Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, blev i sidste uge yderst upopulær, efter at han i en tale havde forslået, at der kan indføres sharia-domstole i Storbritannien. Williams støtter sig i sit foredrag, blandt andet til Tariq Ramadan, formand for tænketanken, European Muslim Network, og en af ophavsmændene til begrebet “euro-islam”. Ramadan har argumenteret for at sharia ikke nødvendigvis er uforeneligt med demokrati, et synspunkt der deles af Rowan Williams.
Information.dk har spurgt Tina Magaard, Ph.d og forsker i islamisme ved Århus universitet, om hendes syn på sagen.
Du har før kritiseret Tariq Ramadan, og den popularitet han nyder blandt intellektuelle i Europa. Leger ærkebiskoppen med kræfter, han ikke forstår?
- Når ærkebiskoppen udtaler, at der “kun er en lov for alle”, men at loven bliver “nødt til at tage hensyn til” at folk har “andre tilhørsforhold og andet at være tro overfor” så lyder han som en kopi af Tariq Ramadan. For at opnå lytterens accept fastslår man først en universel lovgivning, for så at opløse samme i en differentiering, som jo netop i praksis indebærer, at man får parallelle lovsystemer. Ærkebiskoppen lægger sig på linje med de islamistiske stater og bevægelser, som de sidste 25 år har arbejdet for at få indført shari’a i Europa. Det første kendte eksempel er fra 1983, hvor det saudisk-støttede Islamic Council for Europe kommer med et forslag til en islamisk forfatning […] Så når islamister refererer til den slags problemstillinger, er det godt at huske på, at de faktisk kan referere til en allerede eksisterende juridisk ramme. Det er bare ikke alle europæere, der ved den ramme eksisterer. Gad vide om ærkebiskoppen ved det?
Findes der noget hos Ramadan, som efter din vurdering, trods alt er opbyggeligt i forhold til aktuelle problemer i Storbritannien og herhjemme?
- Inden man overhovedet begynder at diskutere Ramadan, må man sætte sig ind i hvad han står for. Det gør man ikke ved at læse hans interviews til pressen, hvor han vil bruge abstrakte ord som “reform” og “dialog”, som favoriserer læserens egne projektioner af, hvad de ord betyder. For at forstå, hvad han mener med ordene skal man lytte til hans kassettebånd. Der forklarer han, hvad islam er for ham: “den første islamiske videnskab er ikke teologi, vi har ikke nogen teologi, der er ikke nogen diskurs om Gud i islam (.) hvad vi derimod har, hvad er vores første videnskab, det er en Lov, jura og retspraksis”, ligesom han udtaler at “Jeg accepterer lovene så længe disse love ikke tvinger mig til at gøre noget mod min religion”. Den reform, han går ind for, betyder blandt andet at “For den praktiserende muslimske kvinde er det obligatorisk at bære slør fra det øjeblik, hun kommer i puberteten”. Ligeledes har Ramadan skrevet forord til det Europæiske Fatwaråds første fatwasamling, hvor han taler om europæiske muslimers ret til at få ” juridiske svar tilpasset deres eksistens i dette nye miljø”. De juridiske svar, som Fatwarådet giver, er blandt andet at muslimer skal arbejde for at “organisere deres civilstatus med hensyn til ægteskab, skilsmisse og arv”, hvilket i praksis betyder at kvinder kun må arve det halve af mænd og står svagt i skilsmissesager.
Ikke enighed om Sharia
Yildiz Akdogan, MF socialdemokraterne, og talsmand for Demokratiske Muslimer, udtalte i mandags til information.dk, at hun ikke mente at det overhovedet gav mening at etablere et sharia-råd i Danmark, da danske muslimer er så forskellige at det vil være umuligt at komme til enighed om den rette tolkning.
Tina Magaard medgiver at Sharia kan være mange forskellige ting, men kritiserer samtidig at meget få muslimske retslærde, ifølge hende, har taget afstand fra Shariaens mere uforsonlige sider:
- Shari’a har jo mange forskellige afskygninger, som de forskellige grupperinger kan have svært ved at blive enige om, men der er dog en fælles kerne, hvis forvaltning ikke er uproblematisk for sameksistens mellem trosretninger. Lad os bare tage eksemplet ytringsfrihed. I hadith beskrives det f.eks. hvordan Muhammed beordrer de mennesker myrdet, som har såret hans følelser. Hvis man skulle gøre op med dette princip, så vil det kræve at muslimske lærde går ind og kritiserer passager som ovennævnte. Det er mig bekendt ikke sket endnu. Som vi har kunnet konstatere det under Muhammad-krisen, er hadith som disse ikke specielt egnede til at fremme gensidig respekt og harmonisk sameksistens. Hvordan vil shari’a-domstole forholde sig til det? Og hvordan vil det omgivende samfund forholde sig til de liberale muslimer, som hellere vil følge en verdslig lovgivning end en religiøs, men som kan blive truet til at underkaste sig shari’a?