I et interview i indeværende avis d. 27. december 2007 stillede vores nye integrationsminister, Birthe Rønn-Hornbech, sig åben overfor planerne om en stormoske, idet hun påpegede, at muslimer burde have de helt samme muligheder for bedehuse som alle andre trossamfund, men at realiseringen af en stormoske naturligvis burde ske på muslimernes eget initiativ.

Integrationsministeren sigtede dermed angiveligt til Grundlovens § 67, hvor det om religionsfrihed bl.a. lyder, at (-) "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning".

Birthe Rønn Hornbech demonstrerede hermed sin liberale ubekymrethed, sin gode vilje og imødekommenhed overfor religiøse mindretal i Danmark.

Desværre har den gode vilje det ofte med at være synonym med en udtalt naivitet, der efter alt at dømme også gør sig gældende her, og som blokerer for udsynet til den virkelige verden.

Og en lang række spørgsmål - også af meget praktisk karakter - bør forinden mane til eftertanke:

En stormoske ville i udgangspunktet fordre et meget stort og meget homogent trossamfund, der slet ikke er til stede i Danmark. De ca. 210.000 muslimer, der bor her i landet, deler sig på kryds og tværs i nationalitet, etnicitet, klaner og forskellige trosretninger. I dag findes der 19 godkendte islamiske trossamfund i Danmark, hvilket svarer til et snit på godt 10.000 mennesker pr. trossamfund, hvis vi forudsætter at alle 210.000 danskere med muslimsk baggrund er praktiserende muslimer. Det er de imidlertid ikke. Det reelle tal er så vidt vides en fjerdedel - hvis ikke færre - og de er geografisk spredt ud over hele landet, hvor de benytter de 115 moskeer og bederum, der allerede er etableret.

Pression udefra

Hvem skal derfor tegne stormoskeens linje? Sunnimuslimerne, som der er allerflest af i Danmark, men som tæller både moderate og dybt ortodokse, eller de fredsommelige, reformvenlige Ahmadiyyah-muslimer, der ikke nyder meget respekt - oftest slet ingen - fra de øvrige muslimer, men som udgør det muslimske trossamfund, der harmonerer allerbedst med et moderne, demokratisk samfund?

Det er meget svært at forestille sig, at der kan opnås enighed blandt så divergerende grupper, og det er muligvis også hvad Birthe Rønn-Hornbech regner med.

Til gengæld er man mere end blåøjet, hvis man ikke evner at forestille sig, at kræfter i Mellemøsten og andre muslimske lande ville søge at påvirke, udnytte og intervenere de magtkampe, der ville udspille sig mellem disse religiøse grupper i Danmark.

Vi må antage, at det - ikke mindst ovenpå Muhammedkrisen - vil være forbundet med en enorm prestige for det muslimske verdenssamfund at kunne 'plante' en stormoske i det fandenivoldske Danmark, og højtråbende kræfter parret med en pengestærk donor som Saudiarabien, f.eks. ville efter al sandsynlighed være dem, der havde allermest held med at øve indflydelse på projektet.

Sporene skræmmer

Man kan så med rette spørge, om et ultraortodokst muslimsk land som Saudiarabien, der styres af den formørkede, puritanistiske Wahhabi-sekt og en dekadent kongefamilie, virkelig skulle have lov til at bidrage med sine petrodollars til en realisering af et moskebyggeri i København-? I Saudiarabien, hvor man som kristen ikke engang kan rejse ind med en bibel eller et diskret kors om halsen, og hvor der ikke er nogen kristen kirke at finde overhovedet?

Var det ikke kun rimeligt at efterspørge lidt gensidighed her i det 21. århundrede?

Det har for længst i flere europæiske storbyer vist sig forbundet med store problemer at have stormoskeer, og især sporene fra den berygtede Finsbury Park Mosque i London skræmmer.

Her var det en tossegod Prins Charles, der personligt arbejdede for at få en stormoske bygget for saudiske oliepenge, men moskeen viste sig efterhånden at blive arnested for meget rabiate kræfter, bl.a. den først fængslede og siden udviste Sheikh Abu Hamza.

De foreløbige planer om opførelsen af The Grand Mosque of Copenhagen i Njalsgade på Amager er indtil videre stødt på modstand fra ejeren af grunden, idet han ønsker såvel erhverv og boliger omkring moskeen.

Hvem forestiller man sig bo omkring den? Baner vi dermed vejen for en ny ghetto, hvilket vi ellers for længst har erkendt modarbejder enhver integration i vores demokratiske samfund-?

Reformer islam

Måske starter vi - også her - et helt forkert sted? Langt hellere end at give grønt lys for store, prestigefyldte moskebyggerier, burde vi snarere få etableret den imamuddannelse, som der er bred enighed om er bydende nødvendig, og opfordre vores muslimske medborgere i Europa til at reformere islam, da den i sin nuværende form alt for ofte har vist sig svært forenelig med demokrati og frihed. Det lyder umiddelbart skrapt, men svarer på mange måder til, at vi også stiller optagelseskrav til ansøgerlande, der bejler til EU - Tyrkiet f.eks..

Med religionsfriheden i Danmark følger forpligtelsen til, at intet må (-) "læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden", som fortsættelsen af Grundlovens § 67 lyder. Måske er det denne forpligtelse, vi frygter for ofte bliver overset i moskeerne, og som er med til at forklare danskernes generelle skepsis overfor islam - i hvert fald overfor planen om en stormoske.