Normalt taler man ikke om, at lande enten er vågne eller faldet i søvn, men når man som jeg på årlig basis bor i Kina, USA, Danmark og Egypten, forekommer billedet anvendeligt. Danmark og Egypten som de søvnige, modsat de vågne og spillevende Kina og USA. Hvad enten billedet nu er korrekt eller ej, så er forholdet mellem Kina og USA utvivlsomt den vigtigste bilaterale relation i det 21. århundrede. Noget Hillary Clinton gang efter gang har gjort opmærksom på i sin kampagne.

Kina omtaler sig selv som verdens største u-land og betragter sig som leder af den fattige verden. USA er til gengæld verdens største udviklede land. Det er ikke nogen særlig heldig klassifikation. Mere rigtigt er det at se Kina som USA's vigtigste medspiller på verdenscenen.

Hvad drejer spillet sig om? Om økonomi, om miljø, om energi og om sikkerhed.

Kina sidder i dag på 1.400 milliarder dollar. Hvis Kina fandt på at smide hele beløbet ud til salg på markedet, ville det skabe kaos i USA's økonomi. Samtidig ville det naturligvis være dumt af Kina at gøre det, fordi tabet ved en stort set værdiløs dollar også ville være kæmpestort for Kina. Men selve den kendsgerning, at det kunne ske, gør USA nervøs og skaber en afhængighed mellem de to lande, som især USA ikke nødvendigvis værdsætter.

Så kunne man forestille sig en situation, hvor Kina ville foretage en sådan halsløs gerning? Under normale omstændigheder nej, men kommer der krig om Taiwan, bliver det pludselig meget mere sandsynligt, at Kina med alle midler vil forsøge at skade USA. Og kan gøre det.

Både Kina og USA tager nu miljøproblemerne alvorligt. Dog desværre ikke så alvorligt, som vi gør i EU. Begge er de bange for, at dramatiske tiltag, såsom de af EU vedtagne reduktioner i CO2 -udslippene, vil få alvorlige følger for økonomien. Nu er USA jo et rigt land, så vi europæere har svært ved at tage den amerikanske bekymring alvorligt, men den kinesiske er reel. Kina er stadig et fattigt land med gennemsnitlige indtægter pr. indbygger, der i købekraft ligger på en tiendedel af vore i USA og Danmark. Så Kina vil fortsat se økonomisk fremgang som et afgørende mål. Om Kinas voldsomme vækst så i det hele taget er miljømæssigt bærbar er en anden sag.

De to værste forurenere

Jeg opholder mig hvert år fem måneder i Kina. Jeg er gæsteprofessor på Sichuan- provinsens befolkningsinstitut i provinshovedstaden Chengdu. Alle taler om forureningen i Beijing op til sommerens Olympiske Lege, men luften er ikke bedre i Chengdu. Hvis jeg i de fem måneder oplever tre klare solskinsdage, skal jeg være heldig. Normalt kan man kun ane solen som er rød fuldmåne en tre timer efter den er stået op, og den forsvinder med samme farve i forureningsdisen midt på eftermiddagen.

USA og Kina er de to værste forurenere i verden. Klimakonferencen i København i 2009 vil være meningsløs, hvis USA og Kina som hidtil kun nølende og modstræbende vil samarbejde.

USA og Kina er også de største forbrugere af energi i verden. For kun et par generationer siden var de begge olieeksportører. I dag er de de største importører. Konkurrencen om olien er allerede i fuld gang. Kina er villig til at købe olie hvorsomhelst og af hvemsomhelst, uanset om sælgerne tilhører slyngelgruppen. Sudan og Iran er eksempler. Men på langt sigt kan Kina ikke nøjes med slyngelstaternes olie, så USA og Kina er tvunget til at finde en måde at dele olien på uden samtidig at se se olieprisen nå astronomiske højder.

Men problemet ligger ikke bare i oliesektoren. Kina vil fortsat have brug for kulfyrede elværker - der bygges to af slagsen om ugen i Kina! - og de sviner mere end nogen anden form for energiproduktion.

Der er stadig mange mulige teknologiske landvindinger i energisektoren, der kan gøre forureningen pr. kilowattime mindre. Men hvis kineserne skal op på vores levestandard, skal den samlede verdensproduktion af goder mere end fordobles, og det vil kræve fortsat brug af alle energikilder, også de mest forurenende. Mere brug af atomkraft vil også være uundgåelig.

Allervigtigst er naturligvis det sikkerhedsmæssige forhold mellem USA og Kina. Kina er militærmæssigt stadig langt efter USA, men haler hurtigt ind med en kraftig modernisering af sine styrker. Det gav genlyd i Pentagon sidste år, da Kina skød en af sine egne vejrsatellitter ned og tillige sendte en sonde af sted mod Månen.

Kapitalismen vinder

Kinas militære oprustning mødes officielt med bombastisk modstand fra USA, men samtidig har Bush i det stille støttet forankringen af Kinas sikkerhed. Det er amerikanerne, der fortæller taiwaneserne, at de skal tage det roligt med uafhængighedstruslerne. Det er også amerikanerne, der får Japan til at udjævne de mulige konflikter med Kina. Yderligere har amerikanerne og kineserne i skøn forening gjort deres til at holde den gale mand i Nordkorea under kontrol.

Et afgørende skridt ville være direkte militært samarbejde mellem Kina og USA. Det skulle ikke undre mig, om det ville komme i stand under en fremtidig demokratisk regering i USA.

I mellemtiden er de to i fuld gang med at kæmpe om den 'bløde' magt i verden, altså at man politisk, økonomisk og kulturelt bliver et eksempel for andre lande. På trods af sit problematiske omdømme i øjeblikket, fører USA her klart. Det er demokratiet, der vinder. Det er kapitalismen, der vinder - om end måske i en lidt mildere udgave end den krasse amerikanske. Det er amerikansk tøj, film og musik alle efterligner. Kina er lidt spagfærdigt i gang med at oprette kulturinstitutter rundt omkring med intensive kinesisk kurser, men kinesisk er sværere og mindre eftertragtet end engelsk, og Hollywood er stærkere end den kinesiske filmindustri.

Kina har en chance i Afrika. Kinesisk bistand er kraftigt stigende og kommer uden umiddelbare betingelser, hvor der med den vestlige altid følger krav om bedre regeringsførelse, undervisning af piger og kvinder, og mindre korruption. Rimelige krav, synes vi, men afrikanerne foretrækker ofte de direkte, nemt tilgængelige kinesiske investeringer.

Det er i hele verdens interesse, at Kina og USA har et godt forhold til hinanden. Jeg tror, at udsigterne er ganske lyse. Kina ønsker at integrere sig i verdenssamfundet, at blive hvad amerikanerne kalder en 'responsible stakeholder' (ansvarlig deltager). Det gælder i FN, det gælder i Verdenshandelsorganisationen, det gælder i Verdensbank og Valutafond. Og det ville absolut være en god idé at optage Kina i den fornemste internationale klub, G8-samarbejdet. Det virker besynderligt, at Rusland er medlem her, når Kina står udenfor. Også det vil en ny regering i Washington kunne foreslå.

Samtidig skal man dog ikke undervurdere de store forskelle mellem de kinesiske og amerikanske samfunds-systemer. Kina vil i overskuelig fremtid forblive et autoritært land ledet af sit kommunistiske parti. USA, som vi oplever det her under præsidentkampagnen, er et markant eksempel på et vestligt demokrati.

'Enten-eller'

Kina og USA tænker forskelligt. Kina er indbegrebet af en pragmatisk stormagt, der altid vil handle til egen fordel. Kina er et 'både-og'-land, hvor man på samme tid kan være både kapitalist og kommunist, både blikkenslager og bager. Det giver den store fleksibilitet, som fremmer økonomisk vækst. Men det medfører også, at Kina godtager regimer, som vi andre ikke bryder os om, sålænge Kina blot har adgang til deres ressourcer. I den amerikanske tankegang er der til gengæld et element af 'enten-eller', som udtrykt af Bush efter 11. september. "Enten er I med os, eller også er I mod os". Holdningen medfører, at moral på godt og ondt bliver en del af den amerikanske udenrigspolitik. Det var vi glade for i de to verdenskrige,

men ikke i Vietnam og Irak.

Om Kina og USA trods forskelligheden kan holde balancen sig imellem, bliver det 21. århundredes største geopolitiske spørgsmål. Dragen er vågnet derude i Kina og er på jagt efter morgenmad. Cowboyen vogter den vagtsomt.

Sven Burmester er forfatter og udforsker