Via kammerat Skyum, der med al sin verve har overført fænomenet til dansk, har jeg i sidste øjeblik, før Nordisk Råds Litteraturpris uddeles, opsnappet den nominerede cd, oplæsning med indlagt teksthæfte, som Færøernes modernistiske lyriker par excellence, Carl Jóhan Jensen, er ophavsmand til. September i birke som måske er blå, hedder digtene da, med den færøske undertitel Te Afflictions of the Reverend J.H.Ö Dünn - så man ikke skal tro, det er lige ud ad vandvejen.
September er en overgangstid, og da sker der mystiske ting i Torshavn, véd vi allerede fra William Heinesen, der vist påkaldes flere steder undervejs som ‘manden på soklen’ - som står i museumslunden - som var han en mytisk eller bibelsk skikkelse, blandt andre fænomener i bogen hentet og bragt sammen fra nordisk mytologi, apokalypsen, nutidig daglig hverdag, vind og vejr og kirkeliv, forskellige verdensdigtere som Emily Dickinson, Wordsworth, Sappho, Dante, formuleret af og omkring den i titlen navngivne pastor.
F.eks. kan det foregå sådan i “the reverend dünn’s wireless experience”:
og spejlet fanger tunet, hvor brødre
slikker deres koner tirsdag middag,
(i gunstigt vejr nær kapellet) og hundene
snapper efter neutraliserede skyer.
Scenen lader sig let se og høre, mens ellers langt mere avancerede metaforer afprøver læserens fantasi. For ikke at tale om den generelle fatbarhed over for hentydninger til ukendte begivenheder og historier, hvor f.eks. en ‘lille Anna’ har noget at gøre. Her har Carl Jóhan Jensen overtaget T.S. Eliots imagistiske metode, lige fra rolledigtene i hans ‘Prufrock’ til de mystisk-religiøse “Four Quartets”.
Mange steder virker det som ren Eliot-pastiche. Masser af ekkoer. Flot, vittigt, patetisk og med en anelse beklumret luft fra den lyriske heksegryde, der her er kogt sammen. Et sted buldrer vist en Kingo-salme igennem “Gud er Gud-“, hånd i hånd med Embla, den nordiske urkvinde, som Odin skabte af to træer, han mødte på sin vej: Ask og Embla. Vor digter har som Odin drukket af Suttungs skjaldemjød og skabt en modernistisk sejd til bearbejdning af denne overgangstid, åndens september. Pastorens “Sunday evening blues” toner således ud:
og vinduet mørkner
ruden
udsynet
ud
omvendt
og bliver klarere
til
ude
er
inde
og hver især
bliver vi
omsider
bliver vi engang
ét
Tiden, ‘concept of time’ er derfor et selvfølgeligt emne. Måske er den ikke til, så tilfældigt og forskelligt den måles, kvarterslaget, som skyder sig gennem rendegarnets brændingsdis ved en tilfældighed er anderledes end de metastaserede birke, der blåner dybt inde i dig. Sådan kan det formuleres.
Det er bare at give sig hen i det filosofisk udstyrede værk, vugge med i de flotte, frie, atlantiske rytmer og den synkretistiske fantasiverden, dens disede forvandlingsideer med omridset af øen Nolsoy ud for kysten.
Om ‘manden på soklen’ måske ville ryste på hovedet? Han havde et godt øje til religiøse fantasterier. I al sin flothed forekommer teksten mig adskillig belagt.