Nu er den der! Nu er den der ikke. Nu er den der! Nu er den der ikke. Jeg taler om samtidsromanen. I Danmark med nationens vanlige vinkel på verden betitlet Den Store, Danske Samtidsroman.

Så sent som i 2005 udskrev Lindhardt & Ringhof (endnu en gang) en konkurrence om en dansk samtidsroman. Den skulle strække sig over et år og være på 300 sider. Konkurrencen blev vundet af Torben Munksgaard med Retrograd på 372 sider om Henrik, der fra sin midtvejskrise bliver yngre og yngre og ender som foster. Men, men ... blev det den store danske samtidsroman? Informations anmelder Marianne Ping Huangs dom lød: "Det er en roman om nutiden, og hvis man checker, tager Henriks regression sikkert omkring 12 måneder. Til lykke med formkagen."

Men Information er også altid så sur! Stort set var anmelderne begejstrede. Dog var det gennemgående, at samtidigheden lå i satiren, altså i vinklen på stoffet, ikke i stoffet selv. Selvfølgelig er det stof, satiren ramte, også et stykke samtid: det småborgerlige parcelhusdanmark med carport, fjernsyn og en græsplæne, der hele tiden skal slås. Og 'mand-i-midtvejskrise-bryder-ud-af-sit-småborgerlige-liv' er unægtelig et meget dansk tema, fra Tom Kristensen til Leif Panduro. Alligevel er det, som om emnet ikke lader sig udfolde, så det tilfredsstiller samtidsromansulten. Den opstår igen og igen.

Hvad er så en rigtig samtidsroman? Forsøger man at google sig frem til et svar, får man kun roderi. Ét kriterium synes at være, at samtidsromanen er skrevet af en indvandrer (er det nok?). Et andet, at den er en slægtsroman, og et tredje, at den skildrer outsidermiljøer(!). Da jeg til sidst fik præsenteret Jens Martin Eriksens Det inderste rum, en psykologisk roman bestående af 12 kvindemonologer, som samtidsroman, vendte jeg blikket udad.

"Noen som kan forklare kort og greit hva en samtidsroman er, og kanskje noen typiske kjennetegn?" spurgte en stakkels norsk studerende, der åbenbart skulle analysere en sådan, og sandelig om der ikke lå et svar i form af et link. Men da jeg forhåbningsfuldt klikkede mig ind, stod der 'Not found'.

Småtskåren

Så blev jeg filosofisk. Gad vide om det er samtidsromanen, der ikke findes, eller om det er samtiden? For det første er samtiden ikke dansk, men global og uoverskuelig. Og for det andet er det vel i virkeligheden - i forlængelse heraf - fremtiden, man gerne vil have en fornemmelse af, når man ønsker sig en samtidsroman. Af gode grunde er den derfor meget svær at skrive.

I stedet får vi så 'delromaner'.

Ser man på de store, klassiske samtidsromaner - Leo Tolstojs Krig og Fred; Rabindranath Tagores The Home and the World, så foregår de i brydningstider, hvor mennesker udfordres og deres hele personlighed på godt og ondt sættes på spil. I The Home and the World følger man tre personer, to mænd og en kvinde, og gennem deres forhold til Indiens befrielsesbevægelse får Tagore både skildret det bedste og det værste i personerne og i befrielsesbevægelsen. Individ og samtid væves uløseligt sammen og belyser hinanden.

Måske er problemet for en dansk samtidsroman, at den, hvis den fastholder et dansk perspektiv, er afskåret fra at udfolde spektret af menneskelig storhed, lidenskab og ondskab? Hvis forfatterne vil skildre samtiden sandt, må de slå sig til tåls med smålig nederdrægtighed à la Dansk Folkeparti og fjernsynets livsstilsprogrammer. Horisonten strammer om panden, visionerne, håbet, modet og - ja, kærligheden skrumper og forkrøbles. Af en stor roman forventer man forløsning, om det så er i tragedien. I stedet står man med Pia Kjærsgaards sure fjæs og afmagtens introverte forbitrelse som reaktion. Inderligt forståeligt, at der gribes til satiren. Men er det nok?

Og sig så bare, at jeg spørger på skrømt, fordi stor litteratur ikke afhænger af emnet, men af, hvordan det behandles. Jeg svarer nej og bliver ved mit. Først samtid, så samtidsroman.