28. februar 2008

Danmark presser Irak

Skrevet af: ritzau

Danmark har på ministerniveau indskærpet over for Irak, at Danmark forventer en aftale om, at Irak tager imod de afviste asylansøgere, som ikke vil rejse frivilligt. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) havde tirsdag møde med den irakiske menneskeretsminister, Wijdan Mikhail Salim, under dennes besøg i Danmark. "Nu er de ikke i tvivl om, hvad vi mener," siger Birthe Rønn Hornbech til Ritzau. For nylig fik Sverige, som ikke deltog i Irak-krigen, en aftale med den irakiske regering om at modtage afviste asylansøgere. Tvang er dog allersidste udvej. Det skal ske gradvist og "humant", står der i aftalen.


Source URL: http://www.information.dk/155605