Telefonen ringede sidste år i november hjemme hos mig her i Paris. Det var en gammel veninde, jeg ikke havde talt med i et stykke tid. Min første tanke var, at hun var på vej til Frankrig og skulle have nogle tip til rejsen. Men frem for at spørge om et godt hotel i Paris, havde hun ringet mig op for at sikre sig, at jeg "var i sikkerhed. Du kan altid låne en seng, hvis du har brug for at komme væk i en fart."

Nu var det midt i skolesemesteret, og en tur til Danmark stod ikke lige for døren. Der gik faktisk det meste af et minut, før det gik op for mig, at grunden til opringningen var, at min veninde havde set CNN. Her havde man i et par dage bekendt, at "Frankrig brænder".

Det, der ganske rigtigt brændte, var en hulens masse biler først og fremmest, men også et antal offentlige bygninger. I skudlinjen stod også politiet, som for første gang i årtier var blevet skudt på med skydevåben.

Men som jeg tålmodigt forklarede i telefonen foregik al balladen i en række nedslidte og grå forstæder udenfor det velstående centrale Paris, hvor jeg bor. I centrum var der nøjagtigt lige så idyllisk, eller kedeligt om man vil, som altid. Ikke en eneste brændende skraldespand.

Lettelsen var betydelig hos veninden, men hun havde lidt svært ved at tro mig. "Man kan jo se det på fjernsynet," indvendte hun. Og jo, billeder (der ikke er manipuleret med) lyver som bekendt ikke. Det er konteksten, der bedrager.

'Frankrig' brændte jo ikke, ligesom 'Danmark' heller ikke stod i brand i sidste eller forrige uge. Ja, ikke engang 'Nørrebro', som man kunne læse eksempelvis i en forstandig reportage i sidste uge i Weekendavisen, hvor formanden for handelsstandsforeningen fortalte om, hvordan det var at leve og arbejde i en bydel, hvor mediernes hysteriske reportager til tider gør, at resten af Danmark tror, at Blågårds Plads er det tætteste, Nordeuropa kommer på Gaza.

X-Factor på Nørrebro

Hvad gør overdreven rapportering og mediernes velkendte forelskelse i brand, død, mord og ødelæggelse af skade ud over at gøre befolkninger ængstelige og assistere de politiske partier, der aldrig kan få højere straffe nok? Jo, de kan også skabe forbrydelserne selv, funderede flere i ugens løb, herunder Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen.

"Medierne har et medansvar," meddelte hun i en leder søndag.

"Det (er) nødvendigt at bringe den faktor frem i lyset, at det kan være selve medieomtalen og fascinationen af den, der får den dårlige idé med bilafbrændingerne til at brede sig til alle afkroge af landet. Når man ikke kan blive topstjerne i X-Factor ... så kan man jo søge opmærksomhed på andre måder," skrev hun.

Og fortalte videre, at hun under de første uroligheder i Frankrig i 2005 deltog i en konference for de elektroniske nyhedsmedier, hvor "mediedækningen af begivenhederne kørte på alle de store nyhedskanaler med dramatiske optællinger hver nat og morgen over antallet af nye ildspåsættelser."

På et tidspunkt besluttede de franske tv-kanaler sig for at stoppe dækningen som live-tv og i stedet blot bringe optællinger af brandene. Tv-kanalerne havde opdaget, at hærværket tilsyneladende havde en tæt sammenhæng med den massive tilstedeværelse af tv-selskabernes transmissionsvogne i området. Brandene blev simpelt hen ikke antændt, før vognene var der og kunne optage billederne. Lisbeth Knudsen skriver, at hun selv dengang havde "den klare opfattelse, at mediernes opgave ikke er at tage politiske hensyn ... Men når nu det er det at komme i medierne, der er selve målet for nogle af brandstifterne, og når det er 'sejt' at udveksle oplysninger om det på internettets nye mediemødesteder, kan vi så sige os fri for et ansvar? Det kan vi ikke længere," skrev hun, og opfordrede medierne - især tv - til at overveje, om dækningen ikke har et medansvar for at skabe de nyheder, stationerne lever af at bringe.

Fra Goethe til internettet

Naturligvis har de det. Og tendensen er langt fra ny. Eller bundet til tv og/eller internet. Da Den unge Werthers lidelser blev udgivet, skyllede en bølge af selvmord ind over Europa, som førte til at bogen blev forbudt i flere lande, herunder Danmark. De første massemord på amerikanske gymnasier i 1970'erne havde også en kopieffekt. I den lille by Bridgend i det sydlige Wales har 17 børn begået selvmord inden for de seneste måneder, og de britiske medier bugner dels med reportager, dels med kommentarer og spekulationer om internetbårne selvmordspagter. Og med debatter om, hvorvidt det netop er mediedækningen, og den berømmelse, der - om end kortvarigt - tildeles den enkelte, der dræber sig selv, som i sig selv udløser den tragiske handling. Flere forældre har stillet sig frem i de britiske medier og bebrejdet pressen netop at glorificere selvmordet og illustrere dødsfaldene med store billeder af (ofte) kønne unge piger.

Findes der en endelig løsning på dette dilemma?

Nej.

Medierne skal ikke forfalde til overdreven selvcensur, men berette om virkeligheden og bidrage til refleksion og analyse, så godt de evner. Betyder det omvendt, at 'alt' skal rapporteres i detaljer? Indlysende ikke. Selvmordsmetoder, udpensling af vold, nærbilleder af døde eller sårede, snagen i overgreb på børn, så det nærmer sig porno, er bredt accepterede etiske retningslinjer, som det falder medierne nemt at rette sig ind efter.

Langt sværere er det at dosere rapporteringen, så slutbilledet af 'uro i Danmark' ikke ender med at blive 'Danmark i brand' eller kan ende med at bidrage til en konkurrence om, hvis cool og brændende biler kan komme først i tv - en æstetisering af voldskulturen med andre ord.

Det var der, de franske tv-stationer satte ind i 2005, da de opdagede, at de var blevet en brik i hærværksmændenes interne planlægning. De brød ud af en syg symbiose, hvor medierne giver rastløse og identitetsløse unge en følelse at være nogen eller noget, at blive set. Mens de unge omvendt fodrer de evigt sultne 24-timers medier med fotogene tableauer til det kommende nyhedsindslag.

Det er en fødekæde, hvor de to parter på trist vis begge får, hvad de kommer efter, mens resten af os taber.

Den diskussion bør medierne tage. Til benefice for alle medieforbrugere uanset om de bor i det rolige Nørrebro eller det brændende Rungsted.