I søndags gik Rusland til valg. Hvad der burde være en glædelig og spændende begivenhed i verdens største land, blev en sørgelig forestilling. Det var et styret valgshow, en nekrolog over demokratiet. De demokratiske partier er svundet ind til næsten ingenting og var i praksis nægtet opstilling til valget.
Mange russere på gaden bemærker lakonisk: “Hvad er forskellen? I dag vælger vi selv vores tyranner, før i tiden havde vi ikke noget valg, men det er de samme tyranner.”
Det var et fup-valg eller et Potemkin-valg. Udtrykket Potemkin-kulisser stammer fra Rusland: Hvad der præsenteres som et valg, er blot en kroning af Dmitrij Medvedev som præsident. I realiteten er han Putins marionetdukke med Putin i rollen som en ny tids zar.
De seneste år med Putin ved magten har været én lang nedtur for det russiske demokrati. Det går den gale vej i Rusland i dag. Kursen over for de frivillige organisationer, ikke mindst på menneskerettighedsområdet, er blevet skærpet. De aflyttes, chikaneres og forbydes, hvis de taler Kreml imod.
Tv og radio er under kontrol af regeringen. Præsidenten fremstår i stigende grad som en kontrolfreak, der er yderst nærtagende over for kritik. Pressefriheden er forsvundet, og i dag findes der ikke uafhængige massemedier, som tør tale Kreml imod. Rusland er et af de farligste lande at opholde sig i for kritiske journalister. Udenlandske journalister der sætter kritisk fokus på f.eks. krigen i Tjetjenien, har forbud mod indrejse i Rusland.
Kreml har underlagt sig Parlamentet, Føderationsrådet og Dumaen, hvor Putins støtteparti Forenet Rusland er aldeles dominerende. Den politiske retssag mod oligarken Khodokhovskij, der nu er deporteret til et årelangt fængselsophold i Sibirien, illustrerer, at alle forestillinger om den dømmende magts uafhængighed er en illusion i Rusland.
I Tjetjenien fortsætter den blodige kolonikrig med mange civile ofre. Kreml vil ikke indse, at den krig ikke kan vindes med militære midler, og kritik af visdommen i krigen tolereres ikke. Krigen fortsætter som en klassisk guerillakrig, hvor ingen af parterne får overtaget. Som den stærkere part har Rusland et hovedansvar for at bidrage til en politisk og diplomatisk løsning.
Rusland har med de enorme energiressourcer fået et vigtigt våben over for ‘besværlige’ lande som f.eks. Ukraine, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Når Ukraine demokratiserer sig og tilnærmer sig til Vesten, er konsekvensen, at der omgående bliver lukket for gassen. Over for Georgien, der heller ikke ville makke ret, har Rusland indført handelsboykot.
Er russerne ikke egnede eller modne til demokrati? Det synes at være opfattelsen i Kreml. Rusland har da heller ikke nogen demokratisk tradition at bygge på. Men landet kan lige så vel blive et demokrati som Polen og de baltiske lande, der udover mellemkrigsperioden heller ikke havde nævneværdige erfaringer med demokrati.
I Vesten har vi en grundlæggende interesse i et samarbejde med Rusland. De fleste af de potentielle konfliktområder i det 21. århundrede ligger langs Ruslands grænser - Centralasien og Kaukasus, Rusland vil her kunne spille en konstruktiv rolle i bekæmpelsen af international terrorisme. Hvis Rusland ønsker det, kan landet komme til at spille en vigtig rolle, når det gælder ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.
Der er flere ting, vi i den aktuelle situation kan gøre fra dansk og europæisk side.
Rusland bør ekskluderes af Europarådet, så længe landet ikke lever op til betingelserne for medlemskab, når det gælder respekt for demokrati og menneskerettigheder. Med Rusland som medlem af Europarådet er vi med til at legitimere det russiske styre, og vi signalerer samtidig, at vi accepterer massive overtrædelser af menneskerettighederne og udemokratiske valg.
EU bør formulere en fælles linie i forhold til Rusland, ikke mindst når det gælder energipolitikken. I øjeblikket spiller Rusland med stort held de europæiske lande ud mod hinanden. Den ny Lissabon-traktat vil give forbedrede muligheder for, at de europæiske lande kan finde fælles fodslag i forholdet til Rusland.
Danmark var for nogle år siden vært for en tjetjensk fredskonference. Vi bør følge op på det initiativ med at organisere en Ruslandskonference i Danmark med fokus på, hvad vi kan gøre fra vestlig side for at opmuntre til en mere demokratisk udvikling i dagens Rusland.
Statsministeren bad for et par år siden Rusland om at undskylde for fortidens synder. I virkeligheden var det mere interessant, hvis Putin ville undskylde for nutidens synder. Først den dag Rusland også i praksis efterlever de europæiske værdier, er Rusland klar til at blive en del af et forpligtende europæisk samarbejde.
Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen