Aziz trækker gardinerne for alle vinduer i lejligheden. Han sidder i mørket og ryster, for Saddam Husseins efterretningstjeneste kan være overalt, og de er ude efter ham. De vil lukke ham inde i den lille celle igen og udsætte ham for de ting, som han ikke kan bære at tænke på.
Selv om Saddam Hussein er blevet henrettet, og selvom Aziz ikke længere bor i Irak, men på Nørrebro, har angsten ikke forladt ham. Inden Aziz kom til Danmark, arbejdede han i en lille kosmetikbutik i Irak, hvor han solgte makeup og parfume. Nu er han førtidspensionist. Han kan ikke arbejde, for han kan ikke sove om natten, og om dagen kan han kun sidde bag de beskyttende gardiner.
Aziz tilhører den tredjedel af alle flygtninge, der kommer til Danmark, som lider af svære traumer fra krigsoplevelser, fængsling eller tortur. Traumerne har efterladt ham i en tilstand af angst, som gør ham ude af stand til at klare selv de mest basale gøremål i hverdagen. Men traumerne fra torturen rammer ikke kun Aziz, de rammer hele familien, og sådan er det for langt størstedelen af de flygtningebørn, der vokser op med traumatiserede forældre i Danmark. Hvis ikke traumerne bliver behandlet, fortsætter de med at præge familierne i op til tre generationer, fortæller Tina Mouritsen som behandler traumatiserede flygtningebørn på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) .
“Børnene får samme symptomer som forældrene. De får hukommelsesproblemer, de får koncentrationsvanskeligheder. De har svært ved at sove, og de kan udvikle angst. Nogle reagerer ved at blive meget sensitive, ved at være aggressive og reagere ude af proportioner i forhold til noget, som andre børn ville tage som helt naturligt,” forklarer Tina Mouritsen.
Børnene bliver det, man i fagsprog kalder sekundært traumatiserede. Det betyder, at forældrenes traumer smitter børnene, som selv får alvorlige psykiske problemer.
Aziz har tre børn. Mohammed på otte år, Ali på syv år og Heba på fire år. De går i skole. Kommer hjem klokken halv to-to hver eftermiddag. De laver deres lektier, ser tegnefilm og leger lidt. Hvis solen skinner, går de ud på legepladsen. På mange måder lever de et liv ligesom alle andre danske børn, men de har det ikke godt.
“De har lagt mærke til i institutionen, at børnene er aggressive. De ved ikke, hvordan de skal opføre sig,” siger Zinab, som er gift med Aziz og mor til de tre børn.
“Aziz siger til dem: ‘Pas på, I skal ikke gå med nogen. Det er kun med mig, I må gå’. Han siger det tit til dem, så de er meget bange. De græder af hvad som helst - det er lige meget, så græder de, og de har ikke nogen venner. Heba vil ikke komme i institution, fordi hun siger: ‘Jeg har ikke nogen venner. Der er ikke nogen, der vil lege med mig’,” fortæller Zinab. Zinab kommer fra Syrien. Hun er blevet familiesammenført med Aziz i Danmark, hvor alle børnene er født.
Selv om forældre ofte tror, at de kan skjule deres traumer, så opfatter børn langt mere, end voksne er klar over:
“Om natten dukker traumerne op som mareridt med skrig og råb. Far går rundt på gulvet, og mor trøster. Om morgenen spørger børnene, hvad var det for noget, og så får de at vide, det var ikke noget. Den tavshed, hvor der alligevel er noget, den påvirker børnene. Det kører rundt i hovedet på dem, og det sidder i dem på livstid, hvis ikke de bliver behandlet,” siger Sven Arvid Birkeland, som forsker i traumers vandring gennem generationer på RCT København.
Forældrenes traumer smitter børnene. Det kan de gøre på forskellige måder. De kan gøre det ved, at forældrene på grund af deres egen traumatisering ikke magter at tage sig af børnene. Eller det kan ske gennem den form for kommunikation, der er i familien. I nogle familier snakker man slet ikke om de traumatiske hændelser, mens børnene i andre familier får alt for voldsomme beskrivelser af de ting, forældrene har været udsat for. Begge dele er lige skadelige for barnet.
“Det er forfærdeligt for børnene, når forældrene er traumatiserede. Det kan ikke undgå at påvirke dem. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke er påvirket på den ene eller den anden måde,” siger Sven Arvid Birkeland.
Han har i sin forskning interviewet efterkommere af modstandsfolk, som blev tortureret under Anden Verdenskrig. Hans undersøgelse viser, at traumerne fortsætter med at præge familierne i tre generationer:
“Når børnene stifter hjem, bliver de hjem også anderledes. Deres uforløste forhold til forældrene betyder, at der er mange ting, som de ikke forstår. Nogle har haft den her meget uheldige rolle, at de er blevet brugt som forældre for deres forældre, og det kan børn slet ikke mønøvrere i. Det skader barnet,” siger Sven Arvid Birkeland.
Han mener, at traumevandring gør sig gældende hos de fleste ofre for krig og tortur og understreger, at de flygtninge, der kommer til Danmark, er endnu mere udsatte, fordi de lever i eksil uden deres netværk:
“Traumet vandrer helt klart gennem generationer. Det er ikke torturtraumet, der vandrer, det er reaktionerne og måden, man tackler og mestrer det, eller ikke mestrer det på, som præger familien i generationer,” siger Sven Arvid Birkeland.
Zinab gør, hvad hun kan for, at hendes og Aziz’ traumer ikke skal smitte børnene: “Jeg snakker med dem. Jeg spørger, hvis de lider eller har det dårligt, for at finde ud af, hvordan de har det,” fortæller hun.
Alligevel er børnene stærkt påvirkede af deres forældres traumer. Derfor har Zinab sørget for, at børnene er kommet i behandling:
“Børnene har fået det lidt bedre. Før i tiden skændtes de meget. De legede meget krig og var meget voldsomme. Det er blevet meget mindre nu. De er blevet mere interesserede i at passe på hinanden og være søde over for hinanden,” siger hun.
Aziz’ navn er opdigtet, da han frygter at blive genkendt af Saddam Husseins efterretningstjeneste.