DET ER FRISTENDE at konstatere, at det bedste ved de nu afsluttede energiforhandlinger er, at de er - afsluttede. Det har været stærkt frustrationsskabende for store dele af den hjemlige energisektor og motivationshæmmende for en klimabekymret offentlighed, at regeringen og Folketingets partier igennem et helt år har ført skyttegravskrig om de kommende års energipolitik.
Derfor er det i sig selv en stor lettelse, at forhandlerne torsdag aften kunne træde ud af klima- og energiminister Connie Hedegaards mødelokale og erklære, at en aftale var indgået. Omsider kan nationen trække i arbejdstøjet og tage fat på den bogstaveligt talt livsvigtige opgave med at gøre noget ved det fossile energiforbrug, der truer såvel klodens klima som nationens forsyningssikkerhed.
Før man kaster sig over udfordringerne, er det imidlertid interessant at reflektere over selve forhandlingsforløbet. I en situation, hvor internationale klimaforskere siger, at vi har mindre end 10 år til at bremse væksten i de globale CO2-udledninger, er det hjemlige politiske forløb et tankevækkende billede på demokratiets arbejdshastighed. Allerede i juni 2007, da politikerne gik på sommerferie, lå der et udkast til energiaftale. Sammenligner man dette udkast med torsdagens endelige aftale, kan man se, hvad de folkevalgte kan præstere af fremskridt i klimaets tjeneste i løbet af otte måneder.
S, SF og de radikale har siden juni 2007 presset regeringen til at forbedre resultatet med én 200 megawatt (MW)-vindmøllepark til havs, 150 MW ny vind på land, ekstra fem øre mere pr. kilowatt-time (kWh) for vindmøllestrøm på land, ekstra 9,5 øre pr. kWh for biogas-el samt et krav om 75 pct. reduktion i 2020 af energiforbruget i nybyggeri. Til gengæld er der ud af aftalen røget juni-udkastets krav om, at det fossile energiforbrug skal være reduceret med 15 pct. i 2025. I en smal særaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance har energisektorens mastodonter DONG Energy og Vattenfall tværtimod fået grønt lys til at fyre med kul på Avedøre 2- og Skærbæk-værket, der i dag kører på henholdsvis olie+biomasse og naturgas.
Dette er ændringerne fra juni 2007 til februar 2008. Så langt - eller kort - på otte måneder.
SELVE TORSDAGENS energiaftale har Connie Hedegaard kaldt 'historisk', og HUN HAR udlovet en præmie til den, der kan finde et andet EU-land med 20 pct. vedvarende energi i 2011 (bortset fra de fire der allerede i dag har over 20 pct. via bl.a. deres vandkraft). Til det må siges, at Danmarks pæne position - i dag 15,6 pct. vedvarende energi - skyldes indsatsen i årene før regeringens tiltræden, at den årlige tilvækst i den ny aftale ikke er mere ambitiøs end tilvæksten, før regeringen satte tingene i stå, samt at tilvæksten er mærkbart mindre, end det er dokumenteret mulig i en stribe uafhængige energiscenarier.
DET SAMME GÆLDER aftalens energibesparelser: Ambitionsniveauet er markant lavere end dokumenteret muligt i striben af uafhængige scenarier. Isoleringsfirmaet Rockwool, der ikke kun har interesser i sagen, men også indsigt, kalder aftalen "uambitiøs og slap", når det handler om at realisere de store besparelsesmuligheder i eksisterende bygninger. Her stiller aftalen ingen krav, men taler alene om 'kampagner'. Så når SF's Anne Grethe Holmsgaard torsdag aften kunne kalde sparemålet om to pct. reduktion i bruttoenergiforbruget i 2011 for en sejr, var det alene fordi, regeringen under de afsluttende forhandlinger forsøgte at løbe fra dette mål, som faktisk var på plads allerede i juni-udkastet.
Mest bizart er næsten, at forhandlerne ikke har fastsat noget nyt nationalt mål for CO2-reduktion - som kunne svare til f.eks. den tyske regerings beslutning om 40 pct. CO2-reduktion i 2020. Ja, man har end ikke regnet på, hvad aftalen faktisk betyder for de danske udledninger.
DETTE ARBEJDSTEMPO, sammenholdt med tempoet i de globale klimaforhandlinger, signalerer, at de nationale og internationale politiske institutioner arbejder for langsomt til at redde verden fra ukontrollable klimaforandringer. Står det til det danske Folketing, andre parlamenter og FN's klimafora, så lykkes det ikke.
Konklusionen på det er imidlertid ikke, at man skal skrotte Folketinget og FN's klimamøde i København næste år. Konklusionen er, at omstillingen til bæredygtighed kræver mere og må accelereres på anden vis: ved at supplere det politiske maskineri med intensivering af erhvervslivets grønne revolution. Og ved et direkte klima-engagement hos borgerne selv - i form af et folkeligt pres på politikerne, der faktisk kan mærkes, og i form af ændrede forbrugs- og adfærdsmønstre.
Men altså: Nu er det politiske tovtrækkeri endelig overstået. Nu ligger der mere eller mindre klare mål, krav og økonomiske støtteordninger, som diverse aktører kan agere efter. Nu handler det om at rejse møllerne, fyre biomasse ind i kraftværkerne og opsøge energibesparelserne.
Og transportsektoren? Den kommer de nok også til en dag.