27. februar 2008

Klimalov skal sikre vejen til nedtrapning af CO2-udledninger

Skrevet af: Jørgen Steen Nielsen
Som del af en europæisk kampagne indleder NOAH i dag aktionen Klima SOS, der skal sætte politikerne under pres

Nu brister græsrøddernes tålmodighed med de danske politikere.

I nogle sammenhænge taler politikerne om langsigtede klimamål. Typisk 60-80 pct. reduktion af udledningerne af drivhusgasser i 2050. I andre sammenhænge taler de om indsatsen for vedvarende energi og energibesparelser de nærmeste tre-fire år.

Hvad de nødigt taler om, er sammenhængen: Hvordan det langsigtede mål skal nås via en planlagt og besluttet nedtrapning år for år af udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser.

Den ny energiaftale, indgået mellem regeringen og Folketingets partier i sidste uge, rummer f.eks. ingen vurdering af, hvor meget de vedtagne initiativer egentlig vil reducere CO2-udledningerne. Der var ingen af partierne, der spurgte, sagde klima- og energiminister Connie Hedegaard i lørdagsavisen.

Det holder ikke, mener græsrødderne i miljøorganisationen NOAH. Som del af en europæisk klimakampagne, der starter i morgen, vil NOAH nu have danskerne til at presse de hjemlige politikere til at forpligte sig og skabe sammenhæng mellem de langsigtede mål og de konkrete handlinger her og nu.

Det skal ske via en lov om bindende årlige reduktioner i udledningen af drivhusgasser.

"Det drejer sig ikke kun om, at den enkelte skal skifte over til sparepærer og huske det med standby-forbruget. Vi siger til folk, at de må hjælpe med at få politikerne til at indse, at det er alvor. Derfor beder vi danskerne om at opfordre 'deres' folketingsmedlem til at støtte forslaget om en stærk klimalov, der kan sætte en fast ramme om energi- og klimapolitikken i de næste mange år," siger Palle Bendsen, NOAH.

Inspiration henter man i England, hvor søsterorganisationen Friends of The Earth i 2005 lancerede kampagnen The Big Ask, hvor mere end 170.000 briter appellerede til deres lokale parlamentsmedlemmer om at lægge pres på den britiske regering for at få en klimalov med årlige mål for CO2-reduktion.

Blandt kampagnens aktive støtter er de tidligere britiske miljøministre John Gummer og Michael Meacher, Londons borgmester, Ken Livingstone, frontfiguren i rockbandet Radiohead Thom Yorke, skuespillerne Jude Law og Stephen Fry m.fl.

Kampagnen tager en del af æren for, at premierminister Gordon Brown nu har fremlagt et lovforslag om et bindende klimamål for Storbritannien på mindst 60 pct. CO2-reduktion i 2050.

Under ét ton til hver

NOAH's kampagne Klima SOS sigter på at få flest mulige danskere til via et særligt postkort at inspirere lokale folketingspolitikere til at arbejde for en dansk klimalov. På basis af rapporterne fra FN's Klimapanel, IPCC, har NOAH regnet på, hvor meget de danske drivhusgasudledninger skal reduceres for at overholde den af bl.a. EU anbefalede 'smertetærskel' på højst to graders global opvarmning og samtidig give alle mennesker på kloden lige ret til at belaste det globale drivhus.

"Klima SOS regner baglæns herfra for at nå frem til de nødvendige årlige reduktioner i Danmark," siger Palle Bendtsen.

Hvor klima- og energiminister Connie Hedegaards aktuelle kampagne opfordrer danskerne til at udlede 'ét ton mindre', viser NOAH's beregninger, at danskerne midt i dette århundrede skal være nået ned på, at der kun er en udledning på mindre end et ton CO2 pr. indbygger tilbage, set i forhold til dagens ca. 10 ton pr. dansker.

"Det betyder, at vi skal reducere vores udledninger med i størrelsesorden seks pct. årligt. Vi har spildt dyrebare 10 år uden at gøre nok. Derfor bliver kuren så meget skrappere, jo længere vi venter. Men det kan gøres."

NOAH ønsker en klimalov, der opererer med årlige budgetter for CO2 og andre drivhusgasser for at sikre, at de årlige reduktionsmål overholdes.

Tilbagevendende afrapporteringer skal en gang årligt vise, om man holder sig til køreplanen.

"Vi ved, at langsigtede mål får politikere og virksomheder til at udskyde de nødvendige beslutninger. Derfor skal målene tættere på og være konkrete, så vi handler, inden det er for sent," siger Kim Ejlertsen, NOAH.

Klima SOS-kampagnen starter herhjemme i dag, parallelt med den europæiske start på kampagnen The Big Ask, der omfatter 17 af EU's medlemslande og søsættes på et pressemøde i Bruxelles.

Læs mere om kampagnerne på:
www.klima-sos.dk
www.thebigask.eu
www.thebigask.com

Ved en beklagelig misforståelse blev WWF's ’Sluk lyset Danmark’-aktion i den trykte udgave af onsdagsavisen omtalt som planlagt til på fredag, den 29. februar. Det er en fejl. Lyset skal som angivet ovenfor først slukkes den 29. marts

Fakta

Skån klimaet - Sluk lyset Danmark

Lørdag den 29. marts 2008 har danskerne mulighed for at vise, om de tænker på klimaet. Som led i en global aktion kaldet Earth Hour, opfordrer WWF Verdensnaturfonden danske borgere, virksomheder og institutioner til fra kl. 20-21 at slukke lyset.

'Formålet med 'Sluk lyset Danmark' er at råbe politikerne op forud for klimatopmødet i 2009, hvor København er værtsby. Sammen kan vi vise politikerne, at verden kræver beslutninger, der bremser klimaforandringerne,' siger WWF.

Lyseslukker-aktionen blev introduceret sidste år af Sydney, Australien, hvor 57 pct. af byens indbyggere slukkede lyset en time og derved sænkede elforbruget 10 pct. Den 29. marts deltager bl.a. Dublin, Tel Aviv, Manila, Chicago, Montreal, Bangkok, Atlanta, Melbourne og herhjemme Odense, Aalborg, Århus samt København, hvor overborgmester Ritt Bjerregaard vil slukke lyset på rådhuset.


Source URL: http://www.information.dk/155517