Der er ånder i Danmark, som tør stå frem og sige sandheden. Det er ikke til at komme uden om, at store kunstnere og forfattere som Klaus Rifbjerg og Bjørn Nørgaard virkelig løfter den offentlige debat med deres enestående indsigter og olympiske overblik. Der er noget rent ud sagt utroligt provokerende over den måde, hvorpå de to genier forsvarer Statens Kunstfond.

Når man for eksempel ser Bjørn Nørgaard på tv fortælle danskerne, at de lever i et "discountsamfund", bliver man taknemmelig og varm indvendig. Der er noget umådeligt generøst over hans evne til at forklare andre, hvor dårlig smag de har, og hvor dumme de er. For det har den gudbenådede provokationskunstner også forklaret seerne: Man er tilhænger af 'dumhed', hvis man kritiserer Statens Kunstfond.

Det er den samme slagfærdige retorik, som man kender fra andre provokationskunstnere som George W. Bush: Den, der er imod mig, er i pagt med ondskaben. Den, der er tilhænger af en revision af kunstfondens fordeling af midler, er ifølge Nørgaard i pagt med dumheden. Det er sjældent, man hører folk direkte erklære sig tilhængere af dumheden, og vi har stadig til gode at se de store demonstrationer for afvikling af intelligens.

Det kræver derfor mod og intelligens at sætte sagen sådan på spidsen. Og Nørgaard er heller ikke bange for at sætte udråbstegn efter sine absolutte domme med friske bandeord. Nørgaard lægger ikke fingre imellem, når han langer ud efter den dårlige smag (discount) og den lave intelligens (dumhed). Den slags udfald skal nok vække Hr. og Fru Hakkebøf hjemme foran fjernsynet.

'De vil afskaffe kunsten'

Og forfatteren Klaus Rifbjerg er endnu en gang trådt i karakter som en af vores ypperligste intellektuelle. Han har nemlig regnet ud, hvad den borgerlige regering i virkeligheden vil. De tør ikke sige det ligeud, men Klaus Rifbjerg ved lige præcis, at de borgerlige inderst inde hader kunsten. I Politiken har han blotlagt sin eminente analyse:

"Enhver ved, at VKO hellere end noget andet ikke bare vil have kunststøtten afskaffet, men helst kunsten, derfor synes jeg, at man skal kæmpe af al magt for at bevare de privilegier, der findes, og ikke give slip på noget som helst, før de kommer og tager det hele."

Udenrigsministeren Møller har godt nok skrevet en bog om Kaj Munk, Jesper Langballe har begået et værk om Steen Steensen Blicher, og Connie Hedegaard har studeret litteraturvidenskab. Men så let narrer man ikke giganten i nyere dansk litteratur. Den hopper han ikke på: De vil have kunsten afskaffet. Og derfor bliver man som kunstner nødt til ubetinget af være på de etablerede institutioners side i kulturlivet. Det er igen et klar enten-eller. Enten er man for regeringen og vil have kunsten afskaffet, eller også må man kæmpe med al magt imod den.

Klaus Rifbjerg har også gennemskuet statsministeren. Mange kunne ellers lade sig narre, når de læste hans bog Fra socialstat til minimalstat: Man kunne let forføres til den antagelse, at Anders Fogh Rasmussen havde læst Søren Kierkegaard og Immanuel Kant. Og at det havde betydet noget for ham. Men det er spil for galleriet. Det tror Rifbjerg i hvert fald. Han er ydmyg nok til at understrege, at det er noget, han tror. Man kan jo ikke vide det:

"Tror du nogensinde, A. Fogh Rasmussen har læst en rigtig bog eller set et billede, der for alvor sagde ham noget og måske var med til at gøre hans liv rigere? Det tror jeg ikke."

Det er bare noget, de tror

Man kan ikke have sådan nogle holdninger, som Anders Fogh Rasmussen, har, hvis man havde læst den gode litteratur ordentligt.

En tredje toneangivende dansk intellektuel Henrik Nordbrandt afviger fra Rifbjerg og Nørgaard. Men han har jo altså også medvirket i en bog sammen med Pia Kjærsgaard! Nordbrandt finder indtægtsreguleringen af kunstfondens ydelser nedværdigende. Man burde ifølge Nordbrandt afskaffe de livsvarige ydelser, som gør kunstnere til klienter for socialstatslig pædagogik. Men også Nordbrandt er helt på det rene med, hvad 'de' i virkeligheden vil:

"De vil gerne af med hele kunststøtten, og så får de det leverpostejssamfund, som de i virkeligheden bedst kan lide og er bedst tjent med, sådan nogle prangere. Sådan ser jeg på det. Vil man have kunst, må man også støtte det. Og de kan støtte alt mulig andet. De vil have leverpostej, ikke åndelighed."

Igen må man sige, at Bertel Haarders læsning af Stangerup, som efter sigende inspirerede ham til at skrive Institutionernes oprør, og Søren Krarups strøm af Kierkegaardcitater kunne have snydt de lidt dummere danskere til at tro, at Krarup og Haarder var interesseret i andet og mere end den rendyrkede middelmådighed. Men det er leverpostej og metervare, de vil have.

Man kunne have spildt meget af tid med at lytte på andres argumenter og forholde sig til, hvad de selv sagde, hvis vi ikke havde disse lysende genier. For eksempel har de borgerlige jo ikke tilkendegivet, at de ville nedlægge Kunstfonden. De tror selv, at de blot har foreslået en revision af midlerne og en omfordeling fra de livsvarige ydelser til andre former for legater og stipendier.

Hvis vi ikke havde haft disse fyrtårne i dansk åndsliv, kunne vi have endt med at tro på dem og diskutere med dem og begrunde de livsvarige ydelser med argumenter. Det havde dog været forfærdeligt. Det er godt, ja nærmest frelsende, at vi har de store intellektuelle, så vi ikke forfalder til den forbandede dem-og-os-tænkning, som kendetegner 'højrefløjen'. Vi kunne nemt risikere at stigmatisere andre ligesom Dansk Folkeparti og ende som frygteligt fordomsfulde. Men der har vi altså igen noget at takke Rifbjerg, Nørgaard og Nordbrandt for.