Tasnim (seeren) via telefon: "Jeg siger til ham og til dem alle sammen: Selv om I med alle midler forsøger at gemme ham, skal vi nok finde ham og dræbe ham."
Assud (kaninen): "Allahs vilje ske."
Saraa (børnestudievært): "Jeg beder til Allah om, at jorden opsluger ham, så hans død kan virke som et skræmmeeksempel for alle andre som ham."
Ordveksling i børneprogram på al-Aqsa TV på Gazastriben
DET ER MULIGT, at Erhard Jacobsen og andre med ham i 1970'erne mente, at "de røde lejesvende" i Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdelinger indoktrinerede horder af børn med venstreorienteret propaganda vendt mod det danske samfund. Men det er intet i forhold til, hvad de børn, der måtte tune ind på al-Aqsa TV, risikerer at blive udsat for.
Som det blev beskrevet i avisen i går, har den Hamas-kontrollerede tv-station brugt sin mest sete børneudsendelse til at lade en yderst populær kanin og en børnestudievært komme med voldsomme udfald mod Danmark og den danske tegner Kurt Westergaard.
I programmet, hvor der opfordres til boykot af danske og israelske varer samt generel moralsk og religiøs oprustning mod Vesten, siges det blandt andet, at tegneren ikke kan gemme sig nogen steder, og som det fremgår af ovenstående sekvens, er der ingen tvivl om, hvad der bør ske med den danske tegner. Han og andre for den sags skyld, der måtte medvirke til afbildning af profeten Muhammed, skal findes og slås ihjel. Programmet slutter med, at værten, den 12-årige Saraa, spørger kaninen Assud, hvad han vil sige til Kurt Westergaard. Svaret er: "Jeg siger til ham, hvad du allerede har sagt: Din forbryder, dit udskud. Med Allahs vilje vil den dag komme, hvor du vil fortryde, hvad du har gjort."
DET ER SÅ langt fra Kaj & Andrea og Bamse & Kylling, som man kan komme, og det er set fra disse kanter uhyrligt at tænke på, at arabiske børn i Gaza-striben og omegn udsættes for den form for militant vrøvl og propaganda. Hvis man hører til dem, der håber på en demokratisk og fredelig udvikling i Mellemøsten i almindelighed og i de palæstinensiske områder i særdeleshed, er en udsendelse som denne et klart billede på, at der er langt igen.
Anledningen til børneudsendelsen, der har titlen 'The Pioneers of Tomorrow' (Morgendagens pionerer, red.), er, at en række danske aviser - heriblandt Information - for et par uger siden valgte at genoptrykke Kurt Wester-gaards efterhånden verdensberømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, da det kom frem, at der har været mordplaner mod tegneren.
SIDEN ER DE gammelkendte positioner fra Muhammed-krisen i begyndelsen af 2006 blevet genindtaget med deprimerende sikkerhed. Ganske vist er omfanget ikke af samme dimensioner endnu, og det vil de forhåbentlig heller ikke blive, men erfaringen fra 2006 er også, at det meget hurtigt og overraskende kan ændre sig til det værre. Under alle omstændigheder kan man endnu engang undre sig over, at det, der her - ganske vist i form af en ikke specielt vellykket tegning - betragtes som harmløs udfordring af religiøse dogmer, i den muslimske verden i den grad sætter sindene i kog, at det er nødvendigt at prædike død over tegnere og boykot af danske varer for børn. Det er i sandhed deprimerende.
Men denne børneudsendelse udgør næppe en trussel for Danmark, og når man er færdig med at forarges, kan man med nogen ret trække på skuldrene. Og så alligevel ikke, for udsendelsen kan også ses som et ulykkeligt testamente over, hvor elendigt livet må være i de palæstinensiske områder, der for tiden oplever en voldsom islamisk radikalisering. I den forstand siger udsendelsen først og fremmest noget om de lokalpolitiske tilstande, der er deprimerende af nordkoreanske dimensioner, og om den krigstilstand, som har præget området i snart flere årtier. På samme måde som Muhammed-krisen i 2006 kynisk blev benyttet af tyranniske magthaver i en række arabiske lande i indenrigspolitiske magtkampe. Og ligesom den opblussen, man nu ser i Jordan, Sudan og Pakistan i lige så høj grad er en del af interne anliggender, som det er reelle reaktioner på en tegning, de færreste har set, og en konflikt, endnu færre har sat sig ind i.
DET SKAL NATURLIGVIS tages alvorligt, men det skal også understreges, at man langt fra står over for en samlet muslimsk verden. I den forbindelse kan man så glæde sig over, at der i går blev offentliggjort en stor international undersøgelse, der viser, at langt de fleste muslimer faktisk beundrer Vesten for dets demokrati, frihedsrettigheder og teknologiske kunnen. Til gengæld ønsker et klart flertal af muslimer ikke at få tvunget Vestens værdier ned over hovedet. Så fremfor endnu engang at betragte dette som et spørgsmål om 'os' mod 'dem' og et civilisationernes sammenstød, er det langt vigtigere at indse, at lige så afgørende det er at stå fast på frihedsrettighederne, når det er nødvendigt, lige så vigtigt er det at have forståelse for den sammenhæng, protesterne opstår i.