Da DR's sangtalentkonkurrence X-factor for første gang skulle præsentere programmets tre dommere, lod de ikke seeren i stikken hjemme i stuen. Rollerne var klare, og vi kunne alle sammen vælge hver vores favorit. Sangerinden Lina Rafn blev sat i scene som det levende og helt almindelige bevis på, hvor langt man kan nå med charme og udstråling, selv om man bare er en dansk pige fra Herlev. Popproduceren Remee var den intelligente hithåndværker, der med det øre og talent, vi andre aldrig får, kan høre morgendagens hit. Charmerende, succesfuld og sympatisk. Men hvor Remee kom kørende til showet i sin frække sportsvogn, kom programmets sidste dommer - jazzmusikeren Thomas Blachman - anstigende i en ældre og stilfuld Citroen. Her kom den virkelig gode smag. Han kunne ligeså godt komme ridende på en Wegnerstol med en PH-lampe under armen. En moderne kulturradikal. I stereotypien findes de endnu. Her i skikkelse af den velartikuleret indebrændte jazzmusiker, der er i besiddelse af den gode smag og ikke er bange for at sige det højt. Han er den gode smag, og den gode smag er lunefuld. Siger ting som "Du synger ad helvede til," eller "Skrup ned i regnskabsafdelingen". Den er sær og kolerisk, men kan også pludselig fælde en tåre, hvis kunsten er dyb nok. Publikum buher af ham, men griner med ham. Gør oprør og løber med. Han er en rød klud i hovedet på parcelhusdanmark.

"Jeg skal ikke være andet end det, jeg vil være, og det er også de kriterier, jeg lægger til grund, når jeg giver min bedømmelse: Min egen smag," forklarer Thomas Blachman og siger det endnu engang rent ud:

"Jeg sagde på et tidspunkt, at der er forskel på god og dårlig smag. Det har jeg naturligvis hørt meget for i disse tider, hvor det er helt forbudt at sige sådan noget. Men for mig er der ingen tvivl."

Talestrømmen sætter i gang. Hurtigt og affekteret:

"For mig er den gode smag det, der peger fremad. Noget, der har en parathed over for, hvad der måtte komme og går fremtiden i møde. Noget, der er hentet ud af vores fælles historie og skaber en ny genre. Den dårlige smag er repetitionen. Det er, når man lever i gentagelsens helvede. Når man ikke leverer noget tilbage til ursummen. Det er derfor, vi betragter 50'ernes møbelkunst som god smag. Det er gennemført optimisme og tro på fremtiden. Problemet er, at man har forsøgt at topstyre sproget og har påklistret værdiladede betegnelser som 'smagsdommere' og 'politisk korrekthed'. Men i virkeligheden er det bare et andet ord for at være et ordentligt menneske. Der er en gennemgående antiparti over for de bedrevidende, og man siger 'smag kan ikke diskuteres', men det er den værste løgnehistorie. Selvfølgelig kan man det. Det har man gjort i flere hundrede år. Det hedder dannelse. Den korte definition er: God smag peger fremad, dårlig smag peger bagud."

- Så der findes noget, der hedder indiskutabelt god smag?

"Præcis. Nysgerrighed er god smag. Noget, der peger frem af mod en længsel efter bedre tider. Man skal søge indad i stedet for udad. Det er langt mindre CO2-svinende. Se hvordan Obama rykker i USA. Det er nok bare at tale om nye tider, så er folk på," siger Thomas Blachman.

Men den gode smag er blevet demokratisk. I X-Factor er det ikke Thomas Blachman og de andre dommere, der alene bestemmer, hvilke talenter, der er gode nok til at gå videre til næste runde. Dommerne skal over for seerne argumentere for, hvorfor netop deres personlige favoritter ikke skal forlade showet, og her efter stemmer seerne ved sms. Af de to, der får det laveste stemmeantal skal dommerne herefter vælge, hvem der for lov at blive. Og indtil videre passer den folkelige stemme meget fint overens med Thomas Blachmans.

"Det kommer meget bag på mig, at det foreløbigt er de rigtige, der er røget ud på det rigtige tidspunkt. Der er ikke nogen afgrundsdyb forskel mellem min vurdering og så seernes, og jeg har indtil videre ingen chockfornemmelser," sigerhan.

Du er ikke alene

I følge Carsten Sestoft - idéhistoriker og ekspert i den fransk sociolog Pierre Bourdieu, der netop har beskrevet den gode smags mekanismer - kan man tale om flere 'gode smage' alt efter, hvilke samfundsgrupper du indgår i.

"Men, når man taler om 'Den gode smag' er det som regel et eller andet, der er statsunderstøttet eller udstillet på museer," forklarer Carsten Sestoft.

"Det kunne være den danske designtradition som Wegner og Arne Jacobsen. Det er en officiel legitimeret smag. Du kan gå ind i Folketinget eller i landets banker og så er der PH-lamper over det hele."

Men den statslegitimerede smag er under hårdt pres fra andre grupper med andre præferencer. Udover en del mindre subkulturer taler Carsten Setoft om tre hovedgrupper, der hver er bærer af deres smag.

"Dem, der har mere kultur end penge og dem, der har mere penge end kultur og så dem, der slet ingenting har."

I følge Carsten Setoft rummer den første gruppe to dominerende undergrupper. Den ene er inden for medieverdenen med eksponenter som Michael Bertelsens 11. time og reklameverden, der trækker på en række stærke koder for god og dårlig smag - rigtigt og forkert.

"Og så er der gymnasielærerne og universitetslærerne, der definerer den gode smag med noget i retningen af PH5 over spisebordet og Wegners Y-stole. Den ligger tæt op af det, jeg før betegnede som den officielle smag. Derudover findes de økonomisk rige, der er mægtig glade for sortglaceret tegl, store biler og dyre restauranter," siger han.

Smag er også defineret ved afsmag, mener Carsten Sestoft. Jo mere bevidst du er om din smag, jo, mere bevidst er du også om din afsmag. For med afsmag kan du ligeså tydeligt signalere dine præferencer. Og den smag, der bliver lagt mest afstand til, er den, der har de færreste ressourcer.

Men afsmag rammer også lynhurtigt den etablerede smag. I det øjeblik en smag har etableret sig inden for de forskellige grupper, vil kræfter inden for gruppen begynde at forholde sig negativt til den.

"Anfægtelsen udspringer som regel blandt de skabende kræfter, der vil sætte af fra den etablerede smag for at skabe noget nyt," forklarer Sestoft.

"Så inden for de enkelte kulturområder vil, der næsten altid foregå et gevaldigt opgør, og det går meget stærkt. For eksempel er der sikkert en del almindelige mennesker, der synes, det er vildt og moderne kunst at komme en guldfisk i en blender, mens der givetvis er en del installationskunstnerne, der synes det er forfærdeligt gammeldags."

Det er ikke alle grupper, der har den fornødne magt til sætte deres smag igennem. Derfor foregår der en konstant magtkamp, der ligger underliggende i samfundet, anfører lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Den danske smag Hans Carl Finsen.

"Så det store spørgsmål er, hvem der har magten til at sætte sig igennem," siger Hans Carl Finsen.

"Du kan sagtens lave en subkultur, der bevist distancerer sig fra det, der er den almene gode smag. Men de har jo ikke sat sig igennem. De har kun betydning for den begrænsede gruppe, der deltager i subkulturen. Og den har ingen magt til at sætte sig igennem. Så hvis man leder efter den gode smag, må man se på, hvilken gruppe i et samfund, der kan sætte deres normer igennem, så de får en almen gyldighed. Det er dem, der kan etablerer en norm, som vi kunne kalde 'Den gode smag', vil jeg mene."

Midt i den gode smag

Selv om Hans Carl Finsen anser 'Den gode smag' for at være et rent socialt fænomen, findes der ifølge Carsten Sestoft en grundlæggende god smag, der er meget robust og sjældent anfægtes. 50'ernes danske møbelkunst er et eksempel, men af alle de kilder, Information har talt med til denne artikel, var det meget svært at komme 'Den gode smag' meget nærmere end det. 50'ernes møbelkunst.

I hjertekulen på den gode smag tager kunstmaleren Per Arnoldi imod.

"Se, det der er dårlig smag," siger han og peger på et graffiti-tag, der er malet ud over hans hoveddør. Den ligger skråt over for Dronningens. Arnoldi viser vej gennem sin mildt sagt herskabelige lejlighed, der med fem meter til loftet guldrandede paneler og massevis af kunst og lige linjer udgør et glimrende bud på god smag.

Han viser ind i et rum, hvor hans egne kompositioner pryder væggen, og siger lidt selvironisk: "Nu da det her skulle handle om god smag, synes jeg vi skulle sidde her."

"Jeg har altid forsøgt at lave god smag. Jeg har altid forsøgt at ramme den og har aldrig et behov for at udfordre den, siger Per Arnoldi.

"Som Per (Kirkeby red.) siger, skal der altid være et element af dårlig smag eller kitch i et hvert godt kunstværk - ellers bliver det for glat. Men det er jeg ikke enig i. Jeg er en duks. Jeg har altid gået efter det virtuose."

Men denne søgen efter det virtuose har ikke altid været lige populær forklarer, Per Arnoldi

"Jeg er ofte blevet skældt ud for netop at være 'Den gode smag', men det er jeg ligeglad med. Jeg er en fastholder. Den gode smag har en ambition om opbyggelighed. Det er det, jeg går efter. Og i øvrigt - hvad er alternativet?"

For Per Arnoldi findes den gode smag. Der findes ting, hvis kvaliteter er indiskutable og danner grundsten for fremtiden. Et parameter kunne være funktion forklarer han.

"Det tidløse design er meget ofte bundet sammen med funktion. Vi diskuterer ikke, om et koben er god eller dårlig smag. Det virker," siger han

"Men for mig at se findes der grundlæggende to former for god smag: En potent god smag og impotent god smag. Hvor den potente smag består og gennemsyrer en hel bevægelse. Og den impotente udfordrer smagen, men kun er midlertidig. Den er vigtig for at have en udvikling, men den falder sammen med historien. Du kan sammenligne Verner Panton og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen er super smag. Det bliver ved med at stå, men Panton havde en elendig smag. Det er underholdning og udfordrende, men det er ikke god smag," siger han.

"Men den dårlige smag er nødvendig - kulturen skal jo ånde."

Det synspunkt deler Per Arnoldi med Ekstra Bladets bagsideskribent, forfatter og kunstsamler Michael Jeppesen. Han leder også efter det perfekte. Efter den gode smag.

Den gode smag er elitær

"Der er en lille elite og alle i den elite ligner hinanden på tværs af kontinenter," siger Michael Jeppesen.

"De banker alle sammen på det samme vindue. Det er den samme koncentration, der gør, at noget bliver godt. Det er den samme præcision, der gør, at noget bliver godt og det er der, den rigtig gode smag findes. Når Ragner Grastens film ikke er gode, så er det ikke fordi den gode smag ikke vil lukke ham ind. Så er det fordi, der findes noget, der er den gode smag. Det er ikke menneskebestemt, hvad den gode smag er. Det er ikke subjektivt." Michael Jeppesen holder en pause.

"Men det er sindssygt svært det her. Udgangspunktet for den her samtale må være, at der er nogen, der bestemmer, hvad den gode smag er. Og det kan de ikke."

- Kan det ikke være farligt for en kunstner, at blive en del af den gode smag?

"Altså Joachim Boldsen har solgt 50.000 bøger, så der af vil nogen slutte, at han er kommet med i den gode smag. Så er der Kunstrådets gode smag, der kan finde på at sende Troels Wörsel ned og repræsentere Danmark ved Bienalen - det er sådan en nepotistisk, vennetjeneste god smag. Og så er der den ægte gode smag. Den kan ikke anfægtes," siger Michael Jeppesen og stiller selv det næste spørgsmål

"Der er et spørgsmål, der trænger sig mere på hos mig. Er nogen menneskers erkendelser finere end andres? Det kan jeg ikke finde ud af. Kunne man mon ændre på den gode smag ved at skifte de folk ud, der repræsenterer den." Han svarer selv:

"I den borgerlige tankegang, sidder der nogle venstreorienterede meningsdannere og bestemmer over den gode smag, så derfor har man i de senere år forsøgt at skifte ud i systemet. Blandt andet i Statens Kunstfond. Engang var den placeret midt i den gode smags gruppe ét. Men det er den ikke længere - den er simpelthen blevet provinsialiseret, der er ingen respekt omkring den længere. Den gode smag er altså en levende organisme, der støder fra sig."

- Så der er en elitær tankegang indbygget i den rigtig gode smag?

"Man kan ikke ødelægge den gode smag, men man kan ødelægge det, der repræsenterer den gode smag. Se på Anders Fogh. Er det lykkes ham at lave en ny elite, eller har han provinsialiseret kulturen? - han har gjort det sidste. Og prøv at se på Arne Jacobsen. Han har været lige midt i den gode smags gruppe ét, men han er nu provinsialieret. Han er ikke det, han var engang. Han er ikke god smag. Han er ikke status, fordi han er blevet købt af håndværkere og nye penge."

- Kan man ødelægge den gode smag med penge?

"Man kan godt devaluere kulturel kapital med økonomisk kapital, men det er ikke givet. Olafur Eliasson får millioner og atter millioner fra alle mulige bankfolk, der ikke har nogen anelse om, hvad de køber. Men han er stadig i det gode selskab. Han forvalter det åbenbart så fornuftigt, at han kan blive i gruppe ét."

X-Factor sendes i aften kl. 20 på DR1. www.dr.dk/dr1/xfactor