Danskerne er et af de folkefærd, der er mindst stolte af deres lands kunst og kultur.

Sådan lyder en af konklusionerne fra en stor international undersøgelse af danskernes forhold til det nationale, som Aalborg Universitet offentliggjorde i sidste måned. Undersøgelsen, der er gennemført i 2003 og baseret på data fra 27 lande og cirka 33.000 personer, viser også, at danskerne føler sig stærkere knyttet til deres nationalstat end folk i andre lande, og at de opfatter tilstedeværelsen af flere kulturer som en svaghed for samfundet.

Danskernes syn på deres kunst og kultur virker overraskende set i lyset af et af de vigtigste kulturpolitiske tiltag i de senere år: Kulturkanonen. Det stort anlagte kulturarvsprojekt skulle skærpe borgernes indgang til dansk kunst og kultur og give fælles referencepunkter og bevidsthed om, hvad der var særligt ved at være dansk.

Ringe gennemslagskraft

Især skolen var, som kulturministeren også fremhæver, en vigtig modtager af kulturkanonen. Jens Raahauge, der var formand for Dansklærerforeningen, mens forberedelserne til kulturkanonen stod på, og som selv var medlem af Undervisningsministeriets litteraturkanon-udvalg, ser tilbage på projektets udvikling:

"Mit indtryk er, at kulturkanonen er blevet brugt meget lidt ude på skolerne. Jeg kommer en del rundt og holder foredrag på skoler, og der snakker jeg med lærere. De fleste lærere bruger ikke kulturkanonen, selvom skolerne har fået eksemplarer af den."

Jens Raahauge mener, at kulturkanonens ringe gennemslagskraft i skolerne skyldes projektets lancering:

"Kulturkanonen indgår i et nationalt, konservativt projekt, som er svært at håndtere i undervisningen. Signalet har fra start været at vise det sande syn på danskhed. Det har ført til, at projektet har signaleret lukkethed og statisk tilbageskuen. Og det er jeg selvfølgelig personligt ked af. Jeg mener, at kuturkanonen er et fantastisk monument, der viser, at Danmark altid har været globaliseret. Den er en kilde til at tale om påvirkninger."

Jørgen Larsen, der sidder i Undervisningsministeriets opgavekommission og derigennem har indsigt i, hvilke emner der bliver behandlet i folkeskolen, deler den opfattelse, at der stort set ikke bliver arbejdet med kulturkanonen i folkeskolen.

"Det er der to årsager til. Først og fremmest er kulturkanonen druknet i andre nye tiltag, som den lovpligtige litteraturkanon, indførelsen af nationale test og den ny folkeskolelov. Dernæst har mange lærere stået uvidende over for, hvad de skulle stille op med kulturkanonen. I modsætning til litteraturkanonen, der blev fulgt op med undervisningsmateriale og opgaveideer, har kulturkanonen stået som et mere abstrakt værktøj," siger Jørgen Larsen.

Jørgen Larsen understreger, at han ikke har fornemmet en generel modstand mod kanontanken, men at det er klart, at de færreste lærere har lyst til at prædike for et nationalt klenodie.

Kulturdebat og kvalitet

Lektor fra Institut for Pædagogisk Antropologi Niels Kryger er enig i, at kulturkanonen ikke har medvirket til store praktiske ændringeri folkeskolen. Men han er imidlertid overbevist om, at kanonen har haft en stor symbolværdi:

"Jeg ser mere kulturkanonen som en del af et større ideologisk felttog. Den er ét af en masse tiltag i skolerne - og i det danske samfund som sådan - der bliver lavet til at identificere de såkaldte danske værdier. Lærere og socialpædagoger er bestilt til at lave det, jeg kalder sindelagskontrol - at kontrollere, at børn og unge mennesker kommer ind til en bestemt forestilling om danskhed og ikke benytter sig af andre kulturelle former end dem, der opfattes som danske."

Niels Kryger ser kulturkanonen som blot en enkel brik i de generelle eksklusionsprocesser i den danske kulturdebat, der sætter fokus på det ikke-danske.

"Det er blandt andet Muhammedkrisen, indfødsretsprøven og de seneste ugers gadeoptøjer eksempler på," understreger Kryger.

"Men når det er sagt, er jeg bange for, at kulturkanonen har fået karakter af en kulturel selvfølgelighed, hvor forestillingen om danskhed og national identitet desværre er blevet en meget snæver, provinsiel og bagudrettet størrelse."

Kulturminister Brian Mikkelsen er ikke enig i kritikken af kulturkanonens modtagelse:

"Der har ikke været diskuteret så meget kultur, som der har været efter kulturkanonen. Kvalitetsbegrebet er blevet placeret centralt i den kunstneriske og kulturpolitiske diskussion herhjemme. Før var der mere en værdi-relativ og kulturrelativ tilgang til kulturen. I dag er det blevet godtaget, at der er noget, der er bedre end andet, at nogle talenter er større end andre. For blot nogle år siden var det et kontroversielt synspunkt."

Konklusionerne fra undersøgelsen om danskernes forhold til det nationale kan han heller ikke genkende:

"Jeg tror tværtimod, at kulturkanonen har været medvirkende til, at vi er blevet mere stolte af dansk kunst og kultur i de senere år. Folk har interesseret sig mere for kultur og er gået på opdagelse i den. Når jeg har været ude og besøge museer, så står der, at de og de værker er med i kulturkanonen. Man kan mærke, at det er blevet et prestigemærke."

Kulturministeren mener, at kulturkanonen står stærkt i danskernes bevidsthed den dag i dag:

"Værkerne i kulturkanonen giver os nogle holdepunkter og en fælles identitet og gør også, at vi er bedre til at navigere i det globale farvand. Derudover bliver kulturkanonen brugt ude på skolerne. Vi uddelte 135.000 eksemplarer til undervisningsinstitutionerne, og der blev solgt cirka 25.000 eksemplarer i almindelig handel. Hvis man googler kulturkanonen, får man flere end 50.000 hits. Byer og institutioner har lavet deres egne kanoner. Det har haft en gennemslagskraft ud over al forventning, og jeg tror, at kulturkanonen vil blive betragtet som en af vor tids mest centrale kulturpolitiske begivenheder," fastslår Brian Mikkelsen.