre efter den 11. september," indskyder Miriam.

- Det er et bredt flertal i Folketinget, der har vedtaget den terrorpakke, der kan sende jeres mænd ud af landet uden rettergang ...

"Ja, men man var måske ikke helt klar over lovens konsekvenser dengang. Det tror jeg på, at folk får øjnene op for nu," siger Miriam.

Anna kommer ud fra soveværelset, hvor hun har snakket med advokaten. Der er godt nyt, tror hun. Advokaten har fået lov til at besøge hendes mand den efterfølgende dag. Og de sidder ikke isolationsfængslede: "Det er ligesom en rutchebane, først er man helt magtesløs, og så tror man alligevel, der er noget håb. Jeg sagde til advokaten, at han skulle sige til min mand, at jeg elsker ham."

"Hvad betyder det, at de ikke er isolationsfængslede," spørger Miriam ophidset. Anna kan ikke svare. Miriam forsvinder for selv at ringe til advokaten: "Jeg vil slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis min mand bliver udvist," siger Miriam, da hun vender tilbage fra et forgæves opkald til advokaten, "jeg kan ikke hjælpe ham, hvis jeg er helt brudt ned."

En farlig tid

Annas to børn er håndgribelige påmindelser om, at hun bliver meget alene, hvis den anke, advokaten har indgivet til integrationsministeren over udvisningerne, bliver afvist: "Hvordan skal jeg svare på, hvad jeg vil gøre. Min mand vil måske ikke engang være at finde i et tunesisk register," siger hun og vender ansigtet bort.

Jeg tænker på de to kvinder på Banegården, jeg tidligere på dagen hørte tale om de uroligheder og ildspåsættelser, der har præget forskellige byer i de foregående dage.

"Det er en farlig tid," mente den ene, en gråhåret kvinde med brun frakke og H&M-pose. Jeg spørger Miriam, om hun synes, det er en farlig tid.

"Jeg tager afstand fra de uroligheder, der har været, og jeg er meget ked af, at ballademagere har fjernet fokus fra, at Danmark i forhold til min mand overtræder den grundlæggende menneskerettighed, det er at kunne forsvare sig mod de anklager, der er rejst imod ham."

Eftermiddagen er blevet til tidlig aften, drengene er urolige, og Anna beder en tredje veninde, der har hjulpet med at passe børnene, om at hente de poser med madvarer, der står i en anden lejlighed.

"Jeg har ikke råd til at købe færdigmad endnu en aften," siger hun med et barn på hoften.

Da jeg vender tilbage til Banegården, er manden, der tidligere på dagen uddelte små bøger om islam og profeten på dansk, borte. Jeg viste den bog, jeg fik, til en af kvinderne i lejligheden, og hun sagde opmuntret, at det var godt, at der var mennesker, der arbejdede på mere forståelse mellem muslimer og ikke-muslimer i Danmark. Jeg spekulerer på, hvor mange danskere, der egentlig vil læse den bog, de har fået stukket i hånden på Banegårdspladsen. For er det ikke det, det hele bunder i - at muslimer ikke kan forstå, at langt de fleste danskere er lige så revnende ligeglade med Muhammed, som de er med Jesus?

Anna ønsker ikke at optræde med efternavn i denne artikel. Miriam er et opdigtet fornavn. De to kvinders identitet er redaktionen bekendt.