Debatten mellem de to kapaciteter på Rusland og Tjetjenien, Flemming Rose og Åsne Seierstad, går til benet af journalistisk troværdighed og det nødvendige afsæt i fakta. Rose har i en anmeldelse i Jyllands-Posten sat spørgsmålstegn ved sandheden i Seierstads historier fra Tjetjenien, hvilket Seierstad har reageret på med et krav om et debatmøde.
Rose er mødt op med hele fem kategorier af fejl i hendes nye bog, som han gennemgår fra sine otte tætskrevne sider. Faktafejl, sproglige fejl, forkerte fremstillinger af kon-krete forløb, vægtning af historiske episoder og Seierstads kildebehandling.
For at nævne et udvalg af Roses indvendinger, så skriver Seierstad syd, når det er vest, i bjergene, når det er ved foden af bjerget, grundlovsdag, når det er uafhængighedsdag og krigens begyndelse, når krigen ifølge Rose allerede har været i gang et godt stykke tid.
Hendes oversættelse af russiske udtryk er ligeledes ikke korrekte. Hun prioriterer ligeledes forkert, når hun ikke nævner den russiske befolkningsgruppe i Tjetjenien, og hun er ikke gået til originalkilder for at tjekke citater. Og så er der et problem med at vide, hvornår hun er til stede som aktiv fortæller eller ej i bogen, og det giver ikke mulighed for at tjekke Seierstads fakta. Rose mener, at fejl i journalistik ‘i disse år’ betyder mere end nogensinde.
“Det er en glidebane, der fører til fagets forfald, og det gør, at vi alle ender som historiefortællere,” siger Rose.
Seierstad tager til genmæle. Hun indrømmer, at der er faktafejl i hendes bog, hvilket hun finder ærgerligt. Hun påpeger dog, at de fejl, der er i bogen, ikke er fejl, der er skabt i hendes fantasi, men er et produkt af de kilder, hun har brugt. Med hensyn til de sproglige fejl, har hun ud over sit eget kendskab til russisk brugt en professor i Oslo til at tjekke de russiske udtryk. Professoren har efterfølgende måttet erkende, at Rose har ret i, at der blandt andet mangler et ord og et ‘r’ i nogle af de russiske udtryk. Det er fejl, men ikke fejl, der sætter hendes troværdighed over styr, mener Seierstad.
Hun har ligeledes brugt diverse faktatjekkere i Tjetjenien til at efterprøve hendes faktuelle oplysninger, og ingen har fanget de fejl, Rose har fundet. Hun mener desuden, at Rose overdriver sin faktaiver i visse tilfælde som for eksempel med hensyn til de geografiske fejl.
“Sydvest er også syd, ved foden af bjerget er stadig i bjergområdet. Det er altså godt nok til mig,” siger Åsne Seierstad.
Med hensyn til de reelle begivenheder og forløb mener Seierstad ikke, det er hendes job at folde alle historiske fakta ud. Hun vælger og vinkler som i al journalistik, og det faktum at hun udelader detaljer, gør ikke, at hun lyver eller skaber et falsk billede. Seierstad mener, at hvis man bruger for mange fakta, vil det stå i vejen for at formidle historien om den barske virkelighed, der hersker i Tjetjenien, og de vilkår, krigens børn lever under. Og dele af de fakta, Rose efterlyser er af samme grund taget ud af bogen.
“Fakta er en død hest,” siger Seierstad.
Hvilket er en henvisning til hendes redaktørs ord, da han læste det afsnit, som Rose efterlyser. Hun mener, at formidlingen handler om mere end fakta, det handler om at fange en stemning, der drager læseren ind i fortællingen, hvilket med Tjetjenien er essentielt, fordi der ingen dagsorden er omkring forholdene her. Der er et behov for at tvinge læseren til at forholde sig til det. Man må ifølge Seierstad vælge sit fokus, og hun har valgt sit ud fra en ambition om at få historien om Tjetjenien på dagsordenen. Det udelukker nogle aspekter, men det er de vilkår, journalistikken har.
“Det er umuligt at fortælle alting, og det er forkert at tro, at historien bliver mere korrekt, fordi man gør det,” siger Åsne Seierstad.
De to debattører bliver afbrudt i deres diskussion af fakta og journalistiske overvejelser af spørgsmål fra salen. En ældre mand rejser sig op og anfægter, mere end han stiller et spørgsmål, Seierstads fremstilling af virkeligheden, som han finder ufuldstændig.
“Virkeligheden er ikke din, men det samlede billede, virkeligheden er …,” siger manden, der bliver afbrudt af Åsne Seierstad.
“Selvfølgelig er det mit syn!” siger Seierstad og slår ud med armene. “Hvor har jeg skrevet, at det er den endegyldige sandhed? Hvor står det henne?” spørger Seierstad.
Manden sætter sig ned, mens han mumler: “Det er mig, der stiller spørgsmålene.”
Et nyt spørgsmål går denne gang til Flemming Rose. En kvinde vil vide, hvorfor fakta er så vigtige for Rose, og hvorfor en journalist ikke må være kunstnerisk.
“Du er offer for den tendens, vi ser mange steder … vi (journalister, red.) lever af vores troværdighed, og fakta er kun et større krav i fortællende journalistik end almindeligvis, fordi man som i Åsnes tilfælde opererer med en lukket fortæller, hvor det er umuligt at tjekke hende,” svarer Rose.
Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, rejser sig for at advare mod puritanisme. Fejl sker, ifølge Riis. Han mener, at han har lært langt mere om Tjetjenien fra Seierstad end fra Jyllands-Posten og Politiken.
Seierstad blander sig. Hun henviser til en artikel om sin bog i Jyllands-Posten, hvor der var to fejl. Man havde skrevet titlen på bogen forkert, så den hed Englen fra Groznyj og ikke Englen i Groznyj, og navnet på den fotograf, der havde taget billedet, der fulgte med artiklen, var ligeledes forkert.
“Der var to fejl på én side. Men det gør ikke Jyllands-Posten som helhed mindre troværdig i mine øjne,” siger Åsne Seierstad.
Rose er ikke enig. Fejl er fejl, lyder det. Og de mindsker altid troværdigheden, ligegyldigt hvilke fejl der er tale om.
Thomas Bindesbøll Larsen, der er formand for Støttekomiteen for Tjetjenien, og som har beskæftiget sig med Tjetjenien de sidste 10 år, har ikke kunnet se faktaenes betydning igennem sit mangeårige arbejde, ligegyldigt hvor mange der er blevet slået ihjel.
“Man bliver nødt til at sørge for, at folk bliver grebet,” siger Bindesbøll.
Rose bryder ind.
“Åsne gør sig sårbar, når der er fejl,” siger Rose.
“Er der nogen bog uden fejl?” råber Bindesbøll tilbage, imens Rose taler videre.
Debataften med Åsne Seierstad og Flemming Rose. Nationalmuseet torsdag den 21. februar