DEN ILLUSIONSLØSE svenske forfatter Hjalmar Söderberg brugte som motto for sit skuespil Gertrud denne replik fra stykkets tredje akt:
"Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed."
Og sådan er det: Mennesker tumler rundt mellem trangen til intimitet, angsten for at komme andre for nær og frygten for ikke selv at slå til.
Hvem kan hjælpe dem? Det er der mange, der tilbyder at gøre. Mod betaling, forståeligvis. Siden urtid har åndemanere, præster og kloge koner haft et pænt udkomme. Nu om stunder hedder den slags sjælehjælpere: en coach - eller sågar en guru.
Information kunne i weekendens udgave bringe en sørgmunter reportage fra et temamøde, der bar titlen "Selvudvikling A/S" og foregik på Karrierebar, der - a propos kødets lyst - ligger på Flæsketorvet.
Mødet havde undertitlen "Fortjener vi alle en guru?". Det handlede om markedet for coaching. Og der blev filosoferet meget over 'det gode liv', og hvordan man erhvervsmæssigt hjælper andre med at få det.
GRINAGTIGT FØG mødet med amerikanske brokker og floskler. Her er et par sound bites fra det professionelle coach-oplæg:
-"Man transcendenserer beyond yourself. Det er senmodernitetens barske vilkår."
-"De gør an impact on the world."
-"Måske har peaket allerede været der."
-"Illuminating the blind spots. Det er der en ongoing discussion af."
Havde Ludvig Holberg siddet blandt publikum, ville han bagefter være vandret hjem og have grebet fat om sin gåsefjer og skrevet en latterliggørende komedie i stil med Jean de France og Erasmus Montanus. Som en udstilling af tidens sprognykker kunne Holberg kalde sit nye teaterstykke: Coach of HappyWork.
For dermed ville det også være sagt, at coaching navnlig handler om at tilpasse mennesker til arbejdsmarkedets fordringer. Om at tage fat på alle fra direktør til receptionist og få dem til at vride deres indre til at yde sit ypperste. Og når de på et eller andet tidspunkt har vredet sig, så de ikke har mere at yde, well, too bad. Så har vi en udslusningsordning: One on the fast track.
HJERTESKÆRENDE var den monolog, som coach og P1 coach-programvært Sofia Manning afleverede på mødet. Den lød sådan her:
"Har jeg set nogen forandring på selvudviklingsmarkedet i det årti, jeg har været med? Ja, først handlede det om: 'Hvordan kan jeg tjene endnu flere millioner?' Så skete der en desillusionering. Jeg tror, alle herinde kender det. Det, der sker, det er, man siger, at et nyt job er fedt - det første halve år. Så finder man ud af: 'Jeg må have mig en kæreste, en soul mate.' Og så tror man, det er dét. og hvor længe går der? Syv måneder. Det er vist så længe, forelskelsen varer. Og så finder man ud af, at man vil have børn. Og så er det alligevel ikke dét. Og så tænker man: 'Jeg må hellere blive skilt.' Og mange i slutningen af 30'erne når frem til: 'Jeg må enten have mig en elsker - eller en coaching-uddannelse.'"
EN ELSKER ELLER en coaching-uddannelse! Så er vi jo tilbage i kødets lyst og sjælens ensomhed. Og hvor meget har al guru-terapien så hjulpet?
Venligt kan man sige, at coaching afspejler det forhold, at tidsånden bedømmer menneskers værdi på deres fremgang i arbejdslivet. Da nu den enkelte har det med at være optaget af meget mere end karrieren, skal der en bearbejdning til. Og herregud, hvis coachingen bare er narresnak og ellers nye etiketter på gamle sandheder som "Kend dig selv", "En sund sjæl i et sundt legeme" og "Lykken er hverken gods eller guld"... jamen, så er det vel til at leve med for alle implicerede parter. Coachen kan oven i købet leve godt; arbejdsgiveren kan glæde sig, hvis produktiviteten stiger, og den ansatte kan finde opmuntring i at svinge med tiden.
Risikoen er selvsagt, at coachingen overskrider anstændighedens grænse og bliver en aggressiv sjæleindtrængen for at sikre apatisk konformitet. En ny udgave af 'det hvide snit', som hjernekirurger førhen skar på genstridige patienter.
PÅ GURU-MØDET sagde CBS-filosofiprofessor Ole Fogh Kirkeby: "Om ti år tror jeg alt er coaching. Problemet er bare, at 80 procent af dem, der foretager det, er uegnede til det. (...) Det er et samfundsmæssigt problem, at der er så mange klamphuggere."
Det leder til en anden illusionsløs svensk forfatter med indsigt i kropslyst og sjælenød, nemlig August Strindberg. I hans teaterstykke Et Drømmespil optræder en plakatopsætter, der bruger sit liv på at ønske sig et grønt fiskenet. Da han endelig får sit grønne fiskenet, så er det ikke lige den grønne farve, han har drømt om: "Nettet er fint nok, men ikke sådan, som jeg havde tænkt mig."
Måske på samme måde med 'det gode liv', som en coach kan bibringe sine kunder. Det kan vise sig fint nok, men ikke sådan, som de havde tænkt sig.