Ansøgertallet til de 19 ph.d.-stipendier på Københavns Universitets Humanistiske Fakultetet er på bare et år faldet fra 252 i 2007 til 151 i 2008. De unge kandidater fravælger universitetet til fordel for det private erhvervsliv, fordi en forskerkarriere ikke længere er specielt attraktiv, mener Frans Gregersen, der er professor og centerleder for grundforskningsfondens forskningscenter DGCSS og derigennem har fire ph.d.er ansat:
“De har svært ved at se, hvad de skal bagefter, fordi der ikke blev opslået ret mange stillinger. Det tror jeg, er den væsentligste grund. Men stemningen herude er bestemt ikke i top, og det spiller også ind. Vi skal undervise mere, vores frihed bliver presset af universitetsloven, og samtidig kan kandidaterne se, at jævnaldrende tjener mere ude i det private erhvervsliv,” siger Frans Gregersen og tilføjer:
“Man må stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er attraktivt at få en forskerkarriere.”
Samme holdning har Frederik Tygstrup, der er leder af forskerskolen i Kultur, Litteratur og Kunstfag:
“Det er svært at komme ind i varmen. Det er en ting. Men hvor godt ser det så overhovedet ud for os, der rent faktisk er inde i varmen. Er det en attraktiv karriere? Forholdene er forværrede de seneste år, og karriereforløbet er overordentlig usikkert. Hvis man vil tjene penge, så er det heller ikke en branche, man vil opsøge, for kandidater får bedre lønninger uden for universitetet.”
På Frederik Tygstrups eget institut har man i høj grad mærket ændringen:
“Over tre år er der sket en halvering i antallet af ansøgere på vores institut. Vi har altid taget det for givet, at vi naturligvis fik de bedste hjerner, men sådan er det ikke nødvendigvis fremover, for det private erhvervsliv lokker med god løn og gode arbejdsforhold. På den måde er de her tal et ‘wake up call,’ for os,” siger han.
De samme erfaringer har Frans Gregersen:
“Nogle af de kandidater, der kunne blive rigtig dygtige ph.d.’er siger ‘det gider jeg ikke’. Det er endnu ikke almindeligt, men det breder sig. Så der er en klar fare for, at de allerbedste efterhånden tænker: ‘Det er da en skodkarriere.’”
Men udviklingen er ikke kun negativ, understreger Frederik Tygstrup:
“Man kan se det som en krise, og det er til dels også en krise. Men man kan også se det som et udtryk for, at flere har mulighed for at få et godt arbejde. Det er der god grund til at glæde sig over. Tidligere manglede der nogle attraktive alternativer, som måske findes i dag. Men så skal vi også gøre os mere attraktive.”
Blandt de ph.d.’ere, der lige nu studerer på fakultetet, er stemningen også i bund.
Mange har sygemeldt sig og flere er decideret gået ned med stress:
“Der er en trøstesløs stemning. Folk er pressede, og udsigten til jobs er meget lille, så folk føler, at de sidder på lånt tid. Det giver et dårligt arbejdsmiljø,” siger en ph.d.-studerende på fakultetet, som ikke ønsker at stå frem med navn. Han bakkes op af Frans Gregersen,
“Mange af de ph.d.-studerende føler ikke, at de får den support fra systemet, som de har krav på, hvis de skal yde det, de er ansat til - nemlig at yde en selvstændig og original forskningsindsats,” siger han.
Prodekan for forskning, Mette Thunø, kender godt til problemet blandt de ph.d.-studerende:
“Jeg tror, at den væsentligste forklaring er, at mulighederne for en fast stilling på universitetet er så ringe inden for humaniora, og at man kan se frem til nogle lønninger, der ikke kan stå mål med, hvad man kan få som kandidat i det private erhvervsliv,” siger hun. Hun kender også til problemerne med stress:
“Vi har snakket om arbejdsmiljø med de unge forskere, og på fakultetets pd.d.-skole, som jeg er leder for, har vi et kursus, der skal lære dem bedre arbejdsmetoder og lærer dem, hvordan man undgår at blive stresset,” siger hun.
Mette Thunø kan ikke genkende problemet med, at mange ph.d.-studerende melder sig syge. Det kan en ph.d.-studerende, som Information har talt med, dog ikke få til at passe:
“Jeg kan i hvert fald komme i tanke om fem alene på mit institut. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at de alle er med i den officielle statistik,” siger han.
Lige som Frans Gregersen og Peter Tygstrup, forklarer han det lave ansøgertal med de ringe jobmuligheder og forskerjobbets faldende prestige:
“Engang var det sindssygt prestigefyldt at være forsker. I dag tror jeg det har ændret sig. Jeg tror ikke, det er specielt funky at stå på en bar og sige, at man er forsker.”
At jobbet som universitetsansat er blevet mindre prestigefyldt, er dekan Mette Thunø også enig i:
“Jeg tror generelt, at jobs i uddannelsesverdenen har mistet prestige og status. Og når der er bedre løn uden for universitetet, så vælger mange at søge væk,” siger Mette Thunø.