I debatten om de livsvarige ydelser under Kunstfonden har Informations kulturredaktør Peter Nielsen en pointe (bagsideleder 28 februar), som jeg – der er en af de 272 modtagere af denne ydelse – er enig med ham i, og som kunne trænge til en uddybelse.
Pointen er, at det forhåndenværende angreb på de livsvarige ydelser ikke så meget handler om nyrindalisme eller en decideret konkret politisk og ideologisk motiveret modvilje mod de livsvarige ydelser i sig selv, men snarere om et første alvorligt angreb på Kunstfonden og på det kunstsyn, som kunstfonden oprindeligt er udsprunget af.
For en række politiske beslutningstagere er det ikke længere så indlysende, som det var både for landets første kulturminister J.N. Madvig (1804-1886) og den langt senere kulturminister Bomholt, der stod fader til Kunstfonden, hvilken værdi kunsten har ud over på linje med andre størrelser at indgå i det almindelige økonomiske kredsløb samt med en vis underholdningsværdi at være en del af en ekspanderende eventkultur og oplevelsesøkonomi i et moderne forbrugersamfund.
Økonomisk værdi
Hverken fra højre eller venstre side i det politiske liv er man i dag i stand til eller muligvis heller ikke interesseret i at komme op med en nærmere definition af, hvad kunst er, og hvilken rolle kunsten kan spille i et kommunikationssamfund, der er præget af kommercialisme og managementagtige kalkuler på, hvilken aktuel økonomisk og brugsmæssig værdi man – det vil sige også staten – får ud af sine ’investeringer’. Bomholts tanke om, at man uden at have direkte sikkerhed for konkrete resultater, skal sikre både unge kunstneriske talenter og anerkendte kunstnere såkaldt ’anstændige vilkår’ for udførelsen af deres ’skabende kunst’ er blevet mere og mere fremmed, både på grund af usikkerheden omkring kunstens rolle, men også fordi man står stadig mere uforstående overfor tanken om, at ’investeringer’ i kunst og kunstnere ikke direkte og med det samme kan omveksles til synlige eller anvendelige produkter.
Kunst er, som Villy Sørensen sagde, ’kunstig’ i den forstand, at den med forførende og kunstlede midler på én gang mimer virkeligheden og samtidig skaber et erfaringsrum, der er unikt, og som ikke ligner noget andet i sit modspil til den selv samme virkelighed. I kunsten arbejder en skabende fantasi med at modellere og ommodellere indtryk og indsigt til artefakter eller værker, som i bedste fald får os til at se på os selv eller verden på en ny måde. I formuleringen af loven om oprettelsen af Kunstfonden fra 1964 optræder ordet kunst hele tiden i sammenhæng med adjektivet ’skabende’ som et udtryk for Bomholts tanke om, at velfærdssamfundet rummer immaterielle værdier, som kunsten på den ene eller anden måde forholder sig nyskabende til og selv eksponerer.
Skal definitionen af kunst indkredses endnu mere, så er det – som Laurence Stern siger det om poesi i sin Tristam Shandy – lettere at sige, hvad den ikke er, end præcist hvad det er. Det er under alle omstændigheder ikke en blot og bar reproduktion af noget allerede foreliggende, den (om-) skabende fantasis møde med et materiale er essentiel.
Eksistentiel indsigt
Der er en betydelig ironi i, at netop de politikere, der i andre sammenhænge betoner de kreative momenter i f.eks. uddannelsessystemet og ligefrem ønsker at markedsføre Danmark på dets evne til teknologisk og forskningsmæssig innovation, har så svært ved at se betydningen af den skabende kunst og dens evne til at kommunikere nybrydende holdninger til og syn på verden. Specielt i en æra af udbredt kommunikation, der er ved at drukne verden i facts og vidensbetonet information til alle sider, er kunstens omskabende form og originale blik på verden med til at styrke en erkendelse, der går hinsides den blot og bar faktuelle viden om os selv og verden.
Kunstens rolle som formidler af eksistentiel indsigt og associationer til personlig fordybelse kan næppe overvurderes specielt i en tid med et idémæssigt tomrum som vores og dens rolle som inspirator for dynamisk, provokativ omgang med verden heller ikke. Når den engelske digter Dylan Thomas taler om poesi som det, der får ham til at le eller græde og hans tånegle til at skælve, gælder det også for kunsten generelt, især selvfølgelig hvis man tør lukke den indenfor.
Der er en underlig kulturløshed i både at ville fjerne bøger fra bibliotekerne og fjerne kunstnere fra finansloven. Det er, som om managementrytterne, måle-og veje-pragmatikerne og teknologidyrkerne har samlet sig i en fælles platform om at jævne landskabet for mentale, værdimæssige og sågar politiske forhindringer og anfægtelser. Borte er filosoffen Hannah Arendts indsigt; at et menneske først for alvor bliver til, ja eksisterer, når det fortælles; borte er Schillers idé om det grundlæggende i legen og dermed i den fantasi, der skaber kunst og forestiller sig noget, der ikke før er set; borte er både de anderledes billeder og ord, som sætter verden på højkant i stedet for på lavkant. I den yderste konsekvens er vi allerede steget på som passagerer i Ray Bradburys og Truffauts fortælling Fahrenheit 451, hvor særlige brandenheder rykker ud for at fjerne ethvert spor af bøger. Kun som inderligt memorerede passager lever de videre i hukommelsen hos ’fanatikere’ og outsidere.
Frigørelse uden Brøgger
Før vi kommer så langt, så tænk på det danske sprog uden H.C.Andersen og Benny Andersen eller Amager uden Klaus Rifbjerg eller Århus uden Svend Åge Madsen eller Nørrebro uden Klaus Høeck eller den erotiske frigørelse og eftergørelse uden Suzanne Brøgger eller den martrede modernitet uden Michael Kvium eller musikkens uendelighedsrækker uden Per Nørgård eller bare sommerfugle og deres dale uden Inger Christensen eller før-og efter puberteten uden Nils Malmros eller Balkankrigens nulpunkt uden Jens-Martin Eriksen eller operahuse uden Jørn Utzon eller …
Man kunne blive ved at nævne navne og deres indsats, alle er de af gode grunde på den livsvarige kunstner-ydelse under Kunstfonden, der siden sin oprettelse i form af legater til yngre og ældre kunstnere har spillet en afgørende rolle for udviklingen af skabende kunst i Danmark.